Oprydning

søn, 17 maj 2009

MODSTAND

I fortællinger fra Anden Verdenskrig skildres jøderne næsten altid som passive ofre for nazisternes forbrydelser. Men i Edward ”Blood Diamond” Zwicks nye film ”Modstand” besvarer Daniels Craigs jødiske hovedkarakter Tuvia en russisk officers bemærkning om, at ”Jews don’t fight” med ordene ”These jews do”. Og så er lidt over to timers amerikansk action-drama-baseret-på-en-virkelig-historie-om-jøder-der-griber-til-våben ellers skudt i gang. I 1941 flygter de tre Bielski-brødre fra Hitlers internering af polske jøder. De gemmer sig i skovene, og begynder herfra en kamp imod den tyske besættelsesmagt. Rygtet om deres heltemod spredes hurtigt, og tusinder af flygtende jøder slutter sig til dem i håbet om ikke at ende deres dage i en massegrav. Men intern splid blandt flygtningene og de tyske soldaters stadige tilnærmelser truer håbet om overlevelse. ”Modstand” er på godt og ondt Hollywoods version af historien om de handlekraftige Bielski-brødre. Der er stor fremdrift i plottet samt action-scener i rigelige mængder. Samtidig besidder filmen en eftertænksomhed og en nuanceret stillingtagen til jødernes rolle under krigen. Daniel Craig og Liev Schreiber underspiller i deres respektive roller, hvilket klæder filmen, og skaber samtidig modvægt til Zwicks til tider klichefyldte dialog og symbolik. Det store problem i ”Modstand” er dog desværre, at den aldrig rigtig formår at involvere os følelsesmæssigt i de skæbner, vi ser på lærredet. Karaktererne er for fortegnede, og billedet lyver decideret for os, når for eksempel Iben Hjejle med polsk accent fortæller os, at hun ikke er andet end skind og ben. Dette er ærgerligt, for selve historien er helt sikkert vigtig for vores erindring af Holocaust.

Søren Lagoni - Foto: Scanbox Entertainment