MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 17 sep 2014

Fuhlendorff: »Lykke slår mennesker ihjel«

Udhævede citater: »Folk sidder på Facebook og skriver ’nu skal I høre – min datter sagde noget klogt’. Ja, det kan da godt være, men hvad med alle de gange, hun sagde noget dumt«? »Jeg kan godt lide at sige det højt, som alle mennesker tænker, men ikke, fordi det er politisk ukorrekt« --------- Fuhlendorff: »Lykke slår mennesker ihjel« Christian Fuhlendorff er en af Danmarks mest anerkendte komikere. Fra midten af september turnerer han Danmark tynd med sit tredje onemanshow For at gøre en kort historie Lang. TJECK Magazine har fanget komikeren, radio- og TV-værten til en snak om selvrealisering og sceneskræk og om, hvorfor jagten på lykke ikke nødvendigvis gør folk gladere Tekst: Tinus Elsig Foto: Seth Nicolas Gule sedler og papirlapper dækker det meste af cafébordet på kaffebaren på Amager i København. Et nyt show er ved at blive til. Det er sådan, Christian Fuhlendorff bedst arbejder. Ved at skrive tanker og associationer ned. De samme ideer, gerne mange gange og gerne på flere stykker papir. Det er i gentagelsen, at han finder ud af, om den fungerer – historien, fortællingen, joken. Skrive og derefter glemme igen og så fortælle frit fra leveren, som det kommer til ham. Udefra ligner det mest af alt en rodebunke af tekstbrudstykker, tegninger og linjer, men sådan ser det ikke ud for manden bag det show, der fra 19. september kommer til at vende vrangen ud på danskernes rutiner og stille spørgsmålet, ’hvorfor er det egentligt, at vi gør, som vi gør?’ »Det kan godt være, at det ikke ser sådan ud, men jeg har det meste i hovedet. Det hele snurrer rundt herinde og er ved at tage form«, siger Christian Fuhlendorff, der vil ud med et budskab af paradoksal karakter: »Mit show er et angreb på det kunstige lykke-begreb, vi alle sammen går og hylder, men som rent faktisk bare gør os kede af det«, røber han. Inspirationen kommer indefra 31-årige Christian Fuhlendorff er historiefortæller. Først og fremmest. Og inspirationen henter han i sit eget liv. »Er der et spørgsmål, jeg stiller mig selv i mit liv og i min egen lille verden, så snakker jeg om det«, siger han. Latteren og grinet er noget, der kommer bagefter. Det handler først og fremmest om at fortælle noget nyt, vende en historie om, så den bliver skæv og interessant, og så folk tænker ’hold da kæft, det er rigtigt.’ Jokens finale, punchlinen, er aldrig målet i sig selv. »Noget skal ikke i forvejen være sjovt for, at du kan lave stand-up over det. Jeg synes ikke, at det, man snakker om, skal være sjovt i rå form«, siger han. »Når jeg laver et show, fokuserer jeg ikke på at finde nogle ting, jeg synes er sjove. Jeg vil hellere tale om nogle ting, der interesserer mig, og så bruge de ting til at finde en sjov eller skæv vinkel på det«, siger han. »Jeg kan ikke skrive jokes om ’noget’ – jeg sætter mig ikke ned og siger ’nu vil jeg skrive noget sjovt om det her’. Det er nødt til at handle om noget, jeg selv går og tumler med«. Livsfarlig lykke under lup Tematikkerne, der bliver omdrejningspunktet i Fuhlendorffs næste show, er også hentet i egen have. Denne gang er det begrebet ’lykke’, der bliver endevendt, fordi det ifølge manden bag ligger i tiden, at vi alle sammen skal skal skal være lykkelige for enhver pris. »Selvrealisering er ret interessant, fordi det jo er noget, der kommer op i os, når behovspyramiden ligesom er ved at være fyldt op. Når vi er ’mætte’ og veludhvilede og alt det der, så begynder spørgsmålet om lykke at melde sig, og man spørger sig selv, ’er jeg lykkelig?’« siger han. Men jagten på lykke kan få den helt modsatte effekt, mener Fuhlendorff. I forhippelsen på hele tiden at opnå det perfekte bliver vi mindet om, at virkeligheden i vores eget liv ikke nødvendigvis svarer til den, der fremstilles på naboens Facebook-profil. »Folk sidder på Facebook og skriver ’nu skal I høre – min datter sagde noget klogt’. Ja, det kan da godt være, men hvad med alle de gange, hun sagde noget dumt?«, spørger han. »Det er det samme med lykke-begrebet. Vi danskere går rundt og siger til hinanden: ’Hold kæft mand, vi er verdens lykkeligste folk, er vi ikke? Er vi ikke?’ Og vi gentager det for os selv og hinanden hele tiden, fordi vi godt ved, at det er noget værre bull shit«, siger han og henviser til, at danskerne til trods for prædikatet ’verdens lykkeligste folk’ også slæber rundt på en af verdens højeste selvmordsrater. »Grunden til det er, at når vi går rundt og priser os lykkelige, og man spejler sig i sidemanden, der går rundt og siger, at vedkommende er ’åh så lykkelig’, ja, så tænker man, ’så kan det også være lige meget, at jeg er her’. Omvendt i lande, hvor folk går rundt og siger ’jeg har det ad helvedes til’, er selvmordsraterne lavere. Og det skyldes jo, at man så har nogen at være sammen med om at have det skidt«, siger han. Manden bag det meste Trods sine kun 31 år har Christian Fuhlendorff for længst etableret sig som en af landets mest respekterede stand-up’ere, men selvom standup’en altid har været hjertebarnet, og det han helst ville lave, har Fuhlendorff været involveret i næsten alt, der har med tv og radio at gøre lige fra egen tv-serie til konceptudvikler, radiovært og manuskriptforfatter. »Jeg satte mig nogle mål: Jeg kunne godt tænke mig at lave prime time-tv, en tv-serie og et onemanshow. Og det nåede jeg alt sammen, inden jeg blev 30 år«, siger Fuhlendorff, der droppede ungdomsuddannelsen til fordel for et liv i showbizz. I dag er Fuhlendorff manden bag reality-programmet Dybvaaaaad!, der med Tobias Dybvad som vært kører på snart 5. Sæson. Et program, der egentligt først var udviklet med Fuhlendorff i hovedrollen, men som blev droppet, da Fuhlendorff takkede ja til at blive vært på relanceringen af Husk lige Tandbørsten, der kun opnåede en begrænset succes. En beslutning hovedpersonen dog ikke selv fortryder. »Det var en Casper Christensen-måde at lave et projekt på. Altså, det var at se, hvad tendensen er, og så lave det og gøre det til et hit, og det er faktisk ikke så meget mig«, siger han og roser samtidigt kollegaen Tobias Dybvad for at have taget programmet skridtet videre. »Det er langt fra sikkert, at programmet havde haft den samme succes med mig ved roret«, siger han. Når komikeren stemmer sin guitar Som så mange andre, der lever af at stå på scenen, skal komikere også holde sig skarpe, udvikle sig, forny sig og prøve grænser af. I Christian Fuhledorffs branche er det normalt at dele ideer og prøve tingene af på hinanden internt i den lille klub af danske komikere. »Nogle komikere jammer meget, og så sidder de sammen og spørger hinanden ’er det her sjovt?’ Sådan arbejder jeg ikke. Hvis jeg skal jamme, så sætter jeg mig her alene, og så tager jeg telefonen og ringer til en af dem, jeg jammer godt sammen med. Det kan være Frank Hvam, Jesper Juhl eller Omar Marzouk«, siger han og fortæller, at eksperimenterne hovedsageligt prøves af, når han et par gange om måneden er vært på folketeatrets open mike. »Der snakker jeg bare, og det er ikke altid, det er sjovt overhovedet, og det er slet ikke sikkert, at folk griner. Men så finder jeg ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør«, forklarer han og fortæller, at han i sidste uge forsøgte sig med en historie om en dejmaskine. Noget, der faldt helt til jorden i mødet med publikum. »Men jeg kan altså stadigvæk bare mærke, at der er noget i det«, fastslår han. Improvisation og sceneskræk er et nødvendigt onde Der skal være energi i den historie, man fortæller. For Christian Fuhlendorff kommer energien ofte i øjeblikket, hvor historien bare for lov at blive til i samspil med publikum og ikke er skrevet ned. Fuhlendorff vil ikke gengive et minde. Han vil bringe publikum helt tæt på begivenheden, og det kan han kun gøre, hvis han improviserer, mens han fortæller. »Jeg griber stemningen. Magien forsvinder, når jeg skriver det ned. Så bliver det for konstrueret, synes jeg. Noget fiktivt. Jeg kan bedst lide bare at tænke på et minde og så fortælle historien, sådan som jeg lige oplever den i øjeblikket«. Angsten for at stå scenen er noget, der skal være til stede. »Vi er i en branche, hvor alle er pisse usikre. Det er derfor, vi er her. Vi gør det alle sammen for at få anerkendelse«, siger han. »Det kan være pisse ubehageligt at stå på scenen, men sådan synes jeg, det skal være. Det skal kunne gå galt. Hvis man bliver for sikker, så bliver det også kedeligt. Der skal være et element af, at det kan falde helt til jorden. Sådan tror jeg, det bliver bedst«, siger han. Til Faktaboks: Christian Fuhlendorff * Født 15. november 1982 i Tårnby på Sjælland * Fik sit gennembrud i 2007 med onemanshowet Mit første one man show * Har lavet prime time-tv, onemanshow og tv-serie, inden han fyldte 30 år * Optræder fra august med sit nye onemanshow For at gøre en kort historie lang