MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 18 apr 2017

Heartland Festival præsenterer to nye kunstprogrammer

Heartland Festival, den 2.-4. juni i parken omkring Egeskov Slot på Fyn (Foto: Morten Rygaard)

Heartland Festival er klar med årets kunstprogram, der som noget nyt er delt i to; et internationalt og et dansk. Hovednavnet er amerikanske Tony Oursler, der har dansk premiere på visningen af værkserien The Influence Machine. Heartland Festival foregår den 2.-4. juni i parken omkring Egeskov Slot på Fyn med fire programsøjler: ART, MUSIC, FOOD og TALKS.

To nye kunstprogrammer

Heartland Festival har fuld gang i offentliggørelserne af festivalens firedelte program. I dag gælder det kunsten på Heartland. Som noget nyt kan festivalen præsentere to separate kunstprogrammer; et internationalt og et dansk. Publikum kan glæde sig til værker af en af den internationale samtidskunsts store stjerner, amerikaneren Tony Oursler, og en række af de hotteste navne fra den hjemlige scene: Søren Behncke, Tina Maria Nielsen, Sophie Dupont, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Magnus Pettersen, Lars Worm og Dagmar Radmacher. Foto: Morten Rygaard

Kunst om dagen og om natten

Som noget nyt vil de to kunstprogrammer fylde næsten hele døgnet i løbet af de tre festivaldage den 2. – 4. juni. Det danske kunstprogram består primært af installationer og performances, der forholder sig til specifikke steder i landskabet, og som kan opleves i dagslys. Nogle af disse værker er placeret i nogle af havens absolut smukkeste hjørner, mens andre er placeret som overraskelser, der ændrer publikums forventninger til stedet. Alle værker kan dog findes på landkortet over kunstprogrammerne, hvis man vil være sikker på at få det hele med. Når aftenen går på held overtager Tony Ourslers udendørs videoinstallationer scenen og lyser op som en grotesk, udendørs biograf fra en anden tid.

”Vi er fantastisk glade for at kunne præsentere både et internationalt og dansk kunstprogram på årets Heartland Festival. Om dagen kan man opleve værker i Egeskovs landskab fra en række af dansk samtidskunsts varmeste navne, og om aftenen blænder vi op for amerikaneren Tony Ourslers gigantiske videoprojektioner. Han er en af videokunstens ’founding fathers’, og var med til at få etableret videokunst som en anerkendt kunstform på linje med fx maleri og skulptur, hvilket har haft enorm betydning siden 1980´erne,”

fortæller programchef Rasmus Quistgaard.

Samtidskunst i Egeskovs overdådige slotspark

Alle dele af kunstprogrammet kan opleves udenfor i Egeskovs smukke landskab. Det giver en helt speciel ramme om samtidskunsten. Stedets imponerende skala og forfinede skønhed giver publikum den luksus at komme på afstand af hverdagen, og se på den verden vi lever i med nye øjne. Værkerne træder tydeligere frem i Egeskovs omgivelser på grund af kontrasten mellem vores dages æstetik og de historiske anlæg. Slottet er Nordeuropas bedst bevarede vand-renæssanceborg, intakt med voldgrav, parker, labyrint og slotshække fra 1730´erne. Egeskov blev i 2012 præmieret med European Garden Award, som ofte går for at være “haveprisernes Oscar”. CNN Travel erklærede i 2013, at Egeskovs have er en af de 12 mest spektakulære haver i verden, og Conde Nast Traveller erklærede i 2016: "Egeskov is one of the 50 most beautiful places in Europe".

