»Jeg tror måske lige, at jeg er blevet voldtaget«

Hvert år bliver mere end 3000 personer voldtaget i Danmark. For mange sætter det dybe ar. TJECK magazine har talt med en ung kvinde, som har været udsat for en voldtægt. Hun fortæller sin historie, om en skæbnesvanger sommeraften, om skyldfølelse og om kampen for at komme videre.  

Tekst: Anja Pil Christoffersen Foto: Michael Münster Klokken er syv om morgenen. Det er sommer, og solen er for længst stået op. En ung kvinde sidder på trappestenen, foran et parcelhus i Aarhus. Hun kæderyger cigaretter og prøver forvirret at formulere en sms. Hun overvejer, hvem hun skal ringe til. Sin mor? Eller sin veninde, som hun lige havde sagt farvel til for et par timer siden? Hun ringer ikke til nogen, for hun aner ikke, hvad hun skal sige. Endelig  får hun formuleret en sammenhængende sms. Jeg tror måske lige, at jeg er blevet voldtaget. Hun stirrer længe på telefonen, og sletter så beskeden. Hun tager sine ting og går hjem i seng. I dag er der gået 7 år siden C var udsat for en voldtægt. Hun er 28 år gammel, og bor stadig i Aarhus, hvor hun arbejder som salgsleder i en større butikskæde. Hun vil gerne være anonym, men har valgt at stå frem med historien, for at hjælpe andre unge kvinder, som bliver udsat for voldtægt. »Det er simpelthen så vigtigt, at man søger hjælp. Så hurtigt som muligt. En oplevelse, som den jeg var ude for, kan tage livet af én. Hvilket den næsten også gjorde«, siger hun. Morgenfest Det hele startede en sommeraften, hvor den 21-årige C var i byen i Aarhus med en flok tøser. De skulle sige farvel til en veninde, som skulle ud og rejse. Stemningen var god, og nattetimerne fløj forbi. Da klokken var fem, var der kun to veninder tilbage. På vej hjem mødte de en flok drenge, som spurgte, om de ville med til morgenfest i et hus i Risskov. De to veninder besluttede sig for at tage med, og inden længe var der prajet en taxa. »Der var to drenge tilbage, og det passede fint med, at der var fire pladser i taxaen«, forklarer C. I sidste øjeblik besluttede Cs veninde sig for at tage hjem. Hun var træt og ville gerne sove. »Drengene fortalte, at de boede tæt på mit hus, og de forsikrede mig om, at jeg bare kunne gå hjem, hvis det var kedeligt. Så jeg endte med at tage med«. Taxaen satte dem af ved et helt almindeligt parcelhus. Så snart de kom ind i huset forsvandt den ene af de to drenge, og den anden guidede C ind i et lille værelse, hvor der kun stod en seng, et bord og et fjernsyn. Han begyndte at tage tøjet af hende. Hun sagde nej flere gange, men han fortsatte ufortrødent. Hun holdt hurtigt op med at gøre modstand, for det føltes som om, at hele hendes krop var lammet. »Han voldtog mig, og så snart han var færdig vendte han sig om og lagde sig til at sove. Så skyndte jeg mig at samle mine ting, gik ud af døren, og satte mig på trappen foran. Der sad jeg så i et stykke tid og røg en helt masse cigaretter, og prøvede at finde ud af, hvad der var sket«. Fire års tavshed Hvad var der egentlig sket på det værelse? Havde hun selv været ude om, at det skete? Fortjente hun det, fordi hun ikke kæmpede mere imod? Havde hun indbudt til det, ved at have for udfordrende tøj på? Alle de spørgsmål plagede C i tiden efter overgrebet, og de førte til, at hun ikke fortalte det til nogen før fire år senere. Inden da, havde hun været for flov til at dele det med nogen. Men på sin 25-års fødselsdag, kunne hun ikke længere holde det inde. Efter et par drinks, hørte hun pludselig sig selv fortælle historien, til en gammel skolekammerat, som altid havde været hendes fortrolige. »Han kontaktede mig et par dage senere, og sagde, at hvis jeg ikke selv gik videre med det, ville han fortælle det til min mor«, siger hun. Derefter var der ingen anden udvej, end at løfte sløret for den hemmelighed, som hun havde båret på i fire år. Frygten for mænd »Jeg levede ikke rigtig i de fire år efter overgrebet, for jeg kunne ingenting«, fortæller C og kigger ned. C udviklede en svær depression, og oplevede en stigende frygt for mænd. »En simpel ting, som at handle ind, blev en udfordring, fordi jeg var bange for, at der sad en mandlig ekspedient bag kassen«, forklarer hun. »Hvis jeg kørte i bus, ville jeg hellere stå op end at sidde ved siden af en mand«. Hvis hun en sjælden gang gik i byen med veninderne, skulle alt planlægges ned til mindste detalje, så hun vidste, hvem de skulle møde, og hvem de kunne risikere at løbe ind i. På et tidspunkt nåede hendes destruktive tanker så langt ud, at hun begyndte at komme ugentligt på psykiatrisk afdeling, hvor en psykolog hjalp hende med sine selvmordstanker. »Jeg havde en aftale med psykologen om, at hvis hun ikke havde sørget for, at jeg fik det bedre inden min 26-års fødselsdag, så ville jeg tage mit eget liv«, siger den nu 28-årige C. Stille og roligt begyndte C’s udsyn at blive lysere. Det helt store fremskridt kom, da hun fast begyndte at se en psykolog på Center for Voldtægtsofre i Aarhus. Her fik hun  hjælp til at se fremad, og fik nogle værktøjer til at leve sit liv, uden konstant at blive mindet om den nat, hvor alt smuldrede. »Jeg tror ikke på, at man kan komme ordentligt videre, bare ved at snakke med venner og familie. Uanset hvor støttende de er. Det giver ikke det samme, som at snakke med professionelle. Den slags hjælp man får sådan et sted, det er uundværligt«. Kampen mod selvbebrejdelsen Den største udfordring har ifølge C været, at håndtere den selvbebrejdelse, som har hjemsøgt hendes tanker siden overgrebet. »Den stammer helt tilbage fra øjeblikket hvor jeg tager med, selvom min veninde ikke tager med. Men jeg har også bebrejdet mig selv for, at jeg blev lammet. Hvorfor sparkede jeg ham ikke bare i skridtet og løb min vej? Min krop gik helt i stå. På trods af, at jeg stadig var tilstede i hovedet. Jeg kunne ikke gøre noget«, siger hun. C har i lang tid været i tvivl om, om det overhovedet var en voldtægt. På trods af, at hun har minder om, at voldtægtsmanden sad ovenpå hende, og holdt hende nede, mens hun kæmpede imod. »Det er nemt nok for andre at sige, at det selvfølgelig ikke er offerets skyld, men den erkendelse skal man selv opnå. Og det er blandt andet det, man skal have professionel hjælp til«, siger C og understreger, at hendes liv først rigtig begyndte igen, da hun fik hjælp fra Center for Voldtægtsofre. Hun håber inderligt, at hendes historie kan hjælpe andre unge kvinder til at indse, at det aldrig er ens egen skyld, at man er blevet voldtaget. »Jo længere tid man venter med at søge hjælp, desto værre bliver det. Og så tager det tilsvarende lang tid at komme ovenpå. Det har taget mig 6,5 år, at komme til et punkt, hvor jeg kunne forestille mig at få et forhold til en mand igen«, siger C, og tilføjer, at hun i næste uge skal begynde at se en sexolog, som kan hjælpe hende med at få et mere normalt syn på sex. En mur til omverdenen C har lært, at det ikke er alle, der kan klare at høre om hendes oplevelse. Hun vælger med omhu, hvem hun skal fortælle om voldtægten. Hendes familie ved det, og hun har været nødt til at fortælle sin chef om det. Hun har fundet ud af, at det gør det nemmere, når folk ved det. For så forstår de, hvorfor hun reagerer som hun gør, og handler som hun gør. Det værste er, når folk stiller for mange spørgsmål. Så lukker hun helt ned. Hun har i høj grad brug for plads. »Jeg har en mur omkring mig, og hvis folk trænger igennem den mur, så kan jeg ikke være i mig selv«, forklarer hun. Mindet om ham C meldte aldrig voldtægten til politiet. Billedet af voldtægtsmanden er blevet mere og mere udvisket, som årene er gået. Det første stykke tid, kunne hun tydeligt huske, hvordan han så ud, men i dag er mindet om hans udseende blevet skubbet ud af hendes tanker. Hun mener ikke, at hun ville kunne kende ham, hvis hun så ham på gaden. Hendes vrede og frustrationer er ikke længere rettet mod ham eller mod mænd generelt. Al hendes energi bruges på at få det bedre, og måske endda få en familie en dag. »Det er lidt en kliché, men jeg tænker meget over, at hvad der ikke slår én ihjel, gør én stærkere. Jeg er kommet ud som et andet menneske. Jeg er blevet stærkere, fordi jeg har overvundet noget, som var så forfærdeligt – det giver mig en enorm tro på mine egne evner«.  

