MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 03 aug 2015

Modeugen sætter spot på talenter

Der er mange nye unge talenter på catwalken til Copenhagen Fasion Week den 5. - 7. august

Modeugen handler om meget mere end salg og eksportvækst. Den handler også om de mange talenter, der skal tegne fremtidens modebranche.

Når Copenhagen Fashion Week indtager hovedstaden den 5.-7. august, er det med masser af unge talentfulde designere på catwalken, i showrooms og på udstillinger rundt omkring i byen. Modeugen er nemlig en god platform for branchens vækstlag til at vise, hvad de har at byde på. Og det er ikke så lidt, mener adm. direktør i Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week Eva Kruse: ”Modeugen handler om meget mere end salg og eksportvækst. Den handler også om de mange talenter, om designskolerne og om de nyudklækkede designere. København har ry for at være en talentplatform og en inkubator for nye navne. Det skyldes, at vi giver plads til dem blandt andet på Copenhagen Fashion Week, og det kan vi være stolte af.”

Talentfulde designere på catwalken

Blandt modeugens 30 shows finder man flere debutanter. Det gælder blandt andet designerduoen Saks Potts og den Central Saint Martins uddannede designer Tatiana Andersen Camre. Også flere designskoler holder show, hvor der vises afgangskollektioner fra færdiguddannede designere. Det gælder Margrethe-Skolen og Kunstakademiets Designskole i samarbejde med Designskolen Kolding. Udover debutanterne findes også en række designere, der for få sæsoner siden var nyudsprungne talenter, men som efterhånden har godt tag i etableringsfasen. Blandt dem kan nævnes Mark Kenly Domino Tan, vinder af DANSK Design Talent Magasin Prisen 2014, Freya Dalsjø og Maikel Tawadros. Eva Kruse glæder sig over at se, hvor meget disse designere har udviklet sig, og at de, trods modebranchens hårde vækstvilkår, har formået at hænge i: ”Modebranchen er lig med benhård konkurrence, skæve likviditetsforhold og et konstant pres for fornyelse, så hatten af for dem, der lykkes. Vi håber, at den gode eksponering under Copenhagen Fashion Week kan være med til at sætte lidt tempo på den hårde opstart.” LÆS OGSÅ: ”It´s a bird! It´s a freak!!! IT´S FASHION WEEK!!!!

Nye navne på messe og i showroom

Leder man efter talent udenfor catwalken, behøver man ikke lede længe. Både på messerne findes flere nyere designere, der er med for første gang så som Cecilie Bahnsen, Hornskov og Claus Iversen. I smykkeshowroomet The Jewellery Room finder man side om side med mærker som Pandora og Georg Jensen en håndfuld talentfulde smykkedesignere. Det drejer sig fx om Katrine Kristensen, der allerede har sine smykker på kendte som Lady Gaga, samt Ninna York, der også nyder stor bevågenhed grundet sine særegne designs.

Talent på udstilling

Den københavnske butiksejer gennem flere årtier Sabine Poupinel har altid haft en særlig forkærlighed for branchens nye navne. Det har nu udmøntet sig i udstillingen FAN OUT, der sætter spot på håndværket og særligt plisseringsteknikken hos seks nye talenter og fem etablerede designere. Udstillingen, med musik, underholdning og talks, er åben for alle fra 5.-7. august i Møntergade 3.