FILM, TV & TEATER

tir, 25 apr 2017

Jeg kan ikke selv bestemme

Som ung i Danmark har du ret til at bestemme over din egen krop. (Foto: Colourbox)

Pige/Kvinde på 15 år fra Furesø Kommune

Hej jeg er en pige på 15 år. Jeg er jo teenager nu og får nogle andre tanker nu og jeg vil jo så gerne have en kæreste og alt det der men problemet er bare at min familie er muslim og jeg kan ikke rigtig gøre hvad jeg vil. Jeg ved ikk hvad jeg skal gøre.. Jeg kan ikke rigtig bestemme selv hvad jeg må og ikke må. Føler mig klam når jeg bliver "fræk"..

Svar:

Som ung i Danmark har du ret til at bestemme over din egen krop,  og ret til at udleve din seksualitet, uanset dit køn eller din religion. Så der er absolut intet klamt over, at du føler dig “fræk”. Det er meget almindeligt, at man som teenager begynder at blive nysgerrig på sin egen seksualitet og måske får man også lyst til at røre ved sig selv eller til at få en kæreste, som du oplever lige nu. Det at røre ved sig selv og udforske sig selv er sundt, for det er med til, at du lærer din krop og seksualitet at kende. Så når du føler dig fræk, kan du måske prøve at begynde at tænke på det som noget helt naturligt og sundt, og noget som virkelige mange unge gør. At dine forældre nægter dig at gøre, hvad du vil, strider faktisk mod de rettigheder, du har som ung. Vil det derfor være en mulighed for dig at tale med dine forældre om, at du gerne vil have en kæreste? Kan I på nogen måde tale om dette emne? For så vil vi virkelig opfordre dig til at prøve at tage en snak med dine forældre. Hvis du synes, det er svært at tale med dem, kan det nogle gange hjælpe at tale med en anden inden. Fx en god ven eller en anden voksen, du stoler på, og så kan I sammen tale om, hvad du gerne vil sige til dine forældre. Der findes også det her rådgivningstilbud, Etnisk Ung, som du kan overveje om ville være relevant for dig.  De arbejder bla. med problematikker i forhold til religion og seksualitet. Find dem på Etniskung.dk. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.