lør, 30 jan 2016

Har kæreste, men har også følelser for kollega

Man kan godt have følelser/være forelsket i flere på en gang

Kvinde på 20 år fra Frederikssund Kommune 

Jeg har en rigtig dejlig kæreste, som jeg har været sammen med lidt over to år. Han er rigtig god ved mig, og kunne ikke ønske mig en bedre kæreste end ham. Jeg ved jeg er utroligt glad for ham, og elsker ham rigtig højt. Jeg bliver altid rigtig ked af det når han skal forlade mig, og bliver lidt jaloux når jeg ved han skal i byen osv. Men for et stykke tid siden, har jeg fået et nyt arbejde. Der er så en fyr på mit arbejde, som jeg synes er lidt sødere, end hvad godt er. Siden jeg er startet på mit arbejde, har jeg tænkt på ham rigtig meget. Har endda drømt, at jeg har haft sex med ham, men i en trekant sammen med min kæreste. Synes han ser rigtig godt ud og er mega charmerende. Jeg har flirtet lidt uskyldigt med ham, og han også med mig. Sendt søde smil og blikke, og studset hinandens hænder osv. Vi skriver rigtig meget sammen over facebook, men bare om almindelige hverdags ting. Jeg har så ondt i maven og er faktisk rigtig ked af det. Føler allerede jeg nærmest har været min kæreste utro. Det har jeg på ingen måde lyst til. Ved ikke hvorfor jeg synes denne her fyr er så dejlig, når jeg også synes min kæreste er helt fantastisk. Har det så skidt med at jeg går og har de tanker. Vil gerne min kæreste og det forhold vi har. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på ham fra mit arbejde. Hvorfor tænker jeg på ham? Ved ikke hvad jeg skal gøre.... 

Svar: 

Mange mennesker oplever, at man kan tiltrækkes af andre mennesker, selvom man har en kæreste i forvejen. Der er også mange, som har oplevet, at man godt kan have følelser/være forelsket i flere på en gang. Og det kan stille en i nogle dilemmaer som du beskriver. Det lyder som om, at du er rigtig glad for din kæreste, samtidig med at ham fra arbejdet er rigtig interessant. LÆS OGSÅ:" Sex på Jobbet– Hvor ofte sker det?" Du spørger, hvad du kan gøre. For nogle mennesker hjælper det at lave lister med fordele og ulemper ved hver person - hvad kan de give dig hver især? Det kan måske klargøre nogle ting for dig. Du kan også overveje, hvad du drømmer om fremover - at være sammen med din kæreste, eller måske ham den anden? Og er ham den anden bare en flirt, eller hvad ser du i ham? Du kan også overveje hvad det bedste og det værste fremtidsscenarie kunne være? Hvis du nu vælger at blive sammen med din kæreste, kunne du overveje, hvor meget du skal være i kontakt med ham fra arbejdet? Om det måske er mindre fristende, hvis I ikke er i kontakt på facebook og lignende? Vi håber disse spørgsmål kan hjælpe dig til at mærke, hvad der er det rigtige for dig. Sexbrevkassen er et samarbejde mellem Sexlinien.dk og TJECK Magazine. Hvis du har brug for at snakke med nogen om det (som ikke er dine forældre, lærere eller andre du stoler på), kan du ringe til os på Sexlinien på 70202266 på hverdage mellem 15-17 eller skrive på chatten mandag-torsdag fra 17-19