MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 25 mar 2015

Hvad er sundhed?

Caroline Thorsfelt er sundhedsblogger og deler opskrifter og træningstips. Hun er sundhedsrealist, som tror på en sund og varieret kost og ikke BMI og slankekure.

Af: Caroline Thorsfelt, blogger

Hvad er sundt, og hvem skal bestemme om, noget er sundt eller ej? Det der er sundt for mig, er nødvendigvis ikke sundt for dig eller andre. Det sundhedsstyrelsen skriver er sundt, er det virkelig sundt? Er det sundt at træne seks gange om ugen, er det usundt kun at træne én gang? Er det usundt at spise for meget fuldkorn? Er det sundt at være glutenallergier? Er det sundt at drikke en proteinshake hver dag efter styrketræning?

Sundhed har fået en helt ny klang de seneste år. Der er en kæmpe sundhedsbølge over os, flere end nogensinde rider med på bølgen i høj fart.

Der kommer en kogebog hver onsdag med en ny ”kur der dur”, der er flere sundhedsprogrammer i fjernsynet end nogensinde, og fitnesscentrene tjener dejlig mange penge. Der findes en proteinshake med alle smage, og der åbner en ny fitnesshjemmeside hver dag med protein til dig.

Jeg kan ikke fortælle, hvad sundhed er for dig, for det er en individuel sag, det er kun dig selv, der ved, hvad der er bedst for dig og din krop. Jeg er en sundhedsblogger, så jeg burde vide hvad sundhed er, jeg burde vide, hvordan man træner ordenligt, og hvilke øvelser du skal udføre for, at du får trænet ben, eller fladere mave.

Jeg er sundhedsblogger, men jeg ved

ikke

hvad du skal spise for at tabe dig, det ved du bedst selv. Jeg kan fortælle dig, at du skal holde dig for flødekage og skumbananer, men jeg kan ikke fortælle dig, at du skal leve efter LCHF eller 5:2 kuren, også får du en bikiniform på ingen tid.

Hvad er sundhed?

For mig er sundhed en balance, en svær men meget vigtig balance. Det er balance i din mad, din træning i dig selv. Jeg mener ikke det er sundt at leve af burgere hver dag, lige så vel jeg ikke mener, det er sundt at leve af kylling og broccoli hver dag. Din krop har brug for variation i maden, hvilket alt for få af os giver den.

Er du top atlet, så forstår jeg godt, du lever efter en ret streng kur, men er du en ung kvinde/mand, der bare kan lide at træne, så har din krop altså brug for en varieret kost. Vi er blevet fedtforstrækket, vi er blevet bange for sukker og vi er blevet bange for noget, der ikke indeholder proteiner ( groft sagt, I know ), det er ikke en tendens, jeg er vild med.

Hvad er sundhed?

Er det sundt at træne seks dage om ugen? Man kan da næsten kigge skævt på de mennesker, som ikke træner, for hvorfor gør de nu ikke det? Det er jo så sundt? Flere mennesker end nogensinde er tilmeldt et fitnesscenter, men er man så sund? Hvis man er en ung mand, som bare har muskler over det hele og er virkelig trænet, er han så sund, fordi han har en trænet krop? Er en pige der kan squatte med 70 kilo sund?

Er det sundt at træne varieret, ligesom sin mad, måske tre gange om ugen? Motion har alle dage været godt for din krop, det har vi fået af vide, siden vi var børn, det er sundt at holde sig i gang, bruge kroppen og være aktiv. Men går de fleste af os i fitnesscenter, fordi det er sundt for vores krop, eller er det fordi, vi vil være “fit” til sommer?

Hvad er sundhed?

Er det ikke sundt at give sin krop hvile, at være glad, at grine med sine venner og forkæle sig selv? Hvor tit kan man hive en dag, eller bare et par timer ud af kalenderen, og bare have en MIG-DAG, en dag hvor du er i centrum, uden du skal tænke på andres behov eller lyster. Giv dig selv et fodbad, nyd en god bog, sluk telefonen, træk vejret og bare vær’ til stede lige nu og her. Lige nu skal du ikke være noget for nogle, der er kun dig, ingen forventer noget af dig, ingen kræver noget af dig, der er kun dig og dit.

Så hvad er sundhed?

Sundhed er vel at lytte til sin krop, mærke efter, hvad man har brug for. Har du brug for at smække benene op på sofaen og pille dig selv i navlen til en god film, så gør det. Har du brug for at komme af med en masse energi og bare give den gas på motionscyklen, så gør det. Din krop har helt sikkert ikke godt af for meget fedt og junkfood, men den har brug for variation, så tillad dig selv at mærke efter på egen krop, hvad der virker og luk alle de slankebøger, du ved bedst selv.

Jeg kan ikke fortælle dig hvad der virker, men jeg kan fortælle dig at acceptere sig selv, sin krop og sine behov er nøglen til den sundhed, der virker for mig.

 Se Carolines egen blog og læs de øvrige indlæg fra vores Bloggerteam her.