Da Nordisk Film smækkede dørene op for et pressemøde om ”Killzone 2” i februar, var det tydeligt, at der var tale om ét af de største spil nogensinde til PlayStation 3. Man havde endda hentet to af über-bosserne bag ”Killzone 2” til Danmark fra Holland for at fortælle, at flere end hundrede mennesker i flere år har arbejdet på spillet. Nu er det her. Men er det lige så godt, som rygterne siger? Tæl antallet af stjerner, som ”Killzone 2” har fået, og du har en nogenlunde fornemmelse af, hvad spillet er værd.
Man befinder sig på en fremmed planet, hvor man skal nakke det lokale folk, fordi de støtter op omkring en skingrende vanvittig diktator, der lider af drømme om universelt herredømme. Kuren mod dette storhedsvanvid? En go’ dosis bly til ham og folket!
Det meste af spillet foregår i en stor krigszone, hvor død og ødelæggelse er allestedsnærværende faktorer. Man skal sammen med sin makker, sin enhed og trofaste riffel skyde sig vej frem til diktatorens hovedkvarter, men det er lettere sagt end gjort. For i ”Killzone 2” har man intelligente fjender, der kan finde ud af at snakke sammen. Og det er et problem for dig, hvis du har Rambo-tendenser. Ønsker du at nakke stribevis af fjender ved at storme ind i kampens hede uden skrammer, bliver du nødt til at kigge efter andre skydespil. Her bliver Rambo-stilen belønnet med en tur i ligposen. Du bliver nødt til at være i konstant bevægelse, ellers bliver du dræbt. Du skal tage højde for, at fjenderne hele tiden bevæger sig frem for at vente på, du kommer og nakker dem. Og de har det med at gemme sig for dig. Sneaky fuckers!
Grafikken og lydsiden i ”Killzone 2” er mesterværker! Med dette spil samt ”Little Big Planet” og ”Metal Gear Solid 4” har Sony for alvor vist, at der er stor forskel på Xbox 360 og PlayStation 3. De eneste nævneværdige problemer, ”Killzone 2” har, er, at det tager sin tid at vænne sig til styringen og sværhedsgraden.
