ARTIKLER Musik MUSIK & EVENTS — 13 May 2012

Se musikvideo her

 

Der synes langt fra den musikalske leg i et kælderlokale i Vejle, hvor det hele begyndte med en spartansk groovebox sound for et par år siden, til den ambitiøse udstråling, det alternative elektroniske pop-band Moustache Me Nice udtrykker i dag.
Musikken formidler en eventyrlig stemning i et lidt mørkt og alternativt lydunivers. Det unge band, som blev dannet, da fire af bandets fem medlemmer gik på musiklinjen i samme gymnasieklasse, er hurtigt blevet anerkendt og kan denne sommer opleves live på musikfestivalerne i
Jelling og Nibe, ligesom de spiller til en række gymnasiefester, på spillesteder og højskolefestivaler de kommende måneder.
De fire oprindelige bandmedlemmer
Morten Brogaard, Simon Kjær Lauridsen, Søren Gregersen og Sidse Elsig blev efter ganske få koncerter sidste forår kåret som vindere i talentkonkurrencen Quasar Rock, der er en del af landets 3. største musikfestival – Jelling Musikfestival.

Fedt med et skulderklap
»Det var et fantastisk skulderklap, hvor det gik op for os, at andre end de nærmeste venner synes om vores
musik. Det betød også, at vi turde
satse på musikken, som har fyldt meget i det sabbatår, vi nu er i gang med,« siger Simon Kjær, der er
bandets guitarist.
Som Quasar Rock vindere fulgte en række spillejobs rundt om i landet, optagelser i lydstudie og rådgivning.
I januar drog bandet samlet på høj-
skole for at fordybe sig og forfine lydudtrykket. Bandmedlemmerne går på henholdsvis sangskriver- og elektronisk linje på Engelsholm Højskole, og har her mødt bandets femte medlem,
bassisten Jesper Nørbæk.
Han har fra dag ét følt sig som fuldgyldigt medlem af bandet.
Som en familie
»Mange har spurgt, om ikke jeg følte mig uden for. Men jeg mødte de fire andre her på højskolen. Vi bor sammen og har et intenst socialt liv, så jeg kan kun give det råd til andre bands, at de skal tage på højskole for at blive sammentømret som band. På en højskole lærer man hinanden at kende,« siger Jesper, der fra højskoleårets begyndelsen talte meget med drengene i bandet, og som han siger »dansede helt vildt meget med Sidse til festerne«. Men foruden det sociale, passede han perfekt ind i det musikalske univers, bandet var ved at udvikle.
Bandets medlemmer er bevidste om, at der nemt opstår konflikter omkring musikalsk retning og praktiske ting som øvetider, økonomi og markedsføring.
»Men vi kender hinanden godt. Det er lidt lige som en familie. Vi kan godt sige, ”hold nu bare kæft”, hvis det
bliver for meget. Samtidig er vi loyale over for hinanden og forsvarer hinanden. Derfor bliver konflikter aldrig særligt store,« siger Sidse Elsig, der er bandets forsanger.

Band med potentiale
Højskolelærer Roar Amundsen, der i forskellige sammenhænge arbejder med talentudvikling og driver sit egen indie label Songcrafter Music, ser et stort potentiale i Moustache Me Nice.
»Det er fedt at have hele bandet på højskole og dermed bidrage til en
intens udvikling af deres udtryk. De er meget ambitiøse som band, men også åbne over for at hente inspiration fra de øvrige elever og fra undervisningen. Det er helt tydeligt, at de har udviklet sig markant,« siger højskolelæreren, som har disse lovord til bandet:
»Musikerne er rigtigt dygtige og forstår at eksperimentere, og så har bandet en god forsanger, med en skæv og karakteristisk stemme, som man ikke kan undgå at lægge mærke til. De er på vej med en række gode indspilninger og som live band fungerer de overbevisende med en god energi, der smitter af på publikum,« siger Roar Amundsen.

Seriøse uden at være kedelige
Under højskoleopholdet har bandet brugt tid på at definere hver enkelts rolle både i musikalsk sammenhæng som uden for scenen.
»Vi er blevet mere seriøse, men ikke kedelige. Vi betragter stadig øvelokalet som et fristed, for det eksperimenterende er stadig bandets force,« siger Jesper.
Tilblivelsen af musik og tekster er i høj grad et fælles projekt. Ofte kommer et par af bandmedlemmerne med en skitse, som bliver drøftet.
»Vi gør meget ud af at tale om de stemninger og udtryk, vi vil have frem. Der er ingen egoer som holder på sit eget. Tværtimod bidrager alle ofte på de forskellige melodier, inden de har nået deres endelige form,« fortæller Morten Brogaard om bandets arbejdsproces, som fører frem til de overraskende rytmer og spændende harmonier, der udgør bandets legende lydunivers.
»Vi lægger vægt på at skrive nogle sange på den gode gamle klassiske måde, hvor melodierne står stærkt i sig selv. Men vi stopper ikke her, for vi lægger sangene ind i et moderne og elektronisk lydbillede,« siger Søren Gregersen, der sammen med resten af bandet er klar til sommerens festivaler og spillejobs.

Relaterede indlÆg

SPRED ORDET

Om forfatteren

tjeck@tjeck.dk

(0) Kommentarer

Leave a Reply

Your email address will not be published.


3 + 4 =

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>