Mens vi lever

Mens Vi Lever byder på en sindssygt flot visuel side

Mens Vi Lever har premiere 26 oktober 2017

4-t

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

 

Danske Mehdi Avaz har i flere år haft en god karriere som reklame- og musikvideoinstruktør herhjemme, men i de senere år har han flyttet sin karriere til Los Angeles, hvor hans to brødre Milad og Misam arbejder som producere. Længe inden han flyttede, havde Mehdi Avaz dog leget med idéen om en spillefilm, der foregår i Nordsjælland. Mens Vi Lever er nu brødrenes debutfilm på det store lærred. Mehdi bærer instruktørhatten, mens brødrene Milad og Misam er filmens producere – og det er forresten værd at notere sig, at filmen er lavet på et meget lille budget på kun to millioner kroner.

I Mens Vi lever møder vi Kristian (Sebastian Jessen), som bor i Hirtshals sammen med sin forlovede. Han arbejder som fisker på en fiskerkutter, og en dag ringer det på døren. Udenfor står Tommy med en flaske vin i hånden, og han fortæller Kristian, at en mand ved navn Peter ligger for døden. Kristian er meget afvisende overfor Tommy og vil ikke have noget med ham eller Peter at gøre. Efter noget tid vælger Kristian dog alligevel at besøge Peter på hospitalet, og han bliver nu konfronteret med fortiden og med de mennesker, som engang var så stor en del af hans liv, men som han ikke har set i mange år efter en ulykke, der ændrede alt.

Mens vi Lever er visuelt sindssygt flot – blandt andet med knivskarpe billeder, som viser Danmark fra sin bedste side. Holdet bag kameraet er en blanding af danske og amerikanske filmfolk, og det giver filmen et mere internationalt look, som ikke ligner andre danske socialrealistiske dramaer. Avaz-brødrene har desuden fået Bent Fabricius-Bjerre til at komponere musikken, og han har lavet et score, der passer rigtig fint til billederne.

De har også en bunke dygtige danske skuespillere på holdet, blandt andet Sebastian Jessen, Nicolas Bro, Charlotte Munk, Henrik Prip og Julie Christiansen. Skuespillet er for det meste rigtig godt, men der er scener indimellem, hvor skuespillerne ikke helt formår at brænde igennem. Det gælder især i nogle af de tunge scener, hvor der skal vises store følelser.

Mens Vi Lever adskiller sig fra andre socialrealistiske film ved at prøve noget nyt med en fortællemåde, som leger med tid og med parallelhistorier. Det er befriende med et nyt pift til en genre, som normalt ikke eksperimenterer så meget.

Mens vi følger Kristians historie, følger vi også både Peter og hans familie samt den unge dreng Tobias, som er splittet imellem kærligheden til to piger i sin gymnasieklasse. Det fungerer rigtig godt, og man føler for det meste med karaktererne i filmen.

Den visuelle del er flot, og skuespil og plot holder det meste af tiden – derfor er Mens Vi Lever en virkelig velfungerende dansk film, og en af de bedre i 2017. Det er især på den visuelle side, at filmen er unik, og netop her har den et niveau, der ligger over mange andre danske filmproduktioner.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*