MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 27 nov 2017

Fremadstormende ZK er klar med sin tredje single

Den 17-årige rapper ZK er på gaden med en ny single

Den unge rapper ZK er klar med sit tredje udspil ’Ca Ca’. Efter succesdebuten Solskin og hans anden single Way Way, der tilsammen har streamet mere end 3.5 millioner gange, er der lagt op til endnu et hit, hvor ZK rapper på sin helt egen unikke måde. Hans levering og melodiske tilgang til rappen er med til at karakterisere ham og krydret med hans tekstunivers, som er i øjenhøjde og ærlig, skaber det en spændende cocktail.

Ca Ca-begrebet er opstået blandt ZK og hans venner.

"Ca Ca er når vi oppe og køre over et eller andet, når politiet er i hælene, når adrenalinen pumper eller når vi er påvirket på en eller anden måde. Det ligesom når vi har det sjovt, så er mig og mine drenge helt Ca Ca". Hør den nye single hér Ideen til Ca Ca kommer blandt andet af ZK's første møde med at være på en klub og hans oplevelse af dette. Produktionen på tracket er lavet af endnu en ung 17-årig fra Ishøj, Haider Mirza med producernavnet PakiNextDoor, som med dette track får sin producerdebut. ZK er indbegrebet af gaden og gadelivet. Som han selv siger: "Det er på disse gader min historie er startet, hvor alt det her tager mig hen må tiden vise". Det store potentiale er tydeligt, og med hans flow, historier og stemme, placerer ZK sig et sted, hvor få rappere i øjeblikket befinder sig i dansk hip hop. Rejsen for denne 17-årige rapper fra Ishøj er først lige begyndt, og det bliver spændende at følge hans musikalske og personlige udvikling. Lige nu må vi bare konstatere, at han er BRÆNDVARM!