Brasilianske Manuella Fajardini er forelsket i højskolelivet. Hun tog til Danmark for at studere et halvt år på en højskole og troede, at opholdet ville give hende redskaber, hun kunne bruge i sin reklameuddannelse. I stedet endte hun med at skifte retning i sit liv.
Tekst: Marie Enevoldsen Foto: Paolo Lligé Når du drejer om hjørnet fra Kongevejen og ind på Montebello Allé i Helsingør, fornemmer du det ikke. At der bag den høje hæk ligger en højskole, som summer af internationalt liv. Bag hækken bor danske, ghanesiske og japanske elever side om side med cirka 20 andre nationaliteter. En af de elever er Manuella Fajardini på 23 år. Det er anden gang, hun er elev på højskolen. Det var ikke meningen, men Den Internationale Højskole på Montebello Allé er blevet et sted, hun har svært ved at slippe.2013 var et uheldigt år
Egentlig ville hun bare væk. Manuella havde et stort ønske om at rejse ud i verden. Et ønske, der voksede i løbet af 2013, hvor hun blev ramt af det ene uheld efter det andet. Eller rettere, folk omkring hende blev ramt af uheld. I løbet af det ene år mistede Manuella både venner og familie. En god kammerat faldt om med hjertestop midt i en fodboldkamp, hendes søster aborterede, mormoren omkom i et biluheld, og flere venner brændte inde, da der udbrød brand på den natklub, Manuella selv plejede at besøge i weekenderne. »En af de venner, der omkom i natklub-branden var min gode veninde, som jeg var meget inspireret af. Hun gjorde det, jeg altid drømte om, men ikke turde kaste mig ud i. Hun rejste rundt i verden og havde fundet en kæreste i Australien, som hun skulle giftes med,« fortæller Manuella.Tilfældet førte Manuella til Helsingør
Da veninden mistede livet i branden, satte det mange tanker i gang hos Manuella. »Jeg besluttede at holde en pause fra mine reklamestudier, fordi min venindes død på en eller anden måde gav mig modet til selv at rejse ud på eventyr,« siger Manuella og forklarer, at det var tilfældigheder, der styrede hende mod Danmark. »Min fætter studerede på det tidspunkt i Berlin, hvor min tante besøgte ham. I Berlin hørte de om Den Internationale Højskole i Danmark, som de tog op og besøgte. De blev virkelig overrasket over prisen, for i andre lande er et halvt års studier meget dyrere.« Tanten bragte rygterne om den billige uddannelse og en plakat fra højskolen med hele vejen tilbage til Brasilien, hvor Manuella gik og drømte om Europa. Selvom Danmark aldrig havde været i tankerne, lokkede prisen, og hun valgte derfor at sende en ansøgning. »Jeg var sikker på, at det ville være helt vildt svært at komme ind på skolen, men der gik ikke særlig lang tid, før jeg fik en mail med besked om, at jeg var optaget.«Skulle selv mene noget
I efteråret 2013 forlod Manuella for første gang Brasilien og rejste hele vejen over Atlanten til Helsingør. Mødet med højskolen blev dog ikke som forventet. »Det var virkelig hårdt med alle de nye indtryk. Og mit engelsk var vildt dårligt, så selvom jeg forstod, hvad folk sagde, kunne jeg ikke svare. Jeg græd nærmest hele den første uge,« siger Manuella og griner ved tanken om, hvor meget tingene har ændret sig. En af de største overraskelser for Manuella var dog undervisningen, der slet ikke fungerede, som hun havde forestillet sig. »Jeg var helt forundret over undervisningen og lærerne. Derhjemme skal eleverne ikke selv tænke. De skal lytte og lære, men her blev jeg pludselig bedt om at mene noget.« Især én af skolens lærere har fået stor betydning for Manuella. »Claus, som underviser i menneskerettigheder, har virkelig inspireret mig. Han har fået mig til at tænke over problemer, som jeg aldrig før har spekuleret over. Blandt andet homoseksuelles rettigheder. Selvom jeg har mange homovenner derhjemme, har jeg aldrig overvejet, hvordan de ind imellem bliver diskrimineret,« fortæller Manuella, der i dag går meget op i menneskerettigheder.Mor forstår det ikke
Undervisningen og de mange nye venner fra hele verden satte for alvor skub i Manuellas tanker. »Jeg forandrede mig virkelig meget på mit første ophold. Jeg blev mere selvstændig og forstod pludselig, hvor vigtigt det er at have respekt for sig selv og andre mennesker.« Det ophold, der skulle have gjort Manuella bedre til engelsk og videoredigering – redskaber, hun ville få gavn af på universitetet – satte i stedet en stopklods for hendes studier. »Pludselig virkede mine reklamestudier helt forkerte. Det gik op for mig, at de handlede om at manipulere med folk. At få dem til at synes, at en bestemt vare er fantastisk, selvom den måske ikke er det. Det har jeg slet ikke lyst til. Derfor har jeg droppet mine studier.« Til stor frustration for Manuellas mor, der synes, at hun skal afslutte sit sidste år på universitetet. Men tiden i Helsingør har fået Manuella til at stole mere på sin egen mavefornemmelse, og hun er ikke i tvivl. »Lige da jeg kom hjem, var det godt nok meget forvirrende. I virkeligheden savnede jeg bare højskolen i Danmark, og det var mærkeligt, at alle mine planer pludselig føltes forkerte.« Derfor besluttede Manuella meget hurtigt, at hun måtte tilbage til Danmark og Den Internationale Højskole. »Jeg skændtes hele tiden med min mor, som slet ikke forstod, hvad der var så specielt ved højskolen.« Manuellas mor undrede sig over, at hendes datter ikke var mere påvirket af de mange dødsfald derhjemme, og hun forstod ikke hendes beslutning om at droppe universitetet og rejse tilbage til Danmark.En lille verden midt i den store
Derfor blev kompromiset, at Manuella selv måtte betale for sit næste højskoleophold. »Jeg arbejdede rigtig meget sidste forår for at få råd, så det føltes fantastisk, da jeg i sommers kom tilbage til højskolen.« Men tiden går hurtigt og snart er semestret slut. Manuella skal holde jul i Danmark, og derefter skal hun tilbage til Brasilien og en tid, hun ved, bliver hård. »Jeg skal bruge det næste år på at tjene penge til en ny universitetsuddannelse. Mine forældre betalte mine reklamestudier, men hvis jeg vil læse noget andet, skal jeg selv betale,« forklarer Manuella, som vil starte på et nyt studie om et års tid. Hvilket, er hun dog ikke sikker på. »Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg vil læse psykologi med speciale i menneskerettigheder, eller om jeg hellere vil være kok. Jeg ved godt, at det er to helt vildt forskellige ting, men begge dele interesserer mig rigtig meget.« En ting er Manuella dog ikke i tvivl om. Tiden på Montebello Allé har været vigtig for hendes liv, som i dag er fyldt med mere selvtillid, opmærksomhed på andre mennesker og glæde. »Højskolen er som sin egen lille verden midt i den store, og jeg havde brug for tid i den lille verden for at finde ud af, hvad jeg skulle i den store.«
