Radioværterne Peter Falktoft og Esben Bjerre er brudt gennem lydmuren med kæmpe vinger bagud. De leverer nuanceret journalistik med en god portion godt humør, men de ser ikke selv deres program som satire. Her fortæller de om tankerne bag Monte Carlo
Tekst: Anne Kildegaard Hansen Foto: Daniel Hjorth/Polfoto Esben Bjerre og Peter Falktoft bevæger sig hjemmevant rundt i DR-byen. De udgør nogle af Danmarks pt mest succesfulde radioværter med programmet Monte Carlo på P3. Det er også blevet til to TV-programserier Monte Carlo elsker Putin og Monte Carlo elsker jøderne og et tredje program produceres lige nu i USA. Målet med både radio- og TV-programmerne er at levere nuanceret journalistik i øjenhøjde. Et uhøjtideligt radioprogram »Vi har ikke sat os ned og beskrevet et stort og fint koncept. Vi har mere tænkt: Hvad synes vi selv er interessant at snakke om og høre om? Og det håbede vi så også, der var andre, der gad lytte til – og det var der heldigvis,« fortæller Esben Bjerre om overvejelserne bag radio-programmet. »Vi tænkte, at vi gerne ville lave noget, som handlede om politik, kultur, hvad der sker i samfundet og medierne. Vi ville beskæftige os med tingene på en mere uhøjtidelig måde og en ikke så rigid måde, sådan at man ikke må grine af det, der er i TV-avisen. For nogle gange er det, der er i TV-avisen lige til at grine af,« siger han. »Der manglede et sted, hvor man kunne snakke om de vigtige ting uden at have en ph.d. i emnet. Det er jo en konsekvens af, at al nyhedsjournalistik er blevet mere og mere strømlinet og konkurrencepræget, og alt skal være alvorligt. Der er så mange unge mennesker, der er blevet koblet fra, og jeg tror, det er derfor der har været så mange tomme kalorier i, hvad unge mennesker hører i radioen og ser i fjernsynet. Så vi har egentligt bare skabt et rum, hvor man taler om tingene, som man gør, når der ikke er kameraer, der ruller, eller mikrofoner, der er tændt,« siger Peter Falktoft. »Man kan godt få den fornemmelse nogle gange, at alting er så alvorligt, at man næsten ikke tør åbne munden. Sådan havde jeg det selv i gymnasiet. Mine klassekammerater havde jo nærmest siddet og læst finansloven over weekenden, mens jeg havde drukket Barcardi Bree-zers. Det tror jeg afskrækker mange unge mennesker fra at tage stilling til det vigtige,« siger han. Vi laver ikke satire »Jeg tror, det kom bag på mange, hvor stor en efterspørgsel, der tilsyneladende var på det, vi laver,« siger Peter Falktoft. »Når andre forsøger at forklare vores succes i en snæver vending, siger de tit, det er satire. Men jeg har ikke styr på satire, jeg laver journalistik og snakker om dagsaktuelle hændelser. Alt det, vi siger, er selvfølgelig personligt og tit alt andet end objektivt, men det er der fandme så meget journalistik, der er. De gamle rotter inden for journalistfaget kan ikke rigtigt rumme, hvad det er, vi laver, så de skærer det af som satire og siger, det er haha, men det er det overhovedet ikke,« siger han. »Det er som om, folk tit putter os ind i en boks af alt det, der er fjollet, hvor man selv finder på og laver telefonfis eller vil få nogen til at dumme sig. Men vi skjuler aldrig, hvem vi er, eller hvad vi mener. Det er aldrig sådan, vi ringer til nogen og prøver at få dem i en fælde. Og når vi har gæster i studiet, er det det samme. Det handler om, hvad der sker på en uhøjtidelig måde, og vi er aldrig ude på at trække bukserne af nogen,« siger Esben Bjerre. Peter Falktoft tager ordet igen: »Vi skulle ind i et langhåret program på DR2 engang og snakke om Holger Danske-statuen, hvor vi blev gjort til bannerførere for satire. Jeg var nødt til at wiki’e, hvad satire var. Vi bruger sarkasme, jojo, men det er jo en del af den danske kultur. Vi er begge to jyder og omtrent så danske, som man kan blive. Det er journalistik med nuancer, det vi laver; det er ikke satire.« Hverken gøglere eller komikere »Vores udgangspunkt er egentligt aldrig at være sjove,« fortsætter Peter Falktoft. »Jeg kan sjældent være sjov selv. Jeg kan én vigtighed, og den har jeg lært af Louise Lolle fra EyeQ. Det er den om sømanden, der ikke kunne lide techno, fordi han var mere til house. Når folk kalder det, jeg laver for gøgl, så plejer jeg at rejse mig op og gå. Det var der en eller anden nævenyttig fra tv-branchen, der gjorde sidste sommer. Det kan jeg slet ikke rumme. Men jeg har også et meget stort ego,« siger han. »Vi er blevet spurgt, om vi ville komme ud og underholde og sådan noget,« fortæller Esben Bjerre. »Og det er da fedt, at vi er sådan nogle, folk