SEXBREVKASSE

man, 27 apr 2015

Hvem er dit Radiohead?

Christian Staal læser erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet. Han holder foredrag for Syddansk Universitet. Han blogger om psykologi, videnskab og produktivitet.

Af: Christian Staal, blogger

Min lillebror, Philip, har længe været interesseret i musik. Han udforsker ny musik, tager til koncerter og læser anmeldelser. Han har lært mig at høre Bob Dylan, Nick Cave og Arcade Fire. Og han har læst meget om bandet Radiohead. Flere anmeldere har udråbt dem til at være det bedste band siden Beatles. Philip har flere gange forsøgt at blive vild med Radioheads musik, men han kan ikke. Som han tit siger til mig: ”Det er ikke dårligt, men det er heller ikke fantastisk.”

Et Radiohead er en ting, du ikke kan forelske dig i, uanset hvor meget du prøver. Mit Radiohead er forfatteren Neil Gaiman. Jeg elsker talen, han holdt for de dimitterende studenter på The University of Arts i 2012. Mine venner snakker tit om, hvor god han er. Jeg har læst to af hans bøger. Jeg synes ikke, de er dårlige (okay, den ene var faktisk dårlig), men selv den, jeg bedst kunne lide, var ikke rigtigt noget særligt for mig.

Alle har et radiohead

Min kærestes Radiohead er bogen The Icarus Deception af Seth Godin. Godin er et af mine idoler, og jeg snakker ofte om hans idéer. Hun kan godt lide de taler og interviews, hun har hørt af ham. Hun vil gerne kunne lide The Icarus Deception - men det kan hun bare ikke.

Min veninde Cindys Radiohead er bananer. Som hun skrev til mig på Facebook: ”Banan... super praktisk frugt, praktisk indpakket i bionedbrydeligt materiale, let at pakke ud, sund og nærende - men mega ærgerlig smag og konsistens...”

Et Radiohead kan tage mange former, og en person kan have flere Radioheads. Dine Radioheads er alle de ting, du ikke kan lide, selvom du ville ønske, at du kunne. Typiske Radioheads er øl (for teenagere) og rødvin (for unge omkring 25). Andre eksempler fra min vennekreds er: Pirates of the Caribbean, madlavning og lakrids.

Philip hjælper ikke nogen ved at blive ved med forsøge at elske Radiohead. Malene får intet ud af at læse bøger af Seth Godin. Og det gavner ingen, at jeg bliver ved at læse Neil Gaiman-bøger, som jeg ikke kan lide. Vi er forskellige, og det er kun naturligt, at vi kan lide forskellige ting.

Som en mundfuld broccoli

Stå ved, hvad du kan lide. Din smag er en del af, hvem du er. Når det er sagt, skal det også nævnes, at mange gode ting kræver tilvænning. Alle (på nær min mor) hader broccoli første gang, de smager det, men de fleste bliver glade for det som voksne. Det er der to grunde til. Den første grund er, at det kræver tilvænning. Hvis vi ikke giver nye ting en chance, udvider vi ikke vores horisont. Jeg ville ikke have glæden af rødvin, Bob Dylan og meditation, hvis jeg havde givet op for tidligt. Den anden grund er, at vores smag ændrer sig med tiden. Derfor kan det være en god idé at vende tilbage til gamle Radioheads med nogle års mellemrum. Selvom jeg ikke er fan af Neil Gaimans bøger nu, er der intet, der holder mig tilbage fra at give ham en ny chance om ti år.

Guilty Pleasures er den onde tvilling

Modsætningen til ’et Radiohead’ er guilty pleasures – ting, som man skammer sig over at nyde. Det kan for eksempel være reality-tv, junkfood eller popmusik, men ingen af de ting behøver egentlig være ’guilty’.

Musikeren Dave Grohl sagde engang: “I don't believe in guilty pleasures. If you fucking like something, like it.” Og det samme gælder vel egentlig for Radioheads: Hvis du fucking ikke kan lide noget, så accepter det.

Læs flere spændende indlæg på 

Christians egen blog

 og find nyt fra vores bloggerteam

her

.