Olaf Højgaard på scenen akkompagneret af Mads Erhardsen på saxofon i teaterstykket "Svaneblod"
Olaf Højgaard på scenen akkompagneret af Mads Erhardsen på saxofon i teaterstykket "Svaneblod"

En glemt verdensstjerne skinner

Udlængsel og mod blandes med udkrængning af følelsernes magt i Svaneblod, der med en performances i høj, høj klasse fremhæver den danske balletstjerne Eriks Bruhns karriere og livs kvaler.

Tekst: Jesper Møl Trads

Foto: Teatret Svalegangen

Man bliver først dansk, når man flytter fra Danmark. Man bliver hyldet nationalt, hvis man hitter internationalt, men man skal kæmpe for det. Det kræver blod, sved og kampgejst, hvis man vil være en del af verdenseliten. Vi er i Danmark dårlige til at hylde. Hvis man ikke hedder Aqua eller Michael Laudrup, så forsvinder pladsen i historiebøgerne hurtigere end popcornene i biografen.

En stjerne, en ener og et unikt talent. Det var Erik Bruhn, da han indtog verdens balletscener i 50’ernes efterkrigstid.

Som Prins Siegfried i Svanesøen kæmpede han med indre dæmoner og en uforløst kærlighed, der blev drevet væk af målet om det perfekte. Han var splittet mellem det hvide, perfekte ydre blandt whiskysjusser og brækkede vinger og tæer, og det mørke, onde indre, der kvalte alt liv indefra og ud.

Den Reumertvindende Olaf Højgaard veksler voldsomt mellem grin og kærlighed. Han står fantastisk i den simple scenografi og ejer efter en langtrukken start scenen. Vi ser New Yorks lysende korridorer og Ruslands mørke farver i øjnene på ham. Han symboliserer den selviscenesættende kærlighed, som verdensstjernen udtrykte. Man skal tro på, man er den bedste, hvis de brede skuldre skal frem. Mesterligt skuespil. Intet mindre.

På scenen er han akkompagneret af Mads Erhardsen på saxofon, der med fint underlægning spiller de indre tanker ud, som normalt er så usagte. Det irriterer dog grænseløst, at man kan hører ham trække vejret hver eneste gang, der trækker mine tanker mod pølser og hotdogs i pølsevognen og væk fra Olaf Højgaards blinis og kaviar. Forholdet mellem de to fungere dog upåklageligt, da samspillet og indlevelsen vinder.

Hanne Trap Friis’ instruktion styres med sikker hånd, så historien og følelserne kommer flot uden på kroppen. Det flotte brug af billeder og fænomenalt lys skaber de ydre stemningsrammer, der skaber et vakuum. Her er intet teater og raslen med poser som i biografhelvedet, men dedikation og ro.

Efter forestilling var jeg paf. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er bandt de danskere, der ikke har hyldet Erik Bruhn nok. På lidt over en times teater befandt jeg mig i følelsernes vold og kom hele spekteret igennem. Det er en flot monolog, der i en simpel scenografi sidder lige i skabet. De små fejl og mangler undervejs er hurtigt glemt, når man er ude af teatersalens mørke igen.

Tak, Teater Freezeproductions og Teatret Svalegangen.

5-T-anmeldelse red

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*