MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 21 nov 2014

Klar til at blive gift og blive gravid?

Pige på 18 år fra Greve

Spørgsmål: Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år og vi vil gerne giftes, vi er begge over 18 år. Er det mærkeligt at blive gift når vi ikke bor sammen? Ville også lige høre om der er noget vi kan gøre. Jeg kan ikke få orgasme under sex, kun hvis jeg eller ham stimulerer klitoris i små cirkler med to fingre eller han slikker mig. Er der noget man kan gøre for at fremprovokere indre orgasme? Og så ville jeg høre, om det er normalt, at jeg allerede nu gerne vil være gravid og føler mig 100 % sikker på det, da vi som sagt har været sammen i 6 år. Min kæreste er dog ikke helt enig. Han vil helst have en lejlighed sammen først. Men vi er begge to enige om, at vi gerne vil være unge forældre, da vi er meget modne af vores aldre Svar: Det lyder dejligt, at I har fremtidsplaner sammen. Det er kun jer selv, der kan mærke, hvornår det føles rigtigt. Der er ingen korrekt rækkefølge - nogle er klar til at blive gift som 18- årige, mens andre venter til de er 30 år. Det vigtige er, at få snakket sammen og respektere hinandens følelser og holdninger. Måske kan I spørge jer selv, hvorfor I gerne vil giftes? Er det fordi, I er usikre på hinanden og har brug for en ”forsikring”, eller bunder det i dyb kærlighed som ville understøttes af et ægteskab? Med hensyn til at blive gravid, kan man godt være klar som 18-årig. At få et barn er en stor beslutning, og I har ansvaret for jeres barn mange år fremover. Det er vigtigt, at I begge to er klar og kan snakke det grundigt igennem og lytte til hinanden - ingen af jer skal gøre noget, I ikke føler jer klar til. Oplevelsen med en graviditet, fødsel og barnet bliver bedre, hvis begge parter føler sig rigtigt klar. Rent praktisk, er det også nemmere at bo sammen, når man får et barn. Så kan man hjælpes ad med mad, bleskift, nætter uden søvn osv., og barnet har begge forældre indenfor rækkevidde. Det kan være, I skal tage én ting af gangen. Måske starte med at blive gift eller flytte sammen, og se hvordan det går? Nogle forhold ændrer sig, når man får en hverdag sammen. Det helt almindeligt at piger har brug for at blive stimuleret omkring klitoris for at få orgasme. Faktisk starter klitoris ved den lille ”knop” og breder sig i to ben ned på hver side af skedeindgangen langs kønslæberne. Når man bliver ophidset fyldes området med blod og bliver derfor meget modtagelig for berøring. En ”indre orgasme” eller ”skedeorgasme” skabes også ved stimulering af hele området og klitorisbenene indefra – men det er den samme slags orgasme. Derfor kan det være en god ide at finde nogle sexstillinger, hvor I samtidig kan stimulere klitoris. Det kan for eksempel være doggy-style, hvor du står på alle fire og han står på knæ bagved. Her kan han let stikke en hånd om og stimulere dig. Det kan også være rart, at du sidder ovenpå ham og vipper frem og tilbage med dit underliv – her gnides klitoris mod hans mave og stimuleres på denne måde. Prøv jer lidt frem. Du kan også bruge en vibrator på klitoris, kønslæberne og inderlårene, mens han er inden i dig.