Viste du at:

• ?Mere end 3.000 personer bliver udsat for voldtægt i Danmark hvert år. Mange af dem, der bliver udsat, er piger og unge kvinder mellem 14 og 30 år. • ?Drenge og mænd bliver også tvunget til sex. Nogen gange er det en kvinde, der begår overgrebet, men oftest er det en anden dreng/mand. • ?De fleste seksuelle overgreb sker mellem personer, der kender hinanden i forvejen. Gerningsmanden er ofte en kæreste, en ven/bekendt eller én, man har mødt til en fest eller i byen. • ?Mange søger ikke hjælp efter overgrebet, selv om de psykiske reaktioner kan være alvorlige og langvarige. • ?At ”blive lammet” er en normal traumereaktion, som kan ske automatisk, hvis man er i fare.  

Hvad kan man gøre, hvis man er blevet tvunget til sex?

Center for voldtægtsofre anbefaler: • ?Fortæl én, du har tillid til, om overgrebet. Det kan være svært at sige det, men det er for de fleste en enorm lettelse. • ?Søg hjælp ved et Center for Voldtægtsofre. Der er centre i hele landet, som både tilbyder akut lægehjælp og psykologbistand uanset hvor lang tid, der er gået siden overgrebet.

Hvad kan man gøre, hvis man kender én, der er blevet tvunget til sex?

• ?Det er ofte en god hjælp bare at være til stede og også at tilbyde praktisk hjælp. • ?Lyt til den ramte, og vis at du tror på vedkommende. Spørg gerne ind til hændelsen, men respekter, hvis hun/han ikke vil tale om det.