ARTIKLER

tor, 07 sep 2017

IT ender som ungdomsgyser trods glimt af reel uhygge

IT har premiere 7. september

None

None

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Stephen Kings novelle, IT, udkom i 1986, og i 1990 blev den for første gang filmatiseret som en tv-miniserie på to afsnit. Serien er delt op, så man i første afsnit følger en gruppe børn i den lille amerikanske by, Derry, der skal kæmpe imod klovnen Pennywise. I andet afsnit følger vi børnene 27 år efter, hvor de er voksne, og hvor Pennywise vender tilbage og igen går efter byens børn. Nu er der så gået 27 år, og det er nu blevet tid til igen at stifte bekendtskab med Pennywise og børnene i Derry. I den nye IT-film møder vi syv unge teenagere, som alle er socialt udstødte og derfor betegner sig selv som Taberklubben. De er i en konstant kamp med de lidt ældre bøller i byen, som konstant kører rundt og terroriserer deres hverdag. Da børn på mystisk vis pludselig begynder at forsvinde i byen, bliver de syv unge i Taberklubben også udsat for deres værste frygt, da de alle støder ind i klovnen Pennywise. Pennywise bor i kloakkerne og har skikkelse som en klovn, men kan også skifte udseende til sit offers værste frygt. Da Taberklubben bliver klar over hvilken kraft, der terroriserer byen, beslutter de sig for at sætte en stopper for det, og de gør derfor klar til et endeligt opgør med Pennywise. IT er tænkt som den første af to film om klovnen Pennywise, og ligesom i tv-serien møder vi hovedpersonerne som børn. I den næste film vil vi derfor møde personerne 27 år efter som voksne. Der bliver lavet en hel del gyserfilm, og mange af dem fungerer slet ikke. Enten fordi de bare ikke er uhyggelige, eller fordi filmen kun bruger jumpscares som gysertræk, og dét bliver forudsigeligt og kedeligt i længden. IT har også jumpscares, og enkelte af dem er effektive. Men desværre bruger filmen alt for mange, og ligesom andre gyserfilm bliver de her chok desværre forudsigelige og derfor alt andet end skræmmende. Noget andet, der heller ikke helt fungerer i IT, er Pennywise. Det er den svenske skuespiller Bill Skarsgård, der har fået rollen som Pennywise, og desværre formår han ikke at gøre klovnen specielt skræmmende. Måske er det også, fordi filmskaberne har gjort Pennywise mere ”monsteragtig” end de gjorde i tv-serien, hvor han mere lignede en almindelig klovn. Men det betyder desværre, at Pennywise mere bare minder om mange andre gysermonstre, og især i 3. akt af filmen bliver den klichéfyldt, som mange andre monstergyser-film. Børnene i filmen spiller for det meste godt og er også noget af det stærkeste i filmen. Desværre er der bare for mange ungdomsfilmsscener med børnene og alt for lidt uhygge. Det gør, at filmen indimellem føles lidt lang og kedelig. Det skal også siges, at filmen er to timer og 15 minutter, og det er i hvert fald 30 minutter for langt. Når det er sagt, skal det så også siges, at filmen er virkelig flot filmet, og musikken fungerer også virkelig godt. De scener, hvor instruktøren, Andy Mushietti, bygger intense øjeblikke op og ikke bare benytter sig af jumpscares er rigtig effektive. Her spiller billeder, klip og musik virkelig godt sammen. I disse scener er der glimt af en uhygge, som man ville ønske, der var mere af. Pga. de mange ungdomsscener med børnene, de enkelte oprigtige uhyggelige scener og de mange jumpscares er IT en gyser, som vil være en rigtigt god ungdomsgyser eller en god begyndergyser, og det er en gyser, som helt sikkert vil krybe ind under huden på nogle blandt publikum. Men hvis man er en erfaren gyser-seer, er der chance for, at man vil finde IT langtrukken, forudsigelig og lidt kedelig indimellem.