MODE & STIL

ons, 03 jun 2015

Hvad nu hvis?

Caroline Thorsfelt er sundhedsblogger og deler opskrifter og træningstips. Hun er sundhedsrealist, som tror på en sund og varieret kost og ikke BMI og slankekure.
“Hvis jeg bare kunne tabe 5 cm om maven, så ville jeg være tilfreds.” “Jeg kan godt lide min krop, men hvis jeg skulle ændre noget, så ville det være min mave.” “Hvis jeg ligger på siden, og min kæreste holder mig på maven, føler jeg mig tyk.” “Min mave er altid flottest om morgenen.” “Jeg elsker ikke mig selv.” Holdt inde, stop lige engang, træk vejret, STOP! Spol tilbage, hvorfor tænker du sådan om din egen krop? Jeg er helt med på, at man ikke kan elske alt på hele sin krop: Jeg har knyster på fødderne, som gør jeg ikke kan gå i stiletter, dem elsker jeg bestemt ikke. Jeg har et ar på hver hånd fra to voter, jeg engang havde. Men jeg accepterer mine “fejl”, mine klistermærker, fordi de er en del af mig, på godt og ondt. Men at elske sig selv, betyder ikke at elske hver en ting på sin krop. Det handler om accept, accept af egen krop. Kig på din krop, du er nødt til at acceptere, hvordan du ser ud, inden du kan lære at elske dig selv. Lige nu er der mere fokus på sundhed og træning, end nogensinde før. En ny “trend” hitter på de sociale medier hvert femte minut. Der bliver uploadet billeder af kroppe hvert sekund. Jeg mener, det er en farlig tendens, for det giver et forvrænget billede af, hvordan vi faktisk ser ud. Folk ligger jo ikke billeder op af “har lige ædt chips og burger”-maver. Nej, de lægger deres flot markerede og slanke mave op, mens de spænder så meget i musklerne, at deres tarme næsten ryger ud af røven på dem. Det er selvfølgelig en overdrivelse. Vi viser vores sejre, vores glæder, vores gode sider, hvorfor ikke vise, hvordan vi faktisk ser ud? Alle har sgu da røvdage, alle har dage, hvor man er oppustet og træt. Vores nederlag og dårlige dage er med til at forme vores liv, ingen mennesker har kun positive dage, eller tænker godt om deres krop hele tiden. Jeg oplever flere og flere unge kvinder, der skriver til mig, og spørger mig til råds, fordi de gerne vil være tyndere, så de kan passe ind. Det gør ondt at høre, at så mange mennesker tror, at tyndhed er lig med tilfredshed, for det er forkert. Du kan selvfølgelig godt være slank og være tilfreds med din krop, men det er ikke et facit. Hvis vi nu prøver at acceptere os selv, for dem vi er, og ikke dem vi ikke er, så bliver det sgu en nemmere verden. Hvad nu hvis du kunne gå ud af døren idag og faktisk være helt tilfreds med dig selv og dine valg. Ja, måske er håret lidt fedtet, fordi du ikke nåede i bad, og ja, måske spildte du ( igen ) på din trøje. Måske skulle du have skifter bukser, fordi de her får dig til at se tyk ud, måske glemte du lige at stille osten ind i køleskabet igen. Hvis du kan lære at acceptere dig selv for den, du faktisk er, så er alle de ting måske ligegyldige?