Medea på Aarhus Teater kan klart anbefales. Spiller frem til 25. februar. Foto: Emilia Therese
Medea på Aarhus Teater kan klart anbefales. Spiller frem til 25. februar. Foto: Emilia Therese

Medea: Flot tragedie om forladthed

Medea
Aarhus Teater

 

En flod af synd. Et hav af tårer. Kaskader af had. Scenografien med et sort bassin af 6000 liter vand byder på mange tolkningsmuligheder i Aarhus Teaters opsætning af urfortællingen om Medea, der dræber sine to børn i hævn over sin mand, der har forladt hende for en yngre kvinde.

Parret er i den 2500 år gamle fortælling netop flygtet fra deres hjemland, og straks da familien med deres to børn har lagt en farefuld færd over havet bag sig og er kommet til et nyt fremmed land, indtræffer den næste tragedie. Medeas mand forlader hende og børnene til fordel for en plads i kongedatterens seng, ikke nødvendigvis af ren kærlighed, men i hvert fald for at opnå magt, prestige og rigdom.

Medea spillet af Mette Døssing efterlades i et nyt land fuld af fortvivlelse. Mange gymnasieelever kender Euripides’ mytologiske fortælling om kvinden, der er efterladt i ensomhed, sorg og med en uslukkelig hævntørst over den utro mand.

2017

Stykket overlader i en spartansk og sort scenografi plads til replikker og skuespil. Det er flot udført, om end man ind i mellem savner flere nuancer i lidenskaben, nerve og den ukontrollable vrede i den forsmåede hustrus præstation. Kun sporadisk mærker man for alvor den fortvivlelse og det had, der må være så altopslugende i Medea.

Hun ender med at dræbe sine børn i hævntørst over sin mand. En grum og grusom handling, der viser, hvor langt mennesket kan komme ud, når alt – eksistensen – er truet. Hun har som vore dages flygtninge forladt sit land og sin familie. Hun har som mange oplever det i vore dages moderne familier et forlist kærlighedsforhold bag sig, forladt og ydmyget.

Medea opholder sig hele stykket i gennem i det kæmpe vandbassin. Vandet er symbol på det hav af irrationelle følelser, som Medea er opslugt af. Man fornemmer det, når mændene – ikke mindst ægtemanden Jason – kommer på besøg. Skræmt af hendes følelsesudbrud og vrede (symboliseret af vandet) viger han tilbage for at gå ned i bassinet. Jason er angst for Medeas følelser og forsøger at snakke hende efter munden. Men forgæves. Tragedien kan ikke stoppes. Et absolut anbefalelsesværdigt stykke på Aarhus Teater, og dette kan ses frem til 25. februar.

Teatret har med Medea budt det Europæiske Kulturbyår velkommen på fornem vis.

Link til teatrets hjemmeside

5-T-anmeldelse red

 

Anmeldt af Torben Elsig-Pedersen

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*