Lady MAcbeth

Lady Macbeth er en stilistisk ren og stram fortælling

Lady Macbeth har premiere 26. oktober 2017

4-t

Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Macbeth er et af Shakespeares mest kendte, tragiske værker. Det er også et af Shakespeares korteste og omhandler den skotske kriger Macbeth og hans kone. Tre hekse forudsiger, at Macbeth bliver Skotlands næste konge, og det resulterer i, at Lady Macbeth bliver magtbegærlig. Rollen som lady’en er beskrevet som en af de sværeste teaterroller at spille, men denne nye film handler slet ikke om Shakespeares Lady Macbeth.

Det er i stedet en adaption af romanen Lady Macbeth fra Mtsensk, som er skrevet af den russiske Nikolaj Leskov i 1865. I filmen foregår handlingen dog i det nordøstlige England. Lady Katherine er en ung kvinde i 1800-tallet, og hun er giftet bort til en ældre mand. Hendes mand har dog ikke den store interesse i hende, og de lever derfor i et kærlighedsløst ægteskab. Da Lady Katherines mand og svigerfar er væk i længere tid, indleder hun en hed affære til en af godsets ansatte, Sebastian.

Da Lady Katherines svigerfar vender tilbage til godset, gør han det klart for hende, at han har hørt rygter om affæren, og han nægter selvfølgelig at lade den fortsætte. Da Lady Katherines mand også vender tilbage, bliver hun drevet af sit begær til Sebastian og sit had til sin mand og svigerfar, og vil nu begå mord. Nettet strammes, og Lady Katherine bliver drevet endnu længere ud for at bibeholde sin frihed og sit forhold til Sebastian.

Lady Macbeth er instrueret af William Oldroyd, som er en anerkendt teaterinstruktør, og filmen er hans første på det store lærred, men ikke desto mindre er filmen stilsikker og flot. I 2015 udkom en filmatisering af Shakespeares gamle teaterstykke, og denne nye Macbeth-film virker meget inspireret af filmen fra 2015. Fælles for de to film er de mange billeder af den britiske hede samt stille billeder af skuespillerne og den britiske natur. Det giver en helt speciel stemning, som understøtter personernes skuespil ganske godt.

Hovedrollen som Lady Katherine spilles af den unge Florence Pugh, og dette er også hendes debutfilm. Hun gør det ganske godt i rollen som en kvinde, der er drevet af begær og rastløshed og kæmper for sin kvindelige frihed. Men det er en svær opgave at portrættere Lady Katherine, og måske er opgaven også en anelse for stor for Pugh. Skiftene imellem de mange følelser er ikke så nuancerede, og derfor bliver det også en smule monotont og kedeligt at se på.

Filmen er 89 minutter, og det er en god længde til at nå igennem en stram fortælling uden for meget udenomsfnidder. Lady Macbeth er en film, som du enten vil elske eller hade – der er ingen mellemvej, for filmen har en meget nedtonet og stille fortællestil. Udover de mange skud over den engelske hede, er de resterende scener meget stille, og kameraet står ofte fuldstændig stille, når det filmer skuespillerne. Filmen minder derfor en smule om et filmet teaterstykke, men ikke desto mindre er det en ganske fin debut for både William Oldroyd og Florence Pugh.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*