KROP & SIND

fre, 30 okt 2015

Halloweenkostumer på budget

Det er igen blevet den tid på året, hvor vi fejrer, at de mørke kræfter er sluppet fri for en aften for at håne de kære helgener. Halloween står for døren og dermed også udklædning, sukkerchok, græskarkunst og fest for både børn og voksne. Det store spørgsmål er som altid: hvad skal jeg klædes ud som? Der er stor forskel på, hvor mange penge den enkelte person vil spendere på sit kostume. Måske tvinger SU-livet dig endda til at kigge dig om efter billigere alternativer? Heldigvis kan man med få midler få et halloweenkostume til at se gennemført ud, selv om man lever på budget. Her kommer et par bud på hvordan.

Er det uhyggeligt? Godt!

På denne aften kommer alle onde skabninger frem fra deres skjul. Det er en aften fuld af uhygge og gru. Derfor bør et godt halloweenkostume være et uhyggeligt et af slagsen. Så længe det er uhyggeligt, er du ikke gået helt galt i byen. Der findes mange forskellige overnaturlige, ondskabsfulde væsener, så det er bare med at slå sig løs! Men hvis du ikke lige er typen, som finder nål og tråd frem for at kreere dit eget halloweenoutfit, er der hjælp at hente hos diverse kostumehjemmesider. De har været kreative for dig, og du kan vælge og vrage mellem alverdens udklædninger som en klassisk vampyr eller noget så specifikt som V fra V for Vendetta.

 

Farven sort

Farven sort symboliserer død, mystik og ondskab. Med andre ord lige det halloween traditionelt står for! Man kommer derfor langt med noget så simpelt som en sort kappe eller kjole. Sæt den sammen med en maske, og du ligner døden selv - hvilket på denne ene dag er ment som en god ting! Og apropos død så bliver det selvlysende skelet aldrig for gammelt. En simpel sort heldragt med nogle optegnede knogler, som lyser i mørket, en maske formet som et kranium, og du ligner noget, der mest af alt hører hjemme dybt begravet på kirkegården.
None

None

Disse kostumer fra festli.dk er gode bud på, hvordan man med lidt sort og et par masker kan ligne noget fra en gyserfilm. Ellers kan du negle hekselooket med en sort, trevlet kjole og en spids hat. Simpelt og effektivt!

Opstå fra de døde

På sådan en aften som halloween indser man hurtigt, at der er mange måder at dø på. Og næsten ligeså mange måder at genopstå. Ikke på en frelst Jesus-agtig måde, men som et altdræbende bæst på jagt efter hjerner og blod. Zombien virker altid. Med et par hvide kontaktlinser, uglet hår og noget iturevet tøj er den hurtigt hjemme.
None

None

  Et mumiekostume er også nemt at gå til, hvis du er gør-det-selv typen. Lidt bandager her og der, og så er der ingen, der er i tvivl om, hvad du forestiller. Ellers kan du købe et færdigt outfit fra forskellige onlinefirmaer, som både formår at være udklædning og en fin kjole. Kun fantasien sætter grænser, men nogle gange gør pengepungen det også. Kostumerne vist her koster alle sammen under 400 kroner, så du kan nemt finde et gennemført halloweenoutfit uden at vælte hele budgettet!