vil have til at komme. Men vi har det begge to sådan: Hvad fanden skulle vi underholde med? Ingen af os kan stå på en scene i en time. Så på den måde er det lidt misforstået, at vi sætter os ind i studiet og laver sjov eller gøgler. Det er aldrig det, der er intentionen. Der kan sagtens være sjove betragtninger, men det skulle gerne være hæftet op på den ting, det nu handler om,« siger han. Monte Carlo er improvisation hele vejen igennem. Drengene arbejder ikke med manuskript og skriver ikke punchlines ned inden udsendelsen. »Som udgangspunkt prøver vi at slappe lidt af med tingene, fordi man nogle gange godt kan blive lidt skræmt af verden. Så vi prøver at bringe det ned på det plan, hvor det egentligt hører hjemme. Vi har en tendens til at hidse os op over nogle makabre ting her i Danmark,« siger Peter Falktoft. Man skal ikke være berøringsangst Ifølge de to radioværter, kan man tale om alt – det bliver man nødt til. Og man må grine af alt. »Du skal selvfølgelig være et lødigt menneske, men du må som udgangspunkt tale om alt,« siger Peter Falktoft. »Kvinder, kræft, jøder og Hitler,« uddyber Esben Bjerre. Der er altid noget at snakke om, mener de. Også på dage, hvor nyhedsstrømmen går i sort eller sorg. »Når Mandela dør, går vi også ind og rører ved det. For der sker altid en masse ting omkring det. Man skal heller ikke være berøringsangst og tro, det hele skal være lal. Hvis der ikke er noget godt, må man jo snakke om alt det elendige,« siger Peter Falktoft. »Der kan godt gå fem minutter, hvor det slet ikke er sjovt. Vi fortæller bare en nyhed rimelig straight, men måske med nogle andre indgangsvinkler end på TV-avisen. Og det er det. Så ved folk, at det er sket, men uden at det er vildt fjollet eller gøglet,« siger Esben Bjerre. »Det er jo så heldigt, at vi er afhængige af, hvad der sker i verden,« siger Peter Falktoft: »Hvad enten det er homovielser, kommunalvalg, ministerrokade, offentlighedsloven, Holger Danske-statuen eller Rolf Sørensen. De der ting, de lander jo bare i skødet på os.« »Det er ikke sådan vi sidder i strategimøder og siger, at folkestemningen går i retning af det her, så lad os lave en masse larm omkring det,« forklarer Esben Bjerre. »Vi prøver at lave alt muligt larm, og lige pludselig rammer vi så noget, der kan eksplodere. Fx det med Allan Simonsen; det var jo aldrig noget, vi havde planlagt og tænkt: Uha, nu skal vi ryste op i hele TV-Danmark. Det skete bare og var ret vildt. Jeg tror heller ikke, nogen regnede med, at fordi to unge fyre sad i et radiostudie og snakkede om en statue i Helsingør, som ingen kendte til før, så var vi lige pludselig på forsiden af landets største aviser og skulle medvirke i TV-programmer. Sådan noget kan man ikke forudsige eller beregne,« siger Esben Bjerre. Hænger sig ikke i, hvad folk mener »Det der bliver leveret til folk i medierne er så forbandet lødigt altid, så strømlinet og så neutralt som overhovedet muligt. Der er den der frygt for: ’Åh nej, tænk hvis der er nogen, der sender en klage fra Esbjerg.’ Der er så mange medier, der lader sig diktere af klager. Man skal da lade sig diktere af ros og sin egen mavefornemmelse først og fremmest. Danmark er verdensmester i at klage. Men vi har måttet sande, at 90% af dem, der klager, gør det på andre folks vegne,« fortæller Peter Falktoft. Esben Bjerre kommer med et eksempel: »Fx Israel-Palæstina-programmet. Der var ikke en eneste jøde eller palæstinenser som henvendte sig og klagede, men der var alle mulige andre, som var sure. ’Hvad siger jøderne ikke til alt det, I siger? Hvad siger palæstinenserne ikke til den måde, I behandler dem?’« Peter Falktoft supplerer: »Folks introsætning er altid: ’Jeg har ikke lige set programmet, meeeen…’ What the fuck? Hvor travlt har du lige, din latterlige debattør? Jesus Christ.« »Vi hænger os ikke så meget i, hvad folk mener,« siger Esben Bjerre. »Fordi vi kan mærke, at den store hovedstrømning synes, det er fint. Hvis vi fik 10.000 sms’er om dagen med beskeden: ’Stop så med at sende!’, så kan det godt være, man ville kunne mærke det, men det gør vi jo ikke,« siger han. Fra radio til TV »I Danmark sker der altid det, når man laver noget, der er tilpas godt i radioen, at der kommer nogen i et tvivlsomt jakkesæt og spørger, om man ikke skal have et rigtigt arbejde og lave noget TV,« fortæller Peter Falktoft. »Så sagde vi, at det ville vi gerne, men vi ville stadigv gerne lave radio. Og vi kunne ikke gør det, vi gør på radio, for det fungerer ikke – der skal ske noget,« siger han. Overgangen til TV var ikke