SAMFUND

tor, 19 feb 2015

Jeg forsvinder – på kanten mellem liv og død

Marina Bouras tilfører stykket en helt særlig nerve, med sin meget ærlige og hudløse præstation

Det norske drama ”Jeg forsvinder” af Arne Lygre spiller på Aarhus Teater frem til d. 28 februar. Stykket er iscenesat af Annika Silkeberg.

Vi befinder os i en mørk kælder, mikrofoner hænger ned fra loftet og rundt omkring står tomme malingbøtter. Det eneste lys i lokalet kommer fra lysstofrør placeret i gulvet. Ligesom stykkets rå og sparsomme scenografi er der skåret ned på skuespillernes interne handlinger. I stedet ligger intensiteten i skuespillernes replikker. Marina Bouras, som spiller hovedrollen, indleder stykket med en monolog, som hun fortæller til et kamera. Et close up af hendes ansigt kommer til syne på tre skærme, som er placeret rundt i lokalet. Der hviler en melankoli over hendes udtryk, mens hun fortæller om hendes hus, som hun snart skal forlade, og hendes mand som hun venter på. Lidt efter kommer hendes veninde og venindens datter til syne på scenen. Og publikum vikles ind i en historie om kærlighedsbånd på kryds af venskaber og familie. Brudstykker af forskellige relationer danner historien som de fire skuespiller gennemlever. Pludselig er vi på et sygehus, hvor en kvinde har fået en dødelig diagnose og senere befinder de tre kvinder sig på en strand, hvor de venter på at blive reddet. Selvom de mange forskellige relationer er svære at skabe sammenhæng mellem, er historiernes lighed at alle karaktererne på en eller anden måde forsøger at flygte fra døden og redde sig selv, samtidig med at kærlighedsrelationerne trækker i dem for at blive. Marina tilfører stykket en helt særlig nerve, med sin meget ærlige og hudløse skuespillerpræstation, hvilket er med til at holde publikum fanget i det dystre univers, der på en gang bevæger sig mod livet, og samtidig lader døden komme tæt på. Medvirkende: Marina Bouras, Camilla Gjelstrup, Marie Marschner, Thomans Bang, Kirsti Kærn   5 stjerner ud af 6 mulige   Anmeldt af Sidse Elsig Fotos: Rumle Skafte    
None

None

Det norske drama ”Jeg forsvinder” på Aarhus Teater