Heartland Contemporary: Tony Ourslers The Influence Machine

Den internationale del af kunstprogrammet hedder Heartland Contemporary og handler om at lade samtidskunsten reflektere over de store linjer i den situation vi står i idag. I år præsenterer Heartland Contemporary Danmarkspremieren på den amerikanske medie- og konceptkunstner Tony Ourslers store værkserie The Influence Machine, der tidligere har været vist på bl.a. Tate Modern i London. Værkerne, der består af store, videoprojektioner og lydspor vil blive præsenteret på udvalgte steder i Egeskovs park når mørket falder på (med afstand til festivalens koncertområder). Projektionerne, der bl.a. indeholder store, talende menneskehoveder, bliver kastet op på fx træer og andet naturligt materiale og vil komme til at give indtryk af, at store genfærd taler direkte til publikum i slotsparken. Tony Oursler kalder selv The Influence Machine en ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”. Det gennemgående træk i værkserien er hvad Oursler kalder ”mimetisk teknologi”, altså menneskets brug af nye medier for at ”mime” eller erstatte følelser, erfaringer eller oplevelser. Et eksempel er de forsøg som mennesker har gjort for at anvende morsekode eller tidlige fjernsyn for at kontakte døde mennesker. Ideen med Heartland Contemporary er at lade en betydelig samtidskunster fylder hele dette program ud ved at tilbyde god plads og fantastiske betingelser, og det er noget der passer Tony Oursler godt: ”Jeg kan godt lide udendørs kunst, offentlig kunst, for det når et andet publikum, som du måske ikke finder i galleriets eller museets fristed. Det får os til at se stedets funktion en smule anderledes end vi er vant til, og det skaber overraskelser, og vi kan jo alle sammen lide en overraskelse” fortæller Tony Oursler.

Fakta om Tony Oursler

•Tony Oursler (født 1957 i New York City) er en af de væsentligste mediekunstnere i de sidste 25 år. •Han var en pioner inden for videokunsten og med til at få kunstverdenen til at anerkende videokunst som en etableret genre i kunstverdenen. Oursler blev berømt for at skabe hvad han selv kalder ”et tredje rum”, der er skabt i sammenstødet mellem TV-skærmens, biograflærredets eller computerens flade billedrum og den fysiske verdens konkrete rum. Det opnår han ved at projektere film (med lyd) på alt andet end typiske billedflader – fx røg, træer eller bygninger. •Oursler brugte to år på research for at kunne skabe The Influence Machine., som er udviklet i samarbejde med Public Art Fund. •The Influence Machine blev første gang udstillet i Madison Square Park i New York og på Soho Square i London i år 2000. •Oursler har arbejdet med flere store kunstnere, fx Mike Kelley og David Bowie, som han var en nær ven af indtil Bowies død i 2016. • Ourslers arbejder findes i de permanente samlinger på en lang række af verdens fineste museer. •For tiden (til midt april) er Oursler aktuel med en soloudstilling på MoMA i New York.

Hartland Temporary

Den danske del af kunstprogrammet hedder Heartland Temporary og præsenterer værker fra en række af den danske samtidskunsts stærkeste navne. Værkerne er samlet omkring temaet “midlertidighed”, der både refererer til den steds- og tidsspecifikke situation, som en stor festival udgør, og til den karakterer af midlertidighed, som vi kan opleve på grund af verdens hurtige udvikling. Kurator for Heartland Temporary Henriette Noermark fortæller: "Den danske del af kunstprogrammet forholder sig til begrebet midlertidighed, som en kommentar til vores hastigt forandrende verden, hvor vi reduceres til midlertidige kustoder over den udvikling, vi selv har sat i værk. Værkerne vil med interagerende, æstetiske greb spejle festivalens indlejrede, midlertidige placering i Egeskovs haver".