uden udfordringer, men med lidt øvelse begyndte det at fungere. Destinationen for den første række programmer blev Rusland. »Når man kigger på et verdenskort, så fylder Rusland cirka halvdelen. Og alligevel ved man ikke noget om Rusland andet end Babushkadukker, hammer og segl, lidt valgsvindel og alle de der ting. Så har man hørt, at der er sket ting og sager efter Muren faldt,« siger Peter Falktoft. Han fortsætter: »Hverken Esben eller jeg vidste en døjt om Rusland. Vi forestillede os, at det var en stor grå masse. Samtidig er Putin jo en karakter på godt og ondt, som der ikke findes mange af, og som der givet vis ikke er flere på vej af i international politik, så han ville være en god motor. Folk ved, hvem Vladimir Putin er – det er ham der den politisk ukorrekte tidligere KGB-general, der på en eller anden måde holder nationen i et jerngreb. Så vi ville prøve at binde det op på ham og portrættere Rusland via ham.« Næste stop: Mellemøsten Andet TV-program handlede om Israel-Palæstina-konflikten. »Det var det allersværeste, som alle sagde: ’Ej, det skal I ikke.’ Folk bliver jo sure, bare du nævner palæstinenserne og jøderne. Det har folk hidset sig op og skændtes over i 30 år,« siger Peter Falktoft. »Vi har oplevet, at bare du siger ordet jøde, så kommer fingeren: ’Hov hov hov! Hvad sagde I? Vil I have os tilbage i ovnene?’ Og der er jeg sådan lidt… Nu er det 70 år siden. Vi ville gerne prøve at komme den der tabuisering til livs. For her har vi et sted, der er på størrelse med Jylland, og der er de to mest indignerede folkefærd i verden, nemlig muslimerne og jøderne. Så der tænkte vi, at der måtte vi jo tage ned, for alle er så ’uha, nej’ med det,« siger Peter Falktoft. »Nu har det fyldt så meget i vores begges opvækst. Det har jo fyldt nyhedsbilledet i 50 år, og det er som om, der ikke er sket noget i de 50 år. Der er kun nogle bosættelser, der har rykket sig lidt. Og det kunne være interessant at prøve at formidle så kompleks en konflikt,« siger Esben Bjerre. »Herhjemme går alt jo så godt. Og det er utroligt svært for unge mennesker at sætte sig ind i, hvorfor fanden nogle gider bruge hele deres liv på at leve i elendighed på grund af deres stolthed og ære, holdninger og had til hinanden. Det får du ikke forklaret. Der er ingen nuancer i den journalistiske formidling af et hus, der er sprunget i luften i Haifa. Man bliver nødt til lige så stille at rode med de der åbenlyse spørgsmål, de ikke har tid til i TV-avisen. Det var sådan set det, vi prøvede,« siger Peter Falktoft. »Jeg sad jo selv og bøvlede med Palæstinakonflikten i gymnasiet, så jeg tænkte, at hvis vi kunne bruge den platform, vi har nu, til at få nogle unge mennesker til at forstå punkterne i det. Ikke fordi vi skal gå i dybden med hver en lille detalje, men hvis vi kan tegne et overordnet billede af, hvad der driver de to folkefærd til at hade hinanden så meget, så vil det være rigtig god public service,« siger han. »Det handlede i det hele taget om at vække interessen hos de unge, som ikke gider sætte sig ind i det. Vi har fået mange henvendelser fra folkeskolelærere og gymnasielærere om, at børn og unge har set vores programmer og vildt gerne vil høre mere om det. De har haft emneuge om det og så videre, og det er jo bare skidefedt, at det på den måde kan være en motor. Vi ved godt, at programmet ikke har alle nuancer med, men dem er der jo så forhåbentligt en underviser, der kan komme med,« siger Esben Bjerre. Kattegatbro afgør fremtiden Monte Carlo-drengene planlægger maksimalt fire måneder frem i tiden. Så hvad de laver om ti år, aner de ikke. »Vi laver i hvert fald ikke det her,« slår Esben Bjerre dog fast. Peter Falktoft har lige fået en hund, så han regner med at stå i Søndermarken og kaste en pind. »Måske er jeg tilbage i Risskov. Forhåbentligt er der en Kattegatbro til den tid. Ellers er Frederiksberg også lækkert. Der er jeg meget magelig – øst vest, hjemme er bedst,« siger han. Esben Bjerre lufter tanken om at flytte til Ordrup nord for København. Den mulighed vil Peter Falktoft heller ikke afvise. Så måske de to kammerater ender i en fælles familievilla. Hvad angår radioprogrammet, bliver de ved med at lave det, så længe, de synes, det er sjovt. Til hver ny sæson laver de lidt om – også i de ting, der virker, fortæller Esben Bjerre: »Det kan godt være, lytterne ikke er trætte af det endnu, men hvis vi skal synes, det bliver ved med at være sjovt at sende, så bliver vi nødt til at ændre lidt ved tingene, for at det ikke bliver fuldstændige gentagelser det hele.«
