MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 10 okt 2011

Hard Dance: Flarup styrede i Docken

Koncert i Docken d. 8. oktober 2011

  ”Flarup fan født i weekenden” kunne der passende stå i dagens aviser, hvis det ellers var overskrift-materiale, hvad jeg foretog mig. Lørdag den 8. oktober løb hard dance-eventen Xstatic 2011 nemlig af stabelen i Docken i Københavns Nordhavn. En gammel, stenet industri-bygning – perfekt til de hårde rytmer. Når hard dance-folket – en blanding af korthårede muskelfyre i hvide T-shirts, stylede piger og udklædte tonsere i malerdragt og ansigtsmasker – mødes, skal det foregå i lagerbygninger - så på venue-fronten var alt tip top. Danmark er ikke ligefrem hard dance-genrens mekka. Således måtte et af de mere poppede navne inden for genren, nemlig Scooter, sidste år tage til takke med at optræde i Aars Messecenter! Ikke at der er noget galt med Aars, men det siger lidt om, hvor perifær genren er herhjemme. Når Danmark nu er så lille et hard dance-land, så er det superfedt, at vi har et navn som Flarup, der gav den fuld skrue i Docken og fik folk op på shuffle-fødderne. Han overtrumfede klart det større tyske navn DJ Dean, der for år tilbage havde et par kommercielle hits, heriblandt ”Play it Hard”. Der var lidt for langt mellem snapsene, inden Flarup gik på. Men ok, et arrangement, der varer 10 timer og ikke giver plads til meget musik under 140 bpm, kan jo heller ikke være Ferrari på autobahn hele tiden. Det er der simpelthen ikke vandflasker nok til, at selv en garvet hard styler kan holde til. Fra Flarup og frem var det fuld skrue. Hollandske Headhunterz kunne sagtens holde flammen i pisset, som Flarup havde sparket ild i. Der var ikke meget at sætte fingeren på lørdag aften i Docken. Dog irriterer det mig lidt, når hard style-kunstnere forfalder til at skippe originalt materiale og i stedet roder ting frem fra arkivet. Således gav DJ Dean ”Fire Wire” med Cosmic Gate fra 2001, Headhunterz bød ind med ”Operation Blade” fra 2000, ligesom selv Flarup heller ikke holdt sig for god til at smide en hard style-version af Faithless’ klassiker ”We Come One” (2001) på bordet. Alright, det er små skønhedsfejl, som jeg bare lige er nødt til at nævne… Hvis man syntes, det blev for vagt på scene 1, kunne man altid trække ind til den hårdere scene 2. Super initiativ. Alt i alt en cool aften med hard style, som der er alt for lidt af i Danmark. More power to you!