MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 22 mar 2018

Musikalsk Ménage À Trois med Jimilian, Katie Keller og Hedegaard

Mènage Á Trois udkommer fredag den 23. marts

Jimilian har teamet op med den navnkundige DJ og producer Hedegaard og det fremadstormende sangtalent Katie Keller på ’Ménage À Trois’, der udkommer fredag.

Kærlighed kommer i mange former og med mange udtryk – og på ’Ménage À Trois’ har Jimilian, Katie Keller og Hedegaard slået sig sammen om at findyrke de tunge beats og den store lyd. ”Ménage À Trois har en frisk vibe. En vibe af fest, en vibe af Frankrig, en vibe der giver mig lyst til at spille den om og om igen. Hedegaard har lavet beatet så man kan sige at den er club-venlig”, fortæller Jimilian om tracket. ’Ménage À Trois’ handler i klassisk forstand om sød musik, der opstår mellem tre parter, hvilket kommer til udtryk rent lyrisk, mens den rytmisk formår at sætte gang i hofterne. Jimilians seneste single, ’Vai’, bevægede sig i samme boldgade med et upbeat tempo, der lokker dig ud på dansegulvet. Hvor ’Vai’ beskrev den brasilianske måde at bevæge hofterne på, tager ’Ménage À Trois’ skridtet videre og byder lysterne velkommen. Både Jimilian og Katie Keller leverer et raffineret track, der bærer på vovet lyrik, hvilket ikke er nyt for nogen af de to artister; Jimilian har tidligere udgivet tracks som blandt andet ’Slem Igen’ og ’Cockblock’, der tekstmæssigt ikke overlader meget til fantasien, og Katie Keller er kendt for sit rå, sexede og fandenivoldske udtryk som bestemt også høres på ’Ménage À Trois’. En lystig og beskrivende Katie Keller folder sig ud på tracket som man ville gøre på lagnerne. Produceren Hedegaard, der står bag tracket, blev for alvor et velkendt navn i Europa med sit remix af Dr. Dre hittet ’The Next Episode’ og har siden da taget DJ-scenen med storm. Det er ikke første gang, Hedegaard arbejder sammen med Jimilian, da han tidligere har produceret singlerne ’Giv Mig Noget’,’Tid Til mig’ og remixet ’Slem Igen’. ’Ménage À Trois’ inviterer dig ind i soveværelset såvel som på dansegulvet. Med en erotisk fortælling om sex, der går tre veje, er Jimilian endnu engang klar med en banger.