MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 28 jan 2015

Han er alt andet end en ’Nar’

JonasForFanden smider ny single på gaden

Danmarks mest ustyrlige, mest excentriske og uden tvivl mest tatoverede rapper sparker 2015 i gang med maner på den nye single ’Nar’, et eksplosivt, ELOQ-produceret klub-track, der hylder forskellighed og originalitet. Er man en nar, bare fordi man ikke indordner sig under de mange regler og normer, vi er omgivet af? Ikke ifølge JonasForFanden, der netop har sluppet singlen ’Nar’: ”Tracket handler om, at man skal gøre sin ting, og ikke tænke for meget over hvad alle andre folk synes”, forklarer rapperen, og tilføjer med et skævt smil: ”Man er jo ikke en nar, bare fordi man gør, hvad man har lyst til!” Og ’Nar’ formidler netop, hvor befriende det er, at være fuldkommen ligeglad med hvad andre folk tænker, og bare gøre det man har lyst til.  Samtidig er JonasForFandens mantra om at gøre tingene på sin egen måde ikke bare snak, men noget der rent faktisk kommer frem i musikken: Kombinationen af JonasForFandens tøjlesløse vokal og ELOQs futuristiske beats er ulig noget andet, der laves hertillands for tiden, og musikken underbygger på den måde trackets pointe om, at originalitet er vigtigere end at følge reglerne. ’Nar’ er en forsmag på den kommende EP, ’Dumhed Før Stormen’, der er Specktors-rapperens første soloudgivelse, og mens ’Nar’ er ligeså flabet og attitude-præget som Specktors’ største hits, vil ’Dumhed Før Stormen’ også vise en JonasForFanden der tør beskrive nuancerede følelsessituationer og gå i krig med komplekse emner. Og noget tyder på at denne cocktail af attitude, humor og intelligens er helt perfekt blandet, for rapperen med den totalt tatoverings-bemalede krop kan ikke skjule begejstringen, når han fortæller om reaktionerne, han allerede har fået på ’Nar’. ”Det er et vildt sjovt nummer at spille live! Jeg har spillet det både på Roskilde Festival, Grøn Koncert og på en række koncerter det sidste halve år, fordi reaktionen er så vild når tracket kommer på. Det har virket for vildt!” Der bliver rig mulighed for at opleve JonasForFanden optræde live i den kommende tid, rapperen er således både bekræftet til dette års SPOT festival og giver koncert på RUST d.6/3. ’Nar’ har altså allerede forført menneskemasser tværs igennem Danmark og var i sidste uge ”Ugens Lågsus track” på P3 – og nu bliver tracket endelig sluppet løs som single. Lyt til "Nar"