Melancholia (nu ude på dvd)

Nordisk Film, 2011

Det, jeg beundrer mest ved Lars von Trier, er, at han i den grad har skabt sig et navn, der er større end sine film. Langt henad vejen er der efter min mening tale om kejserens nye klæ’r, som anmelderne falder på halen for, fordi der står Lars von Trier på filmplakaten.   Man roste ham til skyerne for originaliteten i at erstatte kulisser med kridststreger i

Dogville

og

Mandalay

– uden at fokusere på, at det også var en meget billigere løsning. Andre instruktører var nok blevet mobbet med, at deres budget var for lille.   Og reaktionen på

Melancholia,

der nu er ude på dvd

,

har ikke været et hak bedre. Anmelderne har kaldt den et episk mesterværk og fremhævet det geniale i at lave en film om Jordens undergang, hvor der kun er fire mennesker og en hest på en gård i linsen. Tja…det er jo også billigt. Når det så er sagt, så er jeg faktisk ret glad for Kirsten Dunsts karakter, Justine, i filmen. Hun gider ikke folks sentimentale bullshit, hvor man for eksempel skal drikke et glas vin med sine nærmeste, når Jorden er ved at gå under. Livet på Jorden er ondt, og planeten har fortjent at dø, mener hun.  

Melancholia

følger Justine, der bliver gift ved et stort bryllup på svogerens landsted. Brylluppet er den lille ramme, mens den store ramme er Jordens mulige undergang, der er nært forestående, fordi planeten Melancholia nærmer sig og truer med at smadre ind i vores planet.   Den rationelle svoger John (Kiefer Sutherland) forholder sig til, at forskernes beregninger viser, at Melancholia næppe rammer Jorden. Justines nervøse søster Claire (Charlotte Gainsbourg) er bange for, at den alligevel rammer Jorden. For hende har det jordiske liv betydning. Justine derimod trives i denne tilstand af undergangsstemning. Jorden og livet er nemlig ikke værd at samle på efter hendes mening.   Fint tema. Fine, originale karakterer med originale replikker. Men filmen taber efter min mening ved at være for kedelig. Forskellen mellem at være ligeglad med livet og værdsætte det kunne også godt illustreres lidt bedre gennem flere konflikter mellem Claire’s og Justines verdenssyn.   Når det er Trier, kalder man løsrevne sekvenser for ”fortolkningsåbne”, men man kan også vælge at kalde det ”ufærdigt”. Jeg gider ikke tilslutte mig det leflende anmelderkor, men vil hellere kalde en spade for en spade.   Godt begyndt, men ikke engang halvt fuldendt.

Melancholia

er for mig bare en kedelig film, desværre.   Men i det mindste er den ikke både kedelig og klam som

Antichrist

.