SPORT

ons, 21 nov 2012

Jeppe på Borgen

Der bor en elg på Christiansborg. Og der arbejder en 21-årig politiker på Christiansborg. Den første ligger på sofaen dagen lang, den anden arbejder røven ud af bukserne. Den første er gammel og støvet. Den anden vil meget gerne undgå at blive det. Sammen deler de et kontor og til fælles har de, at ingen af dem endnu er blevet sat til vægs! TJECK Magazine har mødt Radikale Venstres Jeppe Mikkelsen, folketingets yngste medlem, til en snak om næseblod, ærefrygt og første arbejdsdag, om hvor meget det rent faktisk er muligt proppe ind i et døgn, og om, hvorfor dælen der ligger et stort udstoppet elsdyr i hans sofa.

  Tekst: Tinus Elsig Foto: Daniel Rye   Jeppe fra Nim ved Horsens er ikke som sin navnebroder i en vis Holbergkomedie den mest uduelige bonde på egnen. Nok snarere tværtimod. Faktisk vil rygtet vide, at han efter tre års gymnasietid var indehaver af et afgangsbevis med landets tredje højeste gennemsnit. Alligevel havde han en følelse at være havnet i baronens seng, da han to dage efter folketingsvalget stod for foden af den store stentrappe til sin nye arbejdsplads og henvendte sig i besøgsindgangen med ordene: ”Må jeg godt komme ind?”. Det er efterhånden et godt års tid siden, at Jeppe Mikkelsen, som han selv udtrykker det, ”tog røven på alt og alle” inklusiv sig selv ved at opnå et af Radikale Venstres yderste mandater i folketinget. I dag har han smidt benovelsen, bevaret respekten og vænnet sig til en hverdag på et sted, der deler vandene mellem frygt og fascination.

 

Første gang blødte det

Jeppe husker næsten intet fra sit første bidrag på talerstolen - kun at oplæget hed noget så sprudlende som ”FN-konventionen om aftaler om internationale køb, del II” og at han fik næseblod lige inden og derfor måtte løbe i pendulfart mellem salen og toilettet. På talerstolen opdagede han, at hans hænder var smurt ind i blod. Ikke den bedste start, hvis man tror på den slags symbolik. ”Det var der heldigvis ingen, der kunne se, så jeg leverede talen som jeg skulle.” husker Jeppe. ”Bagefter skrev alle under på min dagsorden og jeg fik småpenge af kollegerne. I gamle dage måtte man i byen efter cognac og kransekage. Nu er traditionen anderledes. Jeg fik i alt sytten-en-halv kroner.” Jeppe tager sin opgave meget alvorligt, men den største ærefrygt for jobbet har han hurtigt lagt fra sig. Den kan nemlig ikke bruges til noget.

”Man skal gå til det her job med respekt” begynder Jeppe, da vi har taget plads på hans kontor og de alvorligste jubeludbrud over den udstoppede elg, der logerer på Jeppes sofa, har lagt sig. ”Men jeg sagde også til mig selv, da jeg blev valgt, at nu må jeg træde i karakter. Jeg lovede mig selv, at jeg skal turde diskutere og være uenig med både topministre og med min egen formand Margrethe Vestager. Det er derfor jeg er valgt” mener han.

Når god tid er halvtravlt

Jeppe har god tid i dag, fortæller han os. Han har talt i salen, siddet i nogle møder. ”Og pludselig er klokken 16 og så skal jeg tale med jer. I aften skal jeg til Roskilde til et møde, men det er først kl. 19”. For de fleste 21årige betyder ”god tid”, at de kan ligge og se fjernsyn hele dagen. Det går op for mig, at det for Jeppe Mikkelsen betyder, at han kan sidde ned og spise sin aftensmad. Lektien lært: god tid er et relativt begreb. Og for Jeppe er det vigtigt, at tiden bliver brugt med omtanke. Det politiske arbejde æder op mod 70 timer om ugen. Venner og familie booker han ind i de weekender han forsøger at holde fri. Og nå ja, så er der også lige en uddannelse på statskundskab i Århus, der skal passes! Jeppe Mikkelsen har fremtiden for sig, men tiden - den truer ofte med at løbe ham af hænde. ”Jeg har heldigvis en sekretær, der holder styr på det hele for mig, sorterer og printer” fortæller han og påpeger blandt andet, at han modtager omkring 80 mails om dagen. Og det er ofte en blandet pose bolsjer, der finder vej til indbakken. ”Der er nogle ting jeg simpelthen må lade ligge. Engang modtog jeg for eksempel en mail om en nordjysk vej med 200 bilag. Det måtte jeg lade passere, for det sidder jeg simpelthen ikke med. Den var sendt til samtlige 179 folketingsmedlemmer!”  

