MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 07 okt 2014

KIll J hylder det uperfekte menneske

KIll J, Julie Aagaard, klar med singlen "Cold Stone"

KIll J er klar med en ny single, som udspiller sig i en teenageverdens ubarmhjertige stræben efter tilhørsforhold – titlen er "Cold" Stone, og det er hendes første popsang.

Bag KIll J står Julie Aagaard, der fra start har sat barren højt. Hun holder sit eksperimenterende univers i stramme stilistiske og æstetiske tøjler, og med det nye track, 'Cold Stone', tegner hun et mere umiddelbart og åbent lydlandskab end hidtil. ”'Cold Stone' er mit tyggegummipopnummer”, griner Julie, ”men pop is not a crime”. De oplagte sing-a-long passager skal man dog ikke regne med. Julies vokal er en af KIll Js mest fremtrædende signaturer, og hendes ekstremt perfektionistiske natur afspejler sig selvfølgelig også i arbejdet med stemmen. Hun har en stor spændvidde, særligt i det høje register, og sammen med hendes overlegne klang og teknik placerer det hende i en liga for meget få sangerinder. Teksten til 'Cold Stone' er hendes mest naivistiske til dato, men det er ikke fordi, hun er hoppet over et lavt gærde. Stilen er en bevidst del af sangens tegning af et umiddelbart uskyldigt teenageunivers. 'Cold Stone' handler om at være et sted, fx til en fest, hvor man pludselig indser, man ikke burde være: ”Man er ikke en del af det, man står i. Det er det her uskyldige univers, hvor alle bare skal være glade, men samtidig er de formative år jo den mest brutale tid i vores liv. Under overfladen er det en kold, ondskabsfyldt kamp for at passe ind, som ingen af os ønsker os tilbage til”, forklarer Julie. Den naivistiske stil er med til at understrege sin egen dystre modsætning. 'Cold Stone' er måske nok KIll Js første popsang, men Julie giver sin pop en kompleksitet og eftertænksomhed, som fjerner den langt fra det almindelige: "’Cold Stone’ er en hyldest det utilpassede og uperfekte menneske – til den, der tør stå udenfor", fortæller hun. For det almindelige interesserer ikke Julie. Hun er sig meget bevidst både som producer, sangskriver, kunstner og som kvinde, og hun elsker det skæve, det eksperimenterende og det udfordrende. KIll J har haft international blog- og radiosucces med sine to første singler, Phoenix og Bullet. Hun har i år optrådt bl.a. til by:Larm i Oslo og på Roskilde Festival.