SEXBREVKASSE

lør, 12 jan 2019

Kongens Fald: Jaloux på livet

Opsætningen er noget af det flotteste, der længe er set på en dansk scene.
Anmeldelse af Kongens Fald. Aarhus Teater fra 10. januar 2019  
None

None

En dramatisk, smuk og kreativ scenisk opsættelse af Johannes V. Jensens Kongens Fald giver i Aarhus Teater/Det Kgl. Teaters opsætning nutidigt liv til romanen, der er skrevet i 1901 og udspiller sig som et historisk drama i 1500-tallets Danmark. Hovedpersonerne, soldaten Mikkel Thøgersen og Kong Christian 2., ses som to drømmere og fantaster, der søger lykke og indhold i livet. Men vægelsindet overmander dem, f.eks. afspejlet i scenen, hvor Kongen i gennem en hel nat sejler mellem Jylland og Fyn, frem og tilbage, fordi han ikke kan beslutte sig for, om han skal tage kampen op om det land, han har mistet, eller om han skal resignere. Tabe sin manddom og livet.
None

None

Vand fylder en del i forestillingen. Den kompromisløse opsætning af stykket er det mest opsigtvækkende. Vi er kun få minutter inde i forestillingen, før vandmasser vælter ud over scenegulvet som en fantastisk effekt. Den catalanske instruktør Carlus Padrissa og hans verdenskendte totalteatergruppe La Fura dels Baus er kendt fra spektakulære forestillinger kloden rundt, bl.a. åbningen af De Olympiske Lege i Barcelona 1992. Det er fornyende, det er smukt. Et vildt og tiltrængt skud spansk blod til dansk teater og en klassisk dansk historie. Geniale visuelle effekter og film kører over både bagtæppe og det transparente fortæppe, som i flere passagerer adskiller skuespillere og publikum. Det kan ses som et symbol på afstanden mellem drømmeren og det levede liv, på besværligheden i at bryde igennem og at gribe livet. Hovedpersonen Mikkel Thøgersen formår i sin ubeslutsomme fastlåsthed ikke at gribe kærligheden, når den ligger for hans fødder. Han møder erotikken i dens triste udgave, som jalousi. En anden scorer hans kærlighed og i sin desperation og indestængthed forvolder han voldtægt på vennens kæreste. Efterfølgende søger han lykken på rejser i udlandet. Men når han kommer ud, har han hjemve, når han kommer hjem hører han ikke til.
None

None

None

None

Dermed bliver fortællingen også nutidig. Vi rejser som aldrig før ud på lange dannelsesrejser, men holder fortsat andre kultuer ud i strakt arm. Vi søger adspredelse på Tinder og datingsiderne, men udskyder skabelsen af nyt liv, indtil det biologiske ur er ved at tikke ud. Når vi tror, vi lever livet, må vi konstatere, at vi har adspredt os godt og længe med barture, kærester, karrierer, stræben efter 12-taller, men har i vores grundlæggende frygt for eksistensen i vores fængsel af dødsangst, som hovedpersonen, været mere styret af jalousi og bundet fast af en dødsangst, der forhindrer det sande, levede liv. Opsætningen er noget af det flotteste, der længe er set på en dansk scene. Historien er gribende i dens hint til, hvordan vi lever, eller undlader at leve vores nutidige liv. Skuespillernes præstationer er efter bogen. Men et eller andet går galt, når man alligevel sidder uforløst og forladt tilbage i teatersalen efter sidste tæppefald. Kræver – århundredets roman, Kongens fald, med sit tungsindige, eksistentielle drama og et sprog, der egner sig på tryk og ikke i tale – langt mere end århundredets flotteste sceniske effekter?
None

None