Den gamle mand og elgen

Den unge retsordførers skrivebord er for tiden dynget til med bunker af dokumenter, magasiner og avisudklip. Med en fortid som efterskolelærer og altså nu, bestillingen som fuldtidspolitiker har Jeppe da også allerede anciennitet som en 60årig. I hvert fald synes de 21 somre at være næsten

for godt

givet ud. Og han er godt selv klar over, den er gal: ”Jeg tænker rigtigt meget over ikke at blive

for

gammel

for

hurtigt herinde! For man kan lynhurtigt blive 20 år ældre på ingen tid.” indrømmer Jeppe inden han fortsætter: ”På den anden side ligger der bag rugbrødsarbejdet en enorm afveksling og frihed til at være kreativ gemt i det her job”. Overfor skrivebordet ligger den udstoppede elg. Det er nok egentlig lige sådan en langhåret og forstokket type, Jeppe gerne vil undgå at blive til. Måske det netop er derfor han har den.

 

Ingen damer i politik

Hvordan står det så egentligt til med den tid, der omvendt levnes til ungdommelig tant og fjas? Jo, Jeppe forstår skam også godt at drikke en flok øl. ”Til gengæld må jeg afkorte tømmermændene en gang imellem. For hvis man vil det her, så må man også ud af fjerene. Sådan er det jo i øvrigt med de fleste ting”. Ifølge Jeppe er det dog næppe en scoremagnet at være ung folketingspolitiker. Så selvom det i tiden er fire kvinder, der står i spidsen for den førte politik er der faktisk slet ikke nogen damer i politik, i hvert fald ikke på

den

måde. ”Jeg tror desværre der er rimelig mange piger, der bliver lidt afskrækkede og som tror, at jeg kun kan snakke om politik. Og det er jo heldigvis ikke helt rigtigt” griner Jeppe. ”Mit ordførerområde er måske også lidt en partykiller – det handler for det meste om død og ødelæggelse.” smiler han inden han kommer i tanker om, at der jo faktisk

har

været et par

stalkere

, piger der har fulgt efter ham. Jeg spørger ham om han tænker på sit image, når han færdes i nattelivet. Det gør han ikke, for som han forklarer: ”Der har været journalister, der har sagt: ’hvad nu hvis jeg tager et billede af dig nu, mens du er fuld med en øl i hånden?’ Dem beder jeg da bare om at gøre det – for er det nu så underligt, at en 21årig også godt kan lide at drikke sig fuld en gang imellem? Det tror jeg ikke. Der ligger jo også masser af dumme billeder af mig på facebook. Fred være med det. Det er en naturlig del af min generation, at vi deler hinandens liv over elektroniske medier. Sådan er det bare.”

For Love or Money

”Jeg vil lige sige til de unge”, begynder Jeppe, da det trækker op til afsked, ”at det er super vigtigt at engagere sig i sit samfund.” Nu er det ildsjælen, der rømmer sig. ”Det handler ikke om politik, men om at gøre en forskel for ikke bare en selv, men for en sag eller for andre. Det giver nemlig en selv noget, at foretage sig noget ud fra en anden motivation end

bare

penge. Det bedste jeg ved er, når jeg kan se mit fingeraftryk på tingene. Og når jeg kan se, at de forandringer der sker kan gavne andre mennesker.” Interviewet er slut. Det er Jeppes dag langt fra. Hans sekretær har printet ruteplan og kort over Roskilde og lagt det klar i dueslaget. ”Se, det her er godt”, udbryder Jeppe tilfreds. ”Nu kan jeg finde vej i Roskilde”. Hvad elgen angår så er situationen midlertidig, forsikrer Jeppe. Det kan ikke blive ved, elgen kan ikke blive boende på sofaen. Den er kommet over sundet fra Sverige og nu er det på tide, den bliver hængt op. I lejligheden i Århus.