MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 05 mar 2015

Fra glamour til gymnasieliv

Mine elever får altid et chok, når de finder ud af, hvad jeg har lavet tidligere, fortæller gymnasielæreren Ditte Campion.

Thomas Blachman har lavet en plade med hende, mandebladet M! har haft hende på forsiden, og Thure Lindhardt har slået hende ihjel på film. I dag har Ditte Campion skiftet rampelyset ud med klasselokalerne på Roskilde Gymnasium

Tekst: Oda Hustad

Foto: Marie Ravn/Jesper Skoubølling »Den særeste reaktion, jeg har fået fra en elev, var, da en pige kom hen til mig med en gammel, fedtet udgave af M!-bladet med mig på forsiden. Hendes storebror skulle udstationeres til Afghanistan, så hun spurgte mig, om hun ikke måtte få en kommentar til ham. Det fik hun,« siger Ditte Campion og smiler. Reaktioner fra elever kommer der mange af, især når de finder ud af, at hun har været forsidemodel på mandemagasinet M!. Men hvis du googler den 36-årige psykologilærers navn, kan du finde meget mere. For på Ditte Campions CV står der vidt forskellige ting som pladeudgivelser med Thomas Blachman, TV-vært på musikkanalen The Voice, skuespiller og en karriere som privatdetektiv. Nå ja, og så en kandidatuddannelse i dansk og psykologi fra Københavns Universitet, fuldført med topkarakterer. Dittes vej til 8-16-hverdagen som psykologilærer på Roskilde Gymnasium har med andre ord været præget af mange sjove pitstops. »Mine elever får altid et chok, når de finder ud af, hvad jeg har lavet tidligere. De synes, det er fuldstændig absurd,« fortæller hun.

Mellem Blachman og bøgerne

Det hele startede med en studenterhue og Thomas Blachman. Ditte var en aktiv sanger i Københavns musikmiljø i gymnasietiden, og som nybagt student blev hun signet på Blachmans eget pladeselskab. »Da jeg kom ud af gymnasiet, troede jeg, at jeg skulle være rockstjerne,« siger Ditte. Debutalbummet Bounce lavede hun i samarbejde med Blachman og Remee, og i de følgende år levede Ditte en hverdag som professionel musiker i forskellige bandprojekter. Samtidig gik hun i gang med at læse dansk og psykologi på Københavns Universitet. »Jeg har hele tiden haft en craving for det boglige og det at blive klogere,« fortæller Ditte. »Jeg følte, at hvis mit liv kun skulle gå op i at stå på en scene, ville det blive for overfladisk, og hvis der kun var det akademiske, ville det blive for tørt. Derfor havde jeg brug for begge spor,« mener hun.
None

None

Livet på skærmen

Sideløbende med studierne og musikkarrieren havde Ditte også en karriere som skuespiller og medvirkede blandt andet i kortfilmen Portamento fra 2005, hvor hun bliver slået ihjel af Thure Lindhardt. Omkring samme tid blev hun forsanger i bandet E.T.A, der havde stor succes i England, og bandet Perfect, der spillede vidt og bredt herhjemme. Inden Perfect gik i opløsning, nåede de at stille op til et TV-interview på musikkanalen The Voice – et interview, som åbnede en helt ny dør for Ditte. »Efter interviewet ringede chefen for The Voice og spurgte, om jeg ikke ville være TV-vært. Og så blev jeg redaktør og TV-vært og lavede interviews med alt fra Backstreet Boys til Morten Messerschmidt,« siger hun og griner. Jobbet på The Voice gjorde, at Ditte for alvor fik den stjernestatus at mærke, som hun havde drømt om i gymnasiet. For at promovere kanalen stillede hun op som forsidemodel på mandemagasinet M!. Det skabte endnu mere opmærksomhed omkring det populære TV-fjæs. »Pludselig skulle jeg skrive autografer. Børn tog billeder af mig i bussen på vej til arbejde om morgenen, og jeg fik stalkere, som ringede og stønnede i telefonen. Der var mange lærerige oplevelser i det, men jeg oplevede det også som et pres,« fortæller Ditte. Kunsten at være flue på væggen Da Ditte trykkede på stopknappen, var hun 28 år gammel. 60-timers arbejdsuger som TV-vært ved siden af studierne med branchefester til den lyse morgen blev for meget. Nu skulle den uddannelse læses færdig. Ditte afsluttede kandidatuddannelsen med et 12-tal og skulle så ud at have et job. Via en mand, hun tidligere havde interviewet på The Voice, tog Dittes karrierevej en ny drejning – som privatdetektiv. »Jeg gik fra at være ekstremt eksponeret på skærmen til at skulle gå fuldstændig i et med tapetet og brugte parykker og hatte til at skjule min identitet. Det var faktisk meget rart at mærke, hvor hurtigt jeg kunne være anonym igen,« siger Ditte. »Jeg arbejdede med alle mulige sager – utroskabssager, forsikringssvindel, arvesager. Det var rigtig spændende, men det satte også tålmodigheden på prøve. Nogle gange sidder du bare i syv stive timer i din bil og venter på, at nogen skal komme ud af døren. Du kan ikke gå ud at tisse eller købe en sandwich, for det kan være, at det er i præcis dét øjeblik, vedkommende kommer ud,« fortæller Ditte og griner.

Eleverne som højdepunkt

Til trods for spændingen i privatdetektivjobbet var det i den sidste ende en hverdag som psykologi- og dansklærer ved Roskilde Gymnasium, der lokkede. Ditte er ikke i tvivl om hvorfor. »Eleverne er højdepunktet ved jobbet. Det glimt i øjet de får, når der går et lys op for dem – det er dét, jeg lever for,« mener hun. Selv om Ditte i dag har valgt rampelyset fra, mener hun, at det har gjort hende til en bedre lærer. »Der er altid et element af performance i det at undervise, og jeg har aldrig været bange for at træde ind i en ny klasse, hvor jeg ikke kendte eleverne,« fortæller hun. Ditte mener hendes vej til lærerjobbet viser eleverne, at livet kan rumme mange veje. »Jeg tror, det viser, at man både kan være kreativ og klog. Man behøver ikke at være kedelig, selvom man læser på universitetet,« siger hun.