MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 01 jul 2015

Nadya i overbevisende hiphop-elektronisk univers

Anmeldelse: Nadya. Roskilde Festival, Street City Stage 29. juni 2015

None

None

Anmeldt af Cassandra Hemmingsen

”There’s something I really hate – do you know wanna know what it is!? IT’S THE POLICE”

Sådan lød det på Roskilde Festival fra Nadya Tehran, der tidligere stod i front for den svenske trio Compadre. I mandags fløj hun solo på Street City Stage og kastede om sig med politiske og feministiske udsagn, der for nogle ville provokere, men som her gik klart ind og blev stærkt og positivt modtaget af publikum. Et publikum, der til gengæld ikke stod så stærkt, men som ikke holdt den elektronisk og hiphop-rappende Nadya tilbage.

Hun leverede et virkelig imponerede og energifyldt show i en fusion mellem elektronisk musik og hiphop-baseret lyd og lyrik – det var svært at stå stille til. Den iranske pige med de klare holdninger skal have stor respekt og applaus for den dybe bas, det tunge beat og lyden af hendes stærke vokal blandet med en sjældent god set stage-performance, som Nadya levererede trods det, at der ikke var flere end 100 mennesker til stede. Man er ikke i tvivl om budskabet: Nadya tror på det enkelte individ, sætter ikke stor lid til hverken system, politi eller andre autoritære skikkelser og gør med numre som ’Refugee’ og ’Superstars’ åbenlyst, hvad hendes musik handler om – den handler om retten til at være til uanset baggrund, om eksistens og om at tro på sig selv og sine rettigheder som pige, som flygtning og som menneske.

Med overbevisende brede armbevægelser, insisterende hair banging og intim kontakt med både mikrofon såvel som scenens højtalere godkendes koncerten selvfølgelig af undertegnede. Jeg savnede energi i feltet foran scenen, men det er svært at klandre en energisk artist i netstrømpebukser med bar mave, flyvende hår og virkelig god selvtillid og street’et attitude for. Nadya lægger god stil an i alle 30 minutter, oplevelsen varer, og slutter af med taknemmelighed og luftkys for at have fået lov til at spille. Hun er sød, og hendes lyd er lækker – hun skal helt klart opleves en anden gang.

None

None