GADGETS

tir, 11 okt 2016

Hyggeligt tilbagelænet og ekstremt nærværende

Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig ”Vi Sidder Bare Her"

En blød lænestol, en læselampe, et godt glas rødvin, det hele omringet af et utal af elektroniske instrumenter. Dette er scenen for gruppen ”Vi Sidder Bare Her”, bestående af Jørgen Leth og de to musikkere Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. ”Vi Sidder Bare Her”, er et spændende møde mellem Jørgen Leths poetiske refleksioner, og den ambiente elektroniske musik.

"Vi sidder bare her" Musikhuset, Aarhus Lørdag d. 8 oktober 2016
None

None

Anmeldt af Karoline Elsig

Jørgen Leth formår med sine rolige og nærværende historier at nærmest tryllebinde publikummet. Naturligt og tilbagelænet taler Jørgen i et uformelt sprog, og i øjenhøjde til os der sidder i Musikhusets Symfoniske Sal. Koncerten veksler hele tiden mellem numre fra de fire udgivet plader, afbrudt af tænkepauser med anekdoter og historier fra Jørgens hverdagsliv, indtil han pludselig afbryder ”nå, men vi skal videre”. Denne charmerende umiddelbarhed, hvor intet virker indstuderet er med til at opretholde et konstant fokus og en nysgerrighed på forløbet gennem de små oplæste historier. I løbet af knap to timer tager Jørgen os med gennem sit liv. Han berører erindringer fra barndommen i Aarhus, fra glæden da hans far lærte ham at cykle, til hjertebanken og nervøsitet ved sin første forelskelse. Historieren spænder vidt, og vi går direkte fra barndommens banale situationer til de stive servietter på hans yndlings smørrebrødscafe, som umiddelbart skulle synes ligegyldig, men Jørgen formår med sit sprog, konstante indlevelse og følelse at fortælle hvorfor netop hver enkelt detalje er så vigtig at få med. Indimellem berører Jørgen Leth nogle mere sårbare emner så som alderdom og depression, som f.eks. i nummeret ”

Kalkunhals”.

Her rammer ord og musik en melankoli, man ikke kan undgå at blive rørt af. Hver en erindring bliver fremført i samspil med elektroniske musikflader, drømmende synthezeiser lyde, der understøtter poesien fra Jørgens ord og melankolien og sårbarheden i måden at fortæller. ”Vi Sidder Bare Her” er en fantastisk, poetisk umiddelbarhed, der er til at forstå. Alle er velkommen i Jørgen Leths dagligstue, man skal blot sætte sig ned og lytte, og lade tiden stå stille for en stund.