BYLIV

man, 27 okt 2014

Godt nyt til alle Tolkien fans

Forsalget på ”Hobbitten: Femhæreslaget”, starter mandag den 1. december.

Nu er der godt nyt til alle de Tolkien fans, som går og glæder sig til at se afslutningen på Peter Jacksons filmatisering af J.R.R. Tolkiens populære mesterværk ”Hobbitten”. Biografer i hele Danmark, starter nemlig forsalget på tredje og sidste film, i trilogien ”Hobbitten: Femhæreslaget” mandag den 1. december kl. 10.00. ”Hobbitten: Femhæreslaget” får Danmarkspremiere, onsdag den 10. december 2014 - og biograferne har allerede nu planlagt deres første visninger for de mest ihærdige fans, natten mellem tirsdag og onsdag – onsdag den 10. december kl. 00.01. Peter Jacksons ”Hobbitten” trilogi fortæller en sammenhængende historie, som foregår i Midgård 60 år før begivenhederne i ”Ringenes Herre”. Hobbitten Bilbo Sækker, er taget på eventyr med troldmanden Gandalf den Grå og 13 dværge, ledet af den legendariske kriger Thorin Egeskjold. I dette særegne selskab er Bilbo kommet på en farefuld færd mod det fortabte dværgekongerige Erebor. Det er nu lykkedes at tilbageerobre dværgenes enorme skatte i Det Ensomme Bjerg, men en voldsom og ødelæggende kraft er vækket til live, og den ildspyende drage Smaug retter sin vrede mod de forsvarsløse mænd, kvinder og børn i Søby. Tilbage i bjerget er Thorin blevet besat af den tilbagevundne skat, og han sætter både venskab og ære over styr for at rage til sig. Bilbo forsøger forgæves at bringe ham til fornuft, men må til sidst tage et desperat og farligt valg. Samtidig har Troldmanden Gandalf indset, at Smaug ikke er den eneste trussel, de står overfor, efter han har opdaget Saurons hær af orker, som er på vej til Det Ensomme Bjerg. Ondskab og mørke er ved at dække verden, og dværgene, menneskene og elverne må beslutte sig for, om de kan kæmpe sammen, for hver for sig har de ikke en chance. Bilbo må kæmpe for sit eget og sine venners liv i Femhæreslaget, hvor Midgårds skæbne vil blive afgjort. Ian McKellen er tilbage som Gandalf den Grå, med Martin Freeman i rollen som Bilbo Sækker og Richard Armitage som Thorin Egeskjold. På rollelisten ses desuden Benedict Cumberbatch, Evangeline Lilly, Lee Pace, Luke Evans, Ken Stott, James Nesbitt og Orlando Bloom som Legolas.