None
En beretning om venskab og kønsorganer
Hver gang Anders Haahr Rasmussen mødes med sine barndomsvenner, falder snakken
på Mikkel og hans ualmindeligt flotte pik. Af og til kommer den endda frem og deltager i
løjerne. Den prisbelønnede journalist og kønsekspert Anders Haahr Rasmussen rejser i ny bog gennem den mandlige seksualitets historie for at finde svar. I et provokerende og
tankevækkende essay undersøger han, hvordan mænds tætte fællesskaber har udviklet
sig gennem århundreder, og hvad det siger om det liv, vi lever i dag. Det er en historie
om magt og tabu, machoer og homoer, gamle grækere og unge reality‐stjerner. Og den
helt særlige angst for kropskontakt i biografmørket.
Uddrag af essayet her:
Forfatter: Anders Haahr RasmussenMikkels pik
Det er velkendt, at Mikkel har en stor pik. Vi har alle sammen set den, enten i omklædningsrummet efter fodbold, eller når man står ved siden af hinanden og pisser, eller forrige vinter, da vi havde lejet et sommerhus med indendørs svømmepøl, og Lars besluttede sig for at tage den i munden. Det er sådan med Mikkels pik, at den, ud over at være stor, også er flot. Forstået på den måde at den er velproportioneret, hovedet er uden skavanker, den hænger tung og lige, den står ret og rank, og den kommer ikke frem i gutternes nærvær uden en kommentar eller to: »Prøv lige at se den pik,« lyder det for eksempel, som om vi ikke har set den mange gange før. Eller, »fuck, hvor er den stor!« som om den er vokset siden sidst. Selvfølgelig er vi misundelige. Hvem ville ikke gerne have sådan en pik? Men jeg tror ikke, det er misundelse, der bliver givet udtryk for, når vi taler om Mikkels lem. Det er snarere fascination. Vi er fascinerede af at opleve sådan et pragteksemplar på nært hold. Fascinerede og begejstrede: Tænk, at der findes så flot en pik; tænk, at den sidder på Mikkel. Jeg tager ikke munden for fuld, hvis jeg siger, at Mikkels er den flotteste pik, vi nogensinde har set. I begyndelsen var det lidt svært for Mikkel med al den opmærksomhed. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv, når vi lovpriste hans lem. Han følte sig vist lidt utilpas, når en håndfuld gutter sådan stod beundrende og kiggede ham i skridtet. Efterhånden har han vænnet sig til det. Han har vænnet sig til rampelyset, kan man sige. Af og til kan han ligefrem finde på at lege lidt med den, snurre den rundt en omgang eller kæle lidt for den, mens vi ser til. Det er sket et par gange, at nogle af gutterne har fået lov til at røre ved Mikkels pik. Jeg husker en vinter, vi var samlet til fest hos Henrik i Aarhus. Humøret var højt, og snakken faldt på Mikkels pik. Lars påstod, at han kunne spille den, så Mikkel kom. Det afviste Mikkel. Det kom an på en prøve. Og sådan gik det til, at Mikkel lå med bukserne nede og hænderne foldet bag hovedet, mens Lars gik til hånde. Han gjorde virkelig, hvad han kunne, Lars. Kildede Mikkel på nosserne, kørte rytmisk med fast hånd, forsøgte at variere tempo og greb, og der var nok enkelte ansatser til øget blodtilførsel, men der var aldrig tvivl om udfaldet. Mikkel var ikke i nærheden af at komme. Lars erkendte nederlaget, var egentlig fint tilfreds med sin egen indsats og skjulte heller ikke sin begejstring over at have fået lov at spille så flot en pik. Jeg stod tilbage med en blanding af fascination og dyb forundring. Hvordan gik det til, at Mikkels pik blev spillet i vores midte? Hvordan kunne det få lov at ske, blandt en gruppe gennemsnitlige unge mænd, uden nævneværdige konsekvenser? Jeg skal måske lige forklare: Når jeg snakker om ’os’ og ’vi’ og ’vennerne’, så snakker jeg om mig selv og 11 andre mænd omkring 30-års-alderen. Vi er vidt forskellige og meget almindelige. Vi har kendt hinanden, siden vi var drenge, en del af os har spillet fodbold sammen, enkelte gør det stadig. Vi samles et par gange om året som del af en slags mandeloge, vi stiftede for over 15 år siden. Der er især to ting, der binder os sammen. Vi er ellers blevet en broget flok efterhånden. Magnus er far til fire i Frederikssund, jeg deler en lejlighed med en svensk violinist på Nørrebro, Lars[%type::link*#*href::#_edn1*#*text::[i]%] bor alene i Horsens. På vores visitkort står der pædagog, autolakerer, læge, revisor, maler, gartner, journalist, entreprenør, arbejdsløs, lærer, studerende og købmand. Men vi er alle sammen vokset op i den samme provinsby, det har vi stadig til fælles. Vi har gået til de samme fester, haft de samme lærere og kysset de samme piger. Vores minder peger mod hinanden og bliver til fælles historier, som vi fortæller igen og igen. Den anden vigtige ting, vi har til fælles, er vores begær. Det binder os sammen, netop fordi det peger væk fra hinanden: Vi er fælles om at have sex med kvinder. Ikke sådan forstået, at vi gør det i samlet flok, men vi har det til fælles, at det netop er kvinder, vi går i seng med. Og det er ikke til at tage fejl af: Når der kører en pornofilm i baggrunden, mens vi spiser frokost; når vi diskuterer, om der må komme andre fyre med til vores fester; når vi brokker os over, at der ikke kommer nok piger; når vi vælger, hvilken bar vi skal på; når vi snakker om scoringer, sex, kærlighed og alt hvad dertil hører, så er det underforstået, at vores begær er ensartet og entydigt rettet mod kvinder. Udtryk som ’stodder’ og ’fissekarl’ er positivt ladede. ’Bøsse’, ’fims’ og ’homo’ bliver brugt som skældsord. Vi opfatter uden undtagelser os selv og hinanden som heteroseksuelle. Det er ikke noget, vi snakker om, det er bare sådan, det er. På den måde minder vi om så mange andre mandefællesskaber.Man kan læse resten af historien på zetland.dk eller hos landets netboghandlere, også Apple iBooks.
[%type::em*#*text::[i] For en god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at Lars ikke hedder Lars i virkeligheden, ligesom resten af mine venners navne også er ændrede, hvilket bunder i et uselvisk ønske om at spare dem for eventuelle husspektakler og et selvisk håb om, at de ikke ekskommunikerer mig efter offentliggørelsen af denne tekst.*#*break::False%]
