Christina, Laurits og Louise fortæller om det at tage på Højskole
Christina, Laurits og Louise fortæller om det at tage på Højskole

Højskoleelever: »Lever med frihed under ansvar«

Tre elever fra Askov Højskole i den sydlige del af Jylland fortæller om højskolelivet, og hvilke overvejelser de gjorde sig inden deres ophold

Tekst: Camilla Juhl Jeppesen

christina-portraet-640x427

Christina Steinhauer, 19 år og student fra Ørestad Gymnasium i København.

Hvorfor har du valgt at tage på højskole?

»Jeg havde ikke umiddelbart gjort mig nogle tanker om at tage på højskole, før jeg i foråret, var til en uddannelseskaravane i København, hvor jeg blev informeret om Askov Højskoles hovedfag Game Design. Jeg har altid interesseret mig for teknologi og softwareudviklingen, og ville rigtig gerne vide mere om faget, inden jeg skulle til at søge ind på uddannelse. Samtidig vil højskole også vægte positivt på en fremtidig kvote to ansøgning.«

Hvad er det bedst ved at være på højskolen?

»Derhjemme var jeg ikke den mest sociale pige, ikke at jeg ikke kunne lide at være sammen med mennesker, men der var det bare mig selv, der skulle opsøge dem, hvilket jeg ikke er så god til. Her på højskolen er der altid mennesker at være sammen med, og der sker altid noget man kan deltage i, hvilket er virkelig rart.«

Hvilke kompetencer tager du med fra højskolen?

»Jeg har udviklet mig rigtig meget som person. Jeg har udvidet mine sociale kompetencer, idet jeg er blevet tvunget til at være sammen med mennesker og agerer med dem i mange af døgnets timer, hvilket også var en af de primære mål med mit højskoleophold. Samtidig har jeg også fået mere struktur på min hverdag. Jeg er blevet bedre til at komme op om morgen, spise de tre hovedmåltider samt få ordnet hverdagens gøremål.«

louise-portraet-640x427

Louise Lykkebo, 19 år og student fra Fredericia Gymnasium

Hvorfor har du valgt at tage på højskole?

»Jeg søgte i foråret 2016 ind på journalisthøjskolen, men bestod ikke optagelsesprøven. Jeg gjorde mig derfor nogle overvejelser om, hvad jeg så skulle bruge mit sabbatår på og fandt Askov Højskole, i min søgning på internettet, som udbyder en journalistlinje, hvilket jeg anså som en oplagt mulighed for at forbedrede mig bedst muligt til næste års optagelsesprøve.«

LÆS OGSÅ: “Tag et højskoleophold og brug det på dit CV”

Hvad er det bedst ved at være på højskolen?

»Det er utrolig rart altid at være omringet af søde mennesker. Vi bor i en stor bolig, hvor vi alle har hvert vores værelse, så vi kan selv bestemme, hvor sociale vi har lyst til at være. Generelt, betyder det sociale meget – vi er en lille familie her. Mit linjefag journalistisk er også utrolig fedt. Vi har virkelig fået indsigt i det journalistiske felt, og prøvet kræfter med mange forskellige ting – lige fra at skrive artikler fra mennesker ude i den store verden, til at lave TV for Tv-Kolding. Generelt, har jeg lært virkelig meget, i de tre måneder jeg indtil videre har været her.«

Hvilke kompetencer tager du med fra højskolen?

»Her på højskolen har jeg udviklet mig som menneske utrolig meget. Jeg har lært mig selv bedre at kende – både gode og dårlige sider. Samtidig har jeg også lært at stå på egne ben og tage mere ansvar, hvilket er gavnligt når jeg inden længe skal flytte hjemme fra. Udover de personlige kompetencer som højskolen har givet mig, er jeg også blevet klogere på den journalistiske branche, som jeg stille begynder at bevæge mig ind i.«

laurits-portraet-427x640

Laurits Hjorth, 21 år og student fra Odenses tekniske gymnasium

Hvorfor valgte du at tage på Højskole?

» Jeg var utrolig glad for at gå på efterskole og havde lidt forståelsen af, at det mere eller mindre var det samme, bare for lidt ældre mennesker. Derudover manglede jeg også noget at lave, inden jeg skal i livgarden næste år, hvorfor jeg valgte Askov Højskole, hvor jeg samtidig kan dyrke min passion for film. Her har jeg for alvor fået indsigt i filmverden, og fået en dybere forståelse for, hvordan det er at være med til at producere film.«

Hvad er det bedst ved at være på højskolen?

»Menneskevrimlen som der er her på højskolen hver dag er helt unik. Fra morgen til aften er jeg omringet af ligesindede mennesker, som alle vil én det bedste. Udover at bruge meget af tiden med folk, der har den samme interesse for film som jeg selv, er det også fedt at få indsigt i journalistik og GameDesign gennem de andre, fra de øvrige linjefag.«

Hvilke kompetencer tager du med fra højskolen?

»Der er ingen tvivl om, at jeg har fået en masse praktisk erfaring fra mit linjefag, film. Vi har selv produceret en masse forskellige former for film, og virkelig fået indsigt i faget, hvilket har været utrolig gavnligt. Udover de praktiske erfaringer fra mit linjefag, har jeg også som person fået nogle kompetencer med mig herfra, som bliver nyttige senere hen. Blandt andet bygger højskolen på princippet: ’frihed under ansvar’, hvilket i den grad har præget min tilværelse her. Generelt har jeg altid været godt til at tage ansvar for mig selv og de mennesker omkring mig, men jeg har dog stadig lært meget af det under mit ophold på højskolen.«

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*