TJECK Teens

man, 08 jan 2018

L.I.G.A-stjernen Ihan Haydar spillede trommer i smug

Ihan Haydar måtte under ingen omstændigheder spille trommer. Hendes forældre mente, at hun skulle koncentrere sig om skolen. Derfor løj hun, når hun tog hen for at øve i skolens musiklokale. Men da hun i 2012 blev inviteret til at deltage i dansk MGP, var det umuligt at skjule for mor og far

Tekst: Marie Enevoldsen

Foto: Claus Peuckert

Blå Bog: •Ihan er trommeslager i bandet L.I.G.A. •Hun kom til Danmark som flygtning fra Irak i 2003. Dengang var hun 10 år gammel. •I dag er Ihan 24 år gammel. •Hendes karriere startede, da Chief 1 og Remee opdagede hende på Youtube og inviterede hende til at spille trommer ved det danske Melodi Grand Prix. •Hun er vokset op i Gelsted lidt udenfor Næstved. Ihan Haydar er 24 år og lever i dag af musikken. Sammen med vennen Nicky Russell står hun bag bandet L.I.G.A, som nu på femte år stormer frem i det danske musiklandskab. Men i folkeskolen tegnede fremtiden anderledes for den selvlærte trommeslager. Hendes irakiske forældre ville gerne have, at hun skulle være advokat, læge eller tandlæge, men den drøm delte Ihan ikke.

Skolekoncert blev startskud

Hvert år afholdt Ihans skole en støttekoncert til fordel for Red Barnet, hvor alle klasser skulle optræde med en sang. »Et år skulle min musiklærer fordele os på forskellige instrumenter – jeg tror, vi gik i femte eller sjette klasse – og det var der, han helt tilfældigt spurgte, om jeg ikke kunne sidde bag trommerne,« husker Ihan, som takkede ja til tjansen. »Han viste mig, hvad jeg skulle spille, og så spillede jeg det bare. Jeg tænkte ikke selv over det, men han kunne se et eller andet i mig, så han bad mig om at blive efter skole og prøve at spille andre numre – bare for sjov. Og det gjorde jeg så, vi lånte musiklokalet, og han viste mig nogle sange, og så sad jeg ellers alene og øvede.«

Hvide løgne og et lånt musiklokale

Den dag, da Ihan kom hjem, spurgte hun sine forældre, om hun enten måtte begynde til trommer eller måtte få et trommesæt. »Men nej, det måtte jeg overhovedet ikke, og vi kom faktisk op at skændes. De mente, at jeg skulle koncentrere mig om skolen,« fortæller Ihan og fortsætter: »Men jeg tænkte bare: Fint nok, jeg har jo min skole, hvor jeg kan låne et lokale. Så det gjorde jeg. Nogle gange sad jeg der i frikvarterene eller før timerne, men jeg sad der mest efter skole, og så sagde jeg bare til mine forældre, at jeg var på lektiecafé,« siger Ihan og griner ved tanken om de hvide løgne.

Selvgjort er velgjort

Hurtigt blev Ihan gode venner med rengøringspersonalet og pedellen, som var søde til at låse hende ind på skolen. »Dengang var jeg med på emo-bølgen, så jeg sad og spillede trommer til den slags musik og blev helt vildt forelsket i at spille. Jeg syntes, at det var vildt sjovt,« forklarer Ihan, som hurtigt begyndte at blive god. »Jeg øvede ikke på den traditionelle måde, men sad bare og spillede til nogle sange, og det var mega sjovt. Youtube hjalp mig vildt meget – for bare det at spille med på sange med forskellige grooves og rytmer, så lærer man det ret hurtigt. Jeg er nu også ret lærenem,« fortæller Ihan.

Med på en aflysning

Efter folkeskolen startede Ihan i gymnasiet og her fik hun heldigvis også lov til at låne musiklokalet. Men hendes forældre vidste fortsat intet om hendes talent. Det ville dog snart ændre sig, for da Ihans klasse i 2.g skulle arrangere skolens årlige MGP-konkurrence endte hun selv på scenen. »I sidste øjeblik var der et af de ti bands, som sprang fra. Mine klassekammerater vidste godt, at jeg spillede trommer, så de spurgte, om jeg ikke kunne være overtage pladsen,« forklarer Ihan. Hun takkede ja til udfordringen, og som en stor overraskelse for hende selv, vandt hun konkurrencen. »Skolen gik helt amok. Folk havde aldrig rigtig set mig spille trommer, og den aften var jeg den eneste pige på scenen, der spillede et instrument,« husker Ihan.

Opdaget på Youtube

En af Ihans venner optog Ihan på scenen og lagde videoen på Yotube – og efter en uge fik Ihan pludselig et opkald fra musikproducer og sangskriver Chief 1. »Han fortalte, at han, Remee og Isam B havde fået et wildcard til det rigtige MGP, og at de var ved at sætte et band sammen, så han spurgte, om jeg ikke ville være med i det. Det var bare så sindssygt. Jeg stod i bageren, hvor jeg arbejdede på det tidspunkt, og jeg kunne slet ikke tage mig sammen til noget efter det opkald.«

Flere hvide løgne

Endnu engang tog Ihan hjem for at spørge sine forældre om lov til at spille trommer – denne gang i det danske Melodi Grand Prix. Men endnu engang endte det i et skænderi. »De sagde, at sådan noget gjorde piger ikke. De var bekymrede for mig. Jeg kan godt se det nu, for de vidste ikke, hvad det var – de troede måske, at det var et garageband,« siger Ihan og fortsætter: »Men jeg vidste bare, at hvis jeg ikke gjorde det, så ville jeg fortryde resten af mit liv. Så jeg løj til mine forældre og sagde, at jeg var til fysikudflugt med min klasse i fire dage, og så tog jeg til MGP i Aalborg.«

Afsløret på TV

Men der gik ikke lang tid, før Ihans forældre opdagede sandheden. På konkurrence-aftenen stod tv’et nemlig tændt på DR. Derfor så de med, da Ihan sammen med sangerinden Soluna vandt hele baduljen. »De blev ret sure, men da lokalavisen havde haft mig på forsiden tre dage i træk, accepterede de det,« fortæller Ihan, som kalder MGP for den sjoveste oplevelse i sit liv. »Jeg havde aldrig drømt om en musikalsk karriere, men lige der tænkte jeg: Hvis det er sådan her at være musiker, så vil jeg gerne være det.« Og sådan blev det. MGP blev startskuddet på den dengang kun 17-årige Ihans karriere – også selvom hun og Soluna ikke vandt finalen i Aserbajdsjan. Da hun kom hjem, introducerede Chief 1 nemlig Ihan for to unge musikfyre, Nicky og Feras. De tre klikkede med det samme og kort efter dannede Ihan og drengene bandet L.I.G.A. L.I.G.A Ihan spiller trommer i L.I.G.A, som hun og vennen Nicky Russell står bag. Bandet, der tidligere var en trio, fik stor succes allerede fra start. Deres tre første singler blev spillet i radioen, numrene nåede guld- og platinstatus, og L.I.G.A har vundet flere priser, blandt andet som Årets Nye Band ved Gaffa-Prisen og Zulu Awards i 2013.