Vi har mødt Hugo Helmig til en snak om succes, piger og fremtiden.
Tekst og foto: Alberte Kling-Petersen
Hvordan føles det at være så ung og få sit store gennembrud?
»Det føles fedt, helt klart, men det er også underligt. Jeg er ikke vant til det. Det hele er gået meget stærkt, og jeg har holdt mig ret meget indenfor de sidste par måneder. Jeg plejer at være en del i byen og en del ude, men jeg har lige skulle vende mig til det hele. Om det er bevidst, ved jeg ikke, jeg har i hvert fald lagt mærke til det her bagefter.«Er du bange for at blive en døgnflue i en branche, der er så usikker?
»Det er jeg faktisk ikke, nej. Jeg føler, at jeg har noget stærkt materiale, som kommer ud senere. Jeg har drivkraften til at blive ved, så selv hvis det næste ikke virker, så er det bare op på hesten og prøve igen. Selvfølgelig er frygten der, men jeg prøver at lade være at tænke på det. Man kan nemt lade det fylde for meget.«Kan du huske første gang, du blev genkendt?
»To piger spurgte mig en aften i byen, om de måtte tage et billede sammen med mig. Jeg var lidt fuld og synes bare, det var sjovt. Det er ikke noget, der generer mig, men jeg skal lige vænne mig til det. Sidst jeg var i byen kom min sang pludselig på. Det kunne jeg ikke holde til og endte med at gå udenfor. Det handler helt sikkert om tilvænning, men der kunne jeg mærke, at det blev for meget.«Er det et stort pres i så ung en alder?
»Jeg føler, jeg har vildt meget opbakning fra både venner, familie og fra hele management-delen. Min manager Laurits specielt. Han ringer til mig hele tiden, booster mig og siger, ”kæft hvor var det fedt”. De fleste her guider mig igennem det på en eller anden måde.«Hvor har du fået modet fra?
»Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det mod. Det kan godt være, det er lidt modigt, men for mig er det fordi, jeg gerne vil spille musik. Jeg kan ikke se mig selv på et gymnasie, som tømrer, eller hvad man ellers gør, for det er ikke det, der driver mig. Musik har jeg altid brugt meget tid på – gået til det, gået på en skole, der fokuserede på det, været i en familie, hvor der er meget musik – så jeg tror også bare, det er blevet inkorporeret i mit system. Til sidst fandt jeg bare ud af, at det var det, jeg ville. Jeg synes ikke, det er noget, jeg har fremprovokeret eller ledt efter. Det har ikke været nogen svær beslutning at sige nej til gymnasiet, men jeg har tænkt meget over det.«
Har du svært ved at skille arbejde og fritid fra hinanden?
»Nej, ikke at skille det fra hinanden, men jeg har svært ved at droppe arbejdet eller tage en pause. Når jeg har været i studiet en hel dag, er jeg træt. Så har jeg lyst til at være mig selv og bare tænke over tingene. Det er svært at finde tid til både at arbejde, være mig selv og skulle se sine venner. Jeg prøver at holde kontakten med vennerne og sørger for at skrive og forklare, at jeg har haft travlt. Men jeg tror ikke kun, det er på grund af musikken, at jeg ikke har set mine venner. Det er lige så meget på grund af deres liv, gymnasie og arbejde.« https://www.youtube.com/watch?v=yt6ks1jyq0kHvordan arbejder du i studie?
»Jeg er meget perfektionistisk, især med min vokal. Ellers arbejder jeg næsten udelukkende med Emil Falk, min producer. Han producerer tingene, og jeg er med på sidelinjen. Vi skriver sangene sammen. Jeg går selvfølgelig også op i helheden, og så er det vigtigt for mig at have mig selv med.«
Din sang Please Don’t Lie handler om, hvordan vi fremstår på de sociale medier. Tænker du selv over, hvad du uploader?
»Jeg prøver at lade være med at fremstå perfektionistisk på de sociale medier, men det er virkelig svært. Man vil jo gerne have, at folk ser på en, som den her overlegne karakter, der har styr på det hele, og det er jo falsk på en måde. Det var også derfor, jeg skrev sangen. Fordi den også er meget til mig selv. Jeg tror, det er noget, rigtig mange teenagere tænker over.« https://www.youtube.com/watch?v=JbMhbMAWQt8Du har gået på efterskole i to år, hvorfor?
»Det var en måde at flygte fra noget, jeg var i. Jeg gik på det, der hed gøglerskolen, som jeg ikke var specielt glad for. Jeg gad ikke gymnasiet og ville gerne have et år mere til at finde ud af, hvad der skulle ske, hvad jeg havde lyst til. Til en hvis grad blev det andet efterskoleår et springbræt til, at jeg blev god til guitar. Det var et vildt fedt år, men slet ikke det samme som det første, som var fyldt med nye indtryk hele tiden. Jeg fik flere venner første år og blev modsat mere indadvendt det andet år, hvor jeg brugte mere tid alene og med folk, jeg kendte i forvejen.«Hvad betyder dit band for dig?
»De drenge, jeg spiller med nu, kendte jeg ikke inden. Jeg havde kun mødt en af dem før. Jeg ville gerne finde nogle dygtige, unge musikere fra Aarhus - nogle fede og cool typer. Vi mødtes på vinstuen en søndag morgen, helt vildt tømmermændsramte og snakkede det hele igennem. De var vildt interesserede. Total seje drenge, søde, spillede godt, og så fortsatte vi derfra. Det er meget vigtigt for mig, at der er god kemi, og det, synes jeg virkelig, der er. Jeg føler allerede, at de er blevet mine venner.«Er der mange piger i at være Hugo Helmig?
»Det kan jeg nok ikke lyve mig fra. Nogle gange lægger jeg mærke til det og andre gange ikke. Men i byen er der en del, der kontakter mig, og der er mange, der skriver til mig. Især nu, hvor min sang er ude. Men jeg synes også, det var sådan før det. Jeg har altid haft mange veninder og holdt meget af at være sammen med piger, også bare som venner. Der var en pige, der begyndte at skrive rigtig meget til mig, hvor jeg var nødt til at skrive, at hun skulle stoppe. Det blev for meget. Men hvis det er en sød pige, kunne jeg godt finde på at date en fan. Jeg synes ikke, man skal lægge for meget vægt på, om det er en fan eller ej. I starten er det opsigtsvækkende for dem, men hvis man kommer til at kende hinanden, vil det blive noget helt andet, man lægger vægt på.«Har du gjort dig tanker om fremtiden?
»Jeg håber, det bliver naturligt, og at jeg ikke mister mig selv. Jeg har da også tænkt over, at jeg bruger så meget tid på arbejde lige nu, på at lave og skrive musik, at være i studiet og spille koncerter. Jeg føler, at jeg har et godt ophav og nogle gode værdier fra min mor og far, blandt andet om hvordan man skal opføre sig og tackle specielle situationer. Man kan jo sige, de har prøvet meget af det før, og vi har snakket en del om det, fordi de også ved, hvad jeg er på vej ind i. Derfor håber jeg at kunne vedligeholde de værdige og fortsætte med bare at være mig. Så længe jeg er glad, er det fedt, og det er jeg lige nu.«Er du inspireret af Magi i luften?
(Lytter man til outro’en af Please Don’t Lie og intro’en af Magi I Luften, kan de to lydstykker til forveksling minde om hinanden.)
»Haha nej, Gud hvor sjovt! Så vidt jeg kan huske, var jeg ikke så meget inde over den sidste del - det var Emil, min producer, der sørgede for det. Det var sidste ting, vi lagde på, men de minder meget om hinanden!«
