BYLIV

tor, 26 jul 2018

Mere en strandfest end en festival – Musik i Lejet 2018

En smuk solskinsdag går turen fra København mod Tisvildeleje, hvor jeg for første gang skal opleve den populære festival Musik i Lejet (MiL), som strækker sig over tre dage. Selve festivalpladsen er placeret mellem skoven og stranden, og vejen dertil går igennem det hyggelige Tisvilde, som på denne tid af året er fyldt med liv, musik og virkelig god stemning. Jeg er spændt på at opleve, hvad der gør denne festival så populær, at alle 8500 adgangsbilletter blev solgt på under 30 minutter, og dette var sågar inden et eneste kunstnernavn blev offentliggjort. I år har festivallen 10 års jubilæum, og er vokset fra at være en lille lokal festival med 700 deltagere til at tiltrække folk langvejs fra. At være en del af festivallen koster nu ca. 1000 kr., en stigning på 40 procent fra sidste år. Det går hurtigt op for mig, hvad der tiltrækker folk ved denne festival; her er helt vildt hyggeligt og omgivelserne er smukkere end nogen anden festival! Den største scene,

strandscenen

er placeret midt på stranden og omgivelserne er så flotte at man ikke kan undgå at blive i rigtigt godt humør, særligt når solen skinner og man får sand mellem tæerne. Festivalpladsen er spækket med unge, solbrune mennesker i blomsterkjoler og med åbne skjorter, alle med et glas bobler eller rosé i deres ene hånd. Folk er glade og der er hele tiden festivalgæster der bader i havet. Der er dog ikke meget diversitet blandt gæsterne; de fleste er under 25 år eller over 45 år, og jeg spotter ikke en eneste mørkglødet, hippie eller anden person der afviger fra mængden. Publikum er alle ude af den samme støbeske, og jeg vil være fræk at sige, at det er det bedre borgerskab, der deltager i denne festival. Dette kan også ses på madboderne som bl.a. inkluderer Kiin Kiin, Skaldyrsbaren og Street Polenta. Derudover flyder festivalen i rosé og Cava, samt cocktails lavet gin og kahlua - disse fylder mindst ligeså meget som øl-barerne, hvis ikke mere. Mange køber deres skaldyr, og sætter sig ned til vandet med en flaske rosé, hvilket jeg også selv ender med at gøre - when in rome. Det går nemlig hurtigt op for mig, at denne festival adskiller sig væsentligt fra andre festivaller, da omdrejningspunktet ikke er musikken. Det er i langt højere grad festen i sig selv og samværet med venner og bekendte. Dette viser sig bl.a., da jeg spændt står og venter på at Kellermensch skal spille. Jeg har til Copenhell hørt dem blandt et stort publikum, men på MiL er det anderledes, da der blot er ca. 100 mennesker tilstede. Enten er rockmusikken endnu ikke nået til Nordsjælland, ellers er folk optagede i diverse barer. Det var dog ikke den eneste gang jeg havde denne følelse, for selvom at der var væsentlig større opbakning Bikstok, Marie Key, Jungle, Carl Emil Petersen, Turboweekend m.v. så havde madboderne og drinks boderne flere gæster omkring sig. Heroppe handler det i hvert fald ikke om musikken, og derfor er det ikke mit indtryk, at musikprogrammet spiller nogen rolle i forhold til, om man vælger at købe billet eller ej - festivalen var jo også udsolgt inden nogle artister var offentliggjort. Det handler om at mødes med sine venner og feste til den lyse morgen. Det synes jeg personligt er en skam, da jeg selv tager på festivaler med musikken i mente. Det er absolut det bærende element for mig, og jeg tog mig selv i at kede mig ind i mellem, da jeg savnede den musikalske  rus, som festivaler netop giver. Bevares MiL er hyggelig, men jeg kan opnå samme hygge med mine venner på andre festivaler. Derfor vil jeg ikke kalde MiL en musikfestival, men mere en stor (dyr) strandfest. Jeg har nogle gode dage på MiL, og jeg kan godt forstå hvad der tiltaler gæsterne til at komme. En ting er sikkert, MiL skal spænde balderne, hvis de skal kalde sig en musikfestival.