None
Go Go Berlin udgiver debutalbum.
På en højskole i Silkeborg blev fem drenge i 2010 grebet af en enorm skabertrang. De blev stålsatte – og deres venskab stærkt som granit. Men snart blev et års højskoletryghed afløst af en rå hverdag. Bandet blev testet på sammenholdet. Og bestod. Til september er de på gaden med deres debutalbum. TJECK Magazine har fanget de fem fyre fra Go Go Berlin
Tekst: Marlene Kejser
Foto: Morten Rygaard
Det var et rent lykketræf, at Go Go Berlin i 2010 opstod på højskolen ’Performers House’ i Silkeborg. Uafhængigt af hinanden besluttede fem drenge, at et højskoleår var, hvad de havde brug for. Snart tog udviklingen fart - både venskabet og det musikalske udtryk. I dag er højskolelivets trygge rammer for længst skiftet ud med pladeselskab, koncerter og karriere. Men selvom osteklokken er løftet op over de langhårede hoveder, står højskoleåret alligevel klart i hukommelsen for de snart pladeaktuelle drenge.
22-årige Anders Søndergaard, der er bandets keyboardist, kom med sin tilmelding i sidste øjeblik:
»Jeg sad hjemme i Nordjylland og kedede mig virkelig meget, og så tænkte jeg, at højskole nok var en del sjovere. Jeg meldte mig til to dage før, vi skulle starte«, fortæller han.
»Wow, det er egentlig tilfældigt, at vi kom på den højskole«, udbryder den 22-årige forsanger og guitarist Christian Vium, og Anders Søndergaard tilføjer: »Godt valg drenge«.
Og det må siges at være et godt valg. Hvis ikke drengene havde gået på højskole, var Go Go Berlin aldrig blevet skabt.
Blev kaldt ind på kontoret
Da det første halvår på højskolen lakkede mod enden, blev drengene en aften kaldt på kontoret. Men der var ikke skæld ud og eftersidning i sigte, men derimod et sponsoreret højskoleophold. Forsanger Christian Vium fortæller, hvordan det hele gik til:
»En uge før vores ophold var slut, snakkede vi med vores musikunderviser. Både han og vi syntes, det kunne være fedt at fortsætte arbejdet med bandet. En aften blev vi kaldt på kontoret«. Underviseren havde talt med ledelsen om bandets fremtid, fortæller han.
»De spurgte først, om vi havde penge til at fortsætte på højskolen et ekstra halvt år. Men da vi alle var flade, besluttede de at sponsorere vores ophold, så vi kunne fortsætte koncentreret med bandet«, indskyder Mikkel Dyrehave.
Frie tøjler og hårdt arbejde
»Højskolen var magisk. Det var første gang, jeg prøvede at flytte hjemmefra, og det var en utrolig frihedsfølelse«, siger Mikkel Dyrehave.
Drengene beskriver højskolen som en blid overgang til det at flytte hjemmefra. Som en utopi-tilværelse, hvor man bliver modnet, men samtidig får lov at slippe legebarnet løs.
»Det var perfekte rammer, vi havde på højskolen. Vi fik ro til at arbejde intenst på musikken med bandet, og vi satte os nogle mål, som vi kunne arbejde hen imod«, siger Mikkel Dyrehave.
»Man har nogle ting, man skal gøre, men også frie tøjler til at gå amok«, siger 25-årige bassist Emil Rothmann og fortsætter:
»Vi havde fester midt på ugen, men vi var samtidig voksne nok til at stå op til undervisning næste morgen.«
»Det var så fedt bare at kunne drikke nogle bajere en tirsdag aften og jamme i øvelokalet«, samtykker 21-årige Christoffer Østergaard, bandets trommeslager.
Det er dannelse og dope
Højskolen går hos drengene under navnet ’osteklokken’. Det er en beskyttet paralleltilværelse til den virkelige verden. En tilværelse, hvor man ifølge rockbandet bliver modnet på den lækre måde.
