Oprydning

søn, 08 nov 2009

JULEFROKOSTEN

Filmen handler om den unge Anders Bo (Thomas Voss), der får et job hos en stor bilforhandler, da han vender hjem til sin fødeby. Men første dag på job sætter hans lidt sære chef ham til at infiltrere den lille bilforhandler Holgers Auto under deres årlige julefrokost. Her bliver han mere eller mindre frivilligt del af en masse fjollede traditioner og festlege. Filmen er en blanding mellem den danske folkekomedie og den klassiske julefilm. Filmen er instrueret af Rasmus Heide, der også har instrueret komedie-hittet ”Blå mænd”. ”Julefrokosten” lægger sig i samme spor som denne: Komik henvendt til det brede publikum, hvor der både er plads til folk, der brækker sig på hinanden, sjove selvmordsforsøg og julemirakler. Filmens ensemble cast, der er sammensat af en lang række af kendte danske skuespillere og komikere, fungerer generelt godt, selvom alt er lidt overspillet, men det hører med til genren. Eneste undtagelse er dog Kim Bodnia, der på den mest pinefulde måde fuldstændig overspiller rollen som hjerneskadet mekaniker. Som Robert Downey Jr. siger i filmen “Tropic Thunder”: ”Everybody knows you never go full retard!” Filmen har sine sjove momenter, men er generelt ikke så sjov, som den prøver at være. Kunne man lide ”Blå Mænd”, vil man sikkert også finde ”Julefrokosten” sjov. Men den er generelt en lidt ujævn affære, som på ingen måde adskiller sig fra de mange andre danske komedier på markedet for tiden.

Ruben Toft Sindahl Petersen