Der vil ikke gå syv år før efterfølgeren til Julie M Days "Grænsen til Trafallas" kommer .
Der vil ikke gå syv år før efterfølgeren til Julie M Days "Grænsen til Trafallas" kommer .

Julie fik idéen til fantasy-trilogi, fordi hun kedede sig

I august udgav Julie M. Day sin første roman, »Grænsen til Trafallas – Den halves arv«. Bogen er etteren i en fantasy-trilogi om canadiske Grace, hvis verden ændrer sig, da hun finder en magisk skriftrulle. Forfatteren Julie fik idéen til det store værk, fordi hun kedede sig på sit arbejde.

 Tekst: Marie Enevoldsen

Foto: Anders M. Teibel

I 2010 havde Julie et sommerjob – et ret kedeligt ét af slagsen. Hun sad nemlig i receptionen hos et firma, hvor de fleste var på ferie.

»Der var virkelig dødt, så jeg åbnede et Word-dokument og tænkte, at jeg ville prøve at skrive noget for mig selv. Bare for at slå tiden ihjel,« husker hun.

Først anede Julie ikke, hvad hun skulle skrive, men pludselig begyndte hovedpersonen Grace at tage form – og selvom Julie endnu ikke vidste, hvor historien skulle ende, blev hun grebet af den.

»I begyndelsen bremsede det mig godt nok, at jeg hele tiden tænkte: ”Åh nej, det her kan ikke lade sig gøre, og det her er ikke plausibelt”. Men så besluttede jeg mig for, at alt kunne lade sig gøre. Jeg ved godt, at krimi er oppe i tiden, men jeg elsker fantasy og historier med magi,« forklarer Julie.

OM BOGEN

En fremmed mand kommer til byen, og Grace er ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver hun hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt i det magiske land Trafallas. »– Den halves arv« er den første bog i fantasy-trilogien om canadiske Grace.

Skrev i smug

Word-dokumentet på hendes computer voksede og voksede, og i flere år skrev Julie på historien i smug. Først i 2013, da dokumentet på computeren var næsten 400 sider langt, fortalte hun sin mor om projektet.

»Jeg var begyndt at tænke, at der måske skulle være en 2’er, og en dag besluttede jeg mig for at fortælle min mor om bogen,« siger Julie.

Den næste uge kunne Julie næsten ikke være i sig selv af spænding over, hvordan hendes mor ville tage imod bogen. Da kritikken kom, var den heldigvis overvejende positiv.

Jagten på et forlag

Dét gav blod på tanden, og derfor begyndte Julie at sende bogen til forskellige forlag i håb om, at et af dem ville udgive hendes nye roman.

»Men jeg fik mange afslag og ind imellem virkelig hård kritik. Så jeg tænkte: ”Jamen, så er det måske slet ikke godt nok”. Men i starten af 2017 hørte jeg om Skriveforlaget, og så sendte jeg bogen til dem,« fortæller Julie – og denne gang gav hendes jagt på et forlag pote:

»Jeg fik svar fra forlæggeren, og han skrev, at en af deres redaktører havde læst bogen og givet den sin vurdering – og på baggrund af den vurdering ville de gerne tilbyde mig en udgivelse.«

Herefter gik det hurtigt og få måneder efter stod Julie med et prøvetryk i hånden.

»Det var ret vildt, for nu havde den bog jo bare ligget i skuffen i syv år!«

Og selvom bogen lige er udgivet, vil der ikke gå syv år, før efterfølgeren kommer på tryk. Julie har nemlig allerede skrevet halvdelen af 2’eren.

BLÅ BOG

Navn: Julie M. Day

Alder: 29 år Job: Forfatter

By: Bor i Odder med sin mand og deres sin lille søn

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*