»Når du er i en osteklokke, kan verden ikke nå dig, men til gengæld er du utrolig tæt på de folk, der er inde i osteklokken sammen med dig«, siger Mikkel Dyrehave.
»Du skal være klar på udfordringer og at snakke med typer, du normalt aldrig ville tale med. Bare åbn op og sug det hele ind«, opfordrer Emil Rothmann.
At tage på højskole er en ’musikkens doping’, mener Christian Vium, og Mikkel Dyrehave supplerer:
»Det er altså en uddannelse at tage på højskole. Det bliver ikke set som en uddannelse, fordi man ikke får en titel med derfra. Men det er dannelse.«, understreger han.
»Man skal give sig selv ro til at finde ud af, hvad man gerne vil«, siger han.
Venskab så stærkt som granit
Ud over langt hår og en stor kærlighed til musik mener bandet selv, at de som mennesker er ret forskellige. Til trods for det er både band og venskab stærkt som granit.
»Jeg synes for eksempel ikke, at jeg er en særlig dygtig trommeslager, men når jeg spiller med Go Go Berlin, synes jeg, at jeg er den bedste i hele verden«, siger Christoffer Østergaard, og de andre drenge griner og istemmer, at de føler sig langt mere selvsikre og musikalske som band.
»I Go Go Berlin har man fire brødre, som altid er der for en«, siger Christian Vium.
»Vi er forbundet på en anden måde i vores venskab, fordi vi ud over at have det sjovt også skal arbejde sammen. Det er et venskab, der stikker dybere, og det synes jeg er smukt«, siger Mikkel Dyrehave.
Dæmningen skulle stå sin prøve
Drengene synes bestemt ikke, det var nemt, da osteklokken blev løftet op, og man igen skulle ud i virkeligheden. Det skabte nervøsitet og rastløshed for det ellers hårdføre rockband.
»Man ved jo, at folk kan komme ud og blive fristet af uddannelse. Vi så hinanden dybt i øjnene og sagde gentagne gange: ’vi vil virkelig gerne det her’!« siger Christian Vium med alvor i stemmen.
»Det var en forfærdelig rastløshed, der fulgte. Man gik fra at lave musik sammen fra morgen til aften og så til at sidde helt alene«, siger Christoffer Østergaard nostalgisk.
Det var i perioden efter højskoleopholdet, at Go Go Berlin og alt, hvad bandet stod for, skulle stå sin prøve.
»Højskolen fjerner lige alt vandet omkring dig, og så kan du se, om du kan nå at bygge en dæmning op, der er kraftig nok, når vandet kommer igen«, visualiserer Mikkel Dyrehave.
Frit fald ud i virkeligheden
Det viste sig, at Go Go Berlin var en stærk dæmning, der kunne klare vandet. Drengene har ikke alene over 80 koncerter i år. De har også et debutalbum, der lander i butikkerne den 30. september.
»Nu er det blevet alvor med Heartbeat Music (pladeselskabet, red.) som management og booking. Men det er frit fald i forhold til det trygge højskoleliv. Det er hårdt, og vi kan kun lige få det til at løbe rundt økonomisk«, siger Mikkel Dyrehave.
Bandet fortæller, at de trods deres fremgang møder en del skepsis fra flere fronter, som ikke mener, Go Go Berlin kan blive til noget stort.
»Jeg siger ikke, vi er ’the new gold’, men vi tror på, at vi har fat i noget rigtigt her«, siger Christian Vium.
»Vi vil gerne lave en plade, som er sammenhængende, og hvor man oplever en historie fra start til slut«, fortæller Emil Rothmann om den kommende udgivelse, der kommer til at indeholde sange fra de seneste to og et halvt år. Vel at mærke i en periode, hvor bandet har udviklet sig enormt.
»Vores første single ’Raise Your Head’ blev til på højskolen, og her var den en larmende teenager, der skulle vise sig frem. Nu hviler sangen i sig selv, og det er meget tilfredsstillende,” siger Mikkel Dyrehave. Titlen på debutalbummet er stadig uvis, men drengene er sikre på, at den nok skal komme til dem.
