MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 13 dec 2016

Mange køber julegaver via sociale medier

I 2016 forventer den typiske danske husstand at bruge 2.730 kr. på julegaver.

Mere end halvdelen bruger medier som Facebook til at finde produkter, tjekke priser og læse andre brugeres kommentarer, inden de køber ind til jul

Konkurrencer på Facebook, sponseret indhold på Instagram, nye trends på Pinterest og hurtige holdninger på Twitter. De sociale medier er fyldt med produktreklamer, og forbrugerne leger gerne med. Det viser årets julehandelsanalyse fra Deloitte. Her siger mere end halvdelen, at de bruger sociale medier til at finde julegaveideer og tjekke priser, mens 37 pct. læser anbefalinger fra andre brugere. For virksomhederne kan de sociale medier være forskellen mellem fiasko og succes. -

I dag spiller de sociale medier en afgørende rolle, når forbrugerne kaster hhv. deres kærlighed eller had på forskellige produkter. Et produkt, der hitter på de sociale medier kan blive en kæmpe salgssucces på ingen tid. Omvendt kan en shitstorm på de sociale medier være med til at lægge et produkt eller en hel virksomhed i graven,

siger forbrugerekspert i Deloitte, Peter Mølkjær.

Ifølge Peter Mølkjær er julehandlen særligt eksponeret for trends og tendenser på de sociale medier:

- Når vi køber dagligvarer, vælger de fleste af os det, vi plejer at købe. Men når vi køber julegaver, er vi meget mere søgende i vores adfærd. Mange har jo svært ved at finde julegaver til familiemedlemmer, som har det meste i forvejen. Da er det netop, at man bruger de sociale medier for at finde nye ideer. Man vil vide, hvad der hitter lige nu.

Ud over de sociale medier er danskerne også flittige brugere af webshops på internettet, når der skal købes julegaver.

- I år siger hele 40 pct. af danske forbrugere, at de shopper på nettet i forbindelse med julen. Det sagde blot 32 pct. i 2015 og 29 pct. i 2014. Vi ser altså en klar tendens til, at mere og mere handel foregår på nettet. Det gælder for den almindelige hverdagshandel, som det gælder for sæsonhandlen op til jul,

siger Peter Mølkjær.

Trods øget nethandel spiller de fysiske butikker dog stadig en vigtig rolle i julehandlen, påpeger Peter Mølkjær:

-

Spørger man forbrugerne, hvad de godt kan lide ved de fysiske butikker, kommer kompetent rådgivning ind på en klar førsteplads. Samtidig værdsætter forbrugerne, at det er let at bytte eller returnere, hvis man ikke er tilfreds. Det viser tydeligt, at tryghed stadig spiller en afgørende rolle for vores indkøb – også når vi køber årets julegaver

, siger han.
I 2016 forventer den typiske danske husstand at bruge 2.730 kr. på julegaver.

Fakta:

Sådan bruger danskerne de sociale medier til at købe julegaver i år:

53 pct. tjekker priser 52 pct. finder produkter 37 pct. læser anbefalinger og kommentarer fra andre brugere 36 pct. tjekker gaveønsker fra familie og venner 34 pct. finder rabatter eller salgs information 12 pct. skriver selv kommentarer eller gode råd til andre brugere  

Sådan køber danskerne julegaver i år:

77 pct. går i fysiske butikker 40 pct. køber produkter online 16 pct. bestiller produkter online via en fysisk butik 6 pct. køber produkter online gennem via deres smartphone eller tablet 6 pct. bruger postordrekataloger