Bag den lange titel gemmer sig femte album fra Mew. Men bandet gemmer sig bestemt ikke. Det ville have været nemt at fortsætte i samme spor som succesen ”Mew and The Glashanded Kites” (2005).
Men exit af bassist Johan Wohlert valgte Mew at udfordre sig selv ved at sprænge den gamle form for at skabe noget nyt og helt unik. Og det er lykkes. Albummets 14 numre forener på smukkeste vis Jonas Bjerres lyse stemme med poesi og en knivskarp hakkende guitar, der giver kant. Allerede i forsommeren blev jeg fanget af nummeret ”Introducing Palace Players”, der viste, at der var noget rigtigt interessant på vej – og jeg tog ikke fejl. Mew har lavet et formidabelt album, der rummer alt fra bløde stemninger til tunge rytmer, der går direkte i blodet.
Mette Camilla Melgaard
