MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 19 jun 2015

Kesi udgiver nyt album

En Københavnerdreng sætter styrke og sårbarhed under lup albummet "Barn Af Byen"

På trods af at han blot er 22 år, har den danske rapper og sangskriver Kesi allerede oplevet mere end de fleste på hans alder. Men den unge rapper har langt fra fået nok.

 

”Født på en sensommernat

Nørrebro, helt alene og forladt

Går og går, men jeg sidder fast

Alle de ting jeg har set, gi’r mig stress”*

  Dette cementeres d. 22. juni på hans nye album "Barn Af Byen", hvor hans styrke og talent ikke er til at komme udenom.

-Det er sgu ikke nok for mig det her

Netop denne erkendelse er essentiel for tilblivelsen af Kesis andet album "Barn Af Byen". Han realiserer, at han er nødt til at stoppe op og turde give slip på kontrollen. Det overfladiske og glamourøse liv på klubberne bliver hult for ham og er ikke nok. Festen er stadig god, men der skal mere til. "Barn Af Byen" er derfor endt som et mere sårbart og ærligt album, end hvad han tidligere har udgivet. Det rummer modige betragtninger om savn, svigt og overlevelse på stenbroen, men også kærlighed, venskaber, fest og forsiden af succes. Kesi fortæller om den erkendelse;

”Jeg stoppede op en dag og tænkte fuck mand, det er sgu ikke nok for mig det her. Jeg er nødt til at turde at tage springet og vise, at jeg også tør tage fat i de emner i livet, der gør ondt. Hvis jeg vil have, at publikum skal åbne sig for mig, skal jeg også åbne op for dem i stedet for bare at fyre en masse lort af.”

Han mener det! Allerede på åbningsnummeret ’Langt Fra Las Vegas’ beskriver han sin opvækst på Nørrebro, fraværet af en far og det sammenhold han har med sin mor og søster. Knusende ærligt og er ifølge ham selv det mest personlige nummer, han nogensinde har skrevet. LÆS OGSÅ: "Kesi bruger Dumme Penge på ny single" -Langt Fra Las Vegas, Tæt På Runddelen Men albummet "Barn Af Byen" rummer flere facetter end åbningens hudløshed. Der er masse af styrke. Med Kesis egne ord finder man -"numre til klubben, numre til gaden, numre til pigerne, numre til slappe af til." De mange forskellige stemninger giver plads til hinanden, komplimenterer og står i kontrast. Hele lyduniverset er bygget op sammen med Jens Ole McCoy fra Ukendt Kunstner. Ham kalder Kesi for "Danmarks bedste producer lige nu", og sammen har de skabt en legesyg og fjerlet stil med minimalistiske stykker, uventede breaks og skamløst melodiøse hooks. Blandt de mest direkte sange finder man "Vors", hvor Kesi og Gilli tager hver et vers, mens S!vas serverer sin signifikante stil på omkvædet. Tro mod den personlige tone er det en fortælling om at stige til vejrs, men stadig være fast forankret i Nørrebro. Albummet åbner Langt Fra Las Vegas, men slutter tæt på Runddelen!

”Vi starter med festen men vi slutter ægte”,

forklarer Kesi. Den erfarne rapper og producer Mass Ebdrup er executive producer på hele albummet. Mass og Kesi har kørt et professionelt parløb siden første officielle udgivelse. Han har arbejdet med andre af landets mest spændende navne lige nu; Cisilia, Gilli og Højer Øye. Alle numre på albummet, bortset fra ’Koldt Blod’, er produceret af det fremadstormende kæmpetalent Jens Ole McCoy fra Ukendt Kunstner. Han har ligeledes været en del af Kesis kreds i flere år.

”Har svært ved at være ham den samme, som jeg var før i tiden

Men jeg tror det er livet, når jeg lever her på den mørke side

Far gik, så jeg har været voksen lige siden

Men tilgiv os, for vi’ bare børn af tiden”

Fra åbningsnummret "Langt Fra Las Vegas"