Værker I Heartland Temporary

Søren Behncke – King of The Road Skulpturen King of The Road af Søren Behncke er en full size lastbil af træ og pap - en homage til den globale samhandel og en generel kommentar til vores menneskelige trang til at besjæle døde ting. Lastbilens cargo er en art varekatalog over forbrugsgoder købt i en bestemt periode. Skulpturen er en tidskapsel og vil derfor naturligt med årene blive mere og mere museal. Sophie Dupont – We Always Carry Our Body Sophie Duponts kropslige performance We Always Carry Our Body, som vil finde sted én gang dagligt. Duponts performance er en poetisk refleksion over krop, sind og medmenneskelige relationer og hun bruger sin krop som redskab i performancen. Cecilie Waagner Falkenstrøm – To Be Frank Den interaktive dialog-app, To Be Frank udforsker de eksistentielle og etiske dilemmaer, der opstår i vores møde med kunstig intelligens. I det interaktive kunstværk er beskueren ikke blot en passiv modtager, men en aktiv medskaber af værkets eksistentielle mulighedsrum. Tina Maria Nielsen – Invasion 60 polerede bronzestøbte mobiltelefoner udgør værket Invasion af Tina Maria Nielsen. Mobiltelefonen signalerer en skrøbelighed i såvel visuelt udtryk som funktion: Telefonen er et allestedsnærværende synonym for social interaktion, men henslængt og efterladt i græsset signalerer den et tab af privatliv, af kommunikation og en potentiel angst for fare. Magnus Pettersen – Soft Magnus Pettersens skulptur Soft består af tre pigmentindfarvede betonstole sat sammen til en bænkinstallation. De smukke farver ophøjer det ellers kedelige, hverdagslige materiale og værket kommenterer på tidligere tiders ikoniske designstole og vores måde at være tilstede på. Lars Worm – GoldLicker Skulpturen Goldlicker af kunstner Lars Worm er en rød jerntunge, som iøjefaldende er placeret med spidsen i åen. Det minimalistiske værk spejler og går direkte i dialog med naturens elementer og er en legende, ærlig og humoristisk indslag, der pirrer publikums nysgerrighed. Dagmar Radmacher – Those Who Intend To Leave Have Already Gone Dagmar Radmachers installation Those Who Intend To Leave Have Already Gone består af en række hæklede garntelte i varierende størrelser, som hænger fra en eksisterende jernstruktur i et af Egeskovs haverum. I en programsat performance vil hun optrævle og dekonstruere elementer af installationen.

FORELØBIGT DAGSPROGRAM - HEARTLAND FESTIVAL 2017

Fredag 2/6 MUSIC: ALEX VARGAS – VELLNESS PLADER
None

None

Lørdag 3/6 MUSIC: EDDIE VEDDER - LONDON GRAMMAR - BOMBA ESTÈREO - THE CINEMATIC ORCHESTRA GLEN HANSARD - VETO - THE MINDS OF 99 - BIRDY - OH WONDER - SIMON KVAMM - BISSE
None

None

The Minds Of 99 TALKS: OLAFUR ELIASSON - JOSHUA OPPENHEIMER - JIMMY MAYMAN - VINCENT HENDRICKS LOTTE HANSEN - LONE FRANK - OLE FOGH KIRKEBY - ADAM HOLM - MIKKEL MUNCH-FALS Søndag 4/6 MUSIC: BRYAN FERRY - MIGUEL - CAT POWER - FLYING LOTUS - SORT SOL - GREGORY PORTER FRANCIS AND THE LIGHTS - PÅ DANSKE LÆBER (ALL STAR LINE UP) - DIAMANDA GALAS TALKS: MICHAEL STIPE - DOUGLAS COUPLAND - MARTIN KRASNIK - LORETTA NAPOLEONI - JILL BYRNIT - JAKOB SHEIKH - THOMAS RODE ANDERSEN - OLUF BORBYE PEDERSEN - CHRISTIAN BITZ
None

None

Bryan Ferry BILLETSALG: Partoutbillet: 1.250 DKK Børnebillet (6-12 år): 380 DKK Et begrænset antal endagsbilletter er pt. i salg. Lørdagsbillet d. 3/6: 950 DKK (inkluderer adgang fredag d. 2. Juni) Søndagsbillet d. 4/6: 800 DKK Billetlink: www.heartlandfestival.dk