The Killers
25. februar 2018
Royal Arena, Amager
Anmeldt af: Amir Amirian
I mørket ude på Ørestaden er en semifyldt arena klar til at tage imod rockgruppen The Killers, fra Las Vegas, Nevada, USA. På storskærmen kan man se revnet beton, hvor der gror blomster imellem sprækkerne, alt imens Johnny Mathis’ Wonderful Wonderful lyder på anlægget.
The Killers går direkte på med Run For Cover, som er fra deres nyeste studiealbum, der blev udgivet i 2017. Fra starten af er der godt gang i forsangeren Brandon Flowers, hvor han også prøver at få publikum til at synge med. Somebody Told Me starter som en lidt rodede affære, og sangen mangler punch og energi som på pladen. Endvidere er Flowers lidt for tit off pitch og han er konstant forpustet af at løbe rundt, og har ikke luft til at synge.
The Killers har i bedste Las Vegas stil et flot scene setup med, som spillede de i selveste Bellagio. De har et kæmpe vandtårn med, hvorpå der står Copenhagen, og to kæmpe pile med diodelys rundt om, der peger ned i scenen. Alle scenens trappetrin er også diodelysbelagte, og i baggrunden har de en kæmpe storskærm, der dækker 3 sider af scenen, så alle kan følge med.
Spaceman og The Way It Was er de næste sange for skud, og her viser The Killers, at de hører hjemme til stadionkoncerter. De er dygtige til at sørge for, at stemningen er i top i arenaen, også selvom Brandon synger piv falsk og musikken overdøver hans vokal. Det er nemlig tydeligt, at Thr Killers igennem store dele af koncerten har publikum i deres hule hånd. Flowers talte bl.a. dansk, og spurgte “kan i huske os? vi kan huske jer!”. Det fungerer pisse godt, og publikum kvitterer med at synge med på lidt call and response.
The Killers havde sammensat en god sætliste, hvor de havde lavet et udpluk af minimum 2-3 af deres bedste numre fra alle deres studiealbums, men samtidig havde de numre med til deres ægte fans, som kender hele bagkataloget.
En af de numre, der dog har været på hitlisterne er Human, og midt under koncerten, hvor The Killers spiller den, så tager stemningen et løft. Alle med siddepladser rejser sig op. Dette føles i den grad som en stadionkoncert, og The Killers understøtter den følelse helt ud. Følelsen forsætter under Rut, hvor publikum lyser salen op med deres mobilskærme, og i starten af The Man bliver de obligatoriske konfettikanoner fyret af. Under All These Things I've Done, synger publikum i kor "I got soul, but i'm not a soldier", hvilket bliver kvitteret med endnu en omgang konfetti. Alle de klassiske virkemidler bliver taget i brug. Det her føles i den grad som en amerikansk stadionkoncert taget ud af Las Vegas.
Stemningen tager dog et alvorligt dyk et stykke inde i koncerten. Det bliver ikke hjulpet af, at bandet igennem hele koncerten har kørt lige ud ad landevejen, og har været ret anonyme på scenen. De står primært i baggrunden, og gør ikke det store væsen af sig selv, og overlader rampelyset til Flowers. De spiller nogenlunde tight, men selvom de primært spiller 4/4 så glipper sammenspillet og rytmerne ind i mellem.
Aftenen slutter af med, at Brandon skifter om til et jakkesæt af guld, og herefter spiller The Killers deres kæmpehits; When We Were Young og Mr. Brightside, som får folk til at gå helt amok. De fik dog også afsluttet godt, og det kunne godt mærkes, at de havde spillet de numre en del gange, her sad alt i skabet - næsten da.
Generelt må man sige, at The Killers kan sætte en stemning igang, på trods af deres til tider identitetsløse stadionrock, hvor musikken kører lige ud af landevejen. Sådan så det ihvertfald ud, der fra hvor jeg sad, også selvom jeg ikke delte den følelse. Aftenen havde dog tidspunkter, hvor stemningen døde ud, særligt mod enden af koncerten, inden de kom ud med ekstra numre, og aftenen bar også i høj grad præg af en dårlig vokal præstation af Flowers.
None
