Oprydning

fre, 02 okt 2009

G.I.JOE: THE RISE OF COBRA

Det er sprængfyldt med dumsmarte kommentarer. Det er en uendelig hyldest til amerikansk militær. Og det er jordens mest overfladiske spil, mens grafikken er røvkedelig. Ikke desto mindre formår ”G.I. Joe: The Rise of Cobra” at underholde med hæsblæsende action. Baseret på filmen giver spillet dig mulighed for at styre alle de kendte soldater fra G.I. Joe-universet. Og ligesom filmen er spillet yderst plat i sin hyldest til helten – det avancerede amerikanske militær. I dette skydespil skal man undersøge det mystiske M.A.R.S-firma, der laver avancerede våben. Men de har gang i noget skummelt – enter G.I Joe! Vor helt bliver hurtigt angrebet af M.A.R.S.-soldater. På slagmarken vælger du en makker, der skal assistere dig på din vej, og det er rimeligt vigtigt, at du forstår, at krudt og kugler gør av-av. For i dette spil bliver der skudt – en hel del! G.I. Joe er underholdende, fordi der er smæk for skillingen, og man hele tiden skal samle ting, der kan forbedre ens score. Samtidig er det jordens mest ligegyldige historie, og man har set alt det, spillet har at byde på, før, til tider er det lige før ørene begynder at bløde, fordi man har hørt på lidt for mange platte bemærkninger, men til en pris, der ligger på 320-400 kroner i forskellige butikker, er det et kig værdigt. Kasper Nesager-Hansen