GADGETS

tir, 07 okt 2014

Louis Rustum EP-debuterer

Louis Rustum, fra det fremadstormende hukaos-crew, går helt tæt på sin egen historie på debut-EP’en ’tomorrowtonite’

. Det nystartede århusianske crew hukaos, som allerede har skudt Karl William og Thøger Dixgaard afsted, er klar med nyt fra en tredje af kollektivets artister – den 22-årige Louis Rustum. Louis har i nogle år huseret under alias i forskellige hiphop-konstellationer på den århusianske undergrundsscene. Hans soloprojekt bærer hans eget navn, fordi han med sine nye sange går helt tæt på sin egen historie. Hver gang Louis indspiller en sang, repræsenterer det en følelse, en begivenhed eller et minde.   Det bliver musikalske snapshots, der dokumenterer liv og tanker. De seks numre på ’tomorrowtonite’ er udvalgt, fordi de tilsammen tegner et billede af den Louis er - både som musiker og menneske. Lyden på ’tomorrowtonite’ er præget af varm r’n’b og Louis’ årelange fascination af westcoast hiphop. De tre producere i hukaos, Mathias Lion, Tais og Carl Barsk, har alle været inde over arbejdet med de fem tracks. Samarbejdet med drengene har været et naturligt valg: ”Vi er en stærk enhed, og jeg kan se mine venner udvikle sig og være ved at blive nogle af de bedste i landet. Så det har ikke været relevant for mig at kigge andre steder hen efter producere”, forklarer Louis. Titlen ’tomorrowtonite’ rummer det helt centrale i Louis’ kreative proces. Han vil gerne være tilstede i nuet, ikke begrænse sig selv, ikke udskyde eller fortænke tingene. Han er afhængig af at formidle sine tanker gennem musikken, så sangskrivning og indspilning er en stor del af hans hverdag. Af samme grund er processen omkring tilblivelsen af Louis’ sange generelt meget kort. ’Don’t You Remember’ er skrevet og indspillet om morgenen hos Lion, en dag hvor Louis vågner i hans stue efter en drøm, der skal sættes beat og ord på med det samme. ’For Years’ er indspillet i et sommerhus, hvor Louis sammen med Tais og Lord Siva på en uge skrev og indspillede to numre om dagen. Teksterne har han altid i hovedet – aldrig på papir. Det er den mest ufiltrerede måde han kan lagre sin historie på. Så der er meget på spil for den unge artist: ”Jeg søger den tyndest mulige linje mellem mig som musiker og mig som menneske, og det er ret grænseoverskridende.” Første udspil fra EP’en, ’Not Impressed’, udkom d. 15. september og gik direkte ind som P3s Uundgåelige.