19 årige Nana Thillemann Harring har været udsat for systematisk hævnporno.
19 årige Nana Thillemann Harring har været udsat for systematisk hævnporno.

Nanas nøgenbilleder blev delt på nettet

’’Da jeg ser ham, får jeg det fysisk dårligt. Jeg ryster. Min puls stiger. Mit hjerte begynder at hamre,’’ det er reaktionen, da Nana Thillemann Harring ser personen, der har delt nøgenbilleder og sexvideoer af hende med alle, hun kender. Det største svigt, hun har oplevet.

Af Maria Borring Jakobsen, journalist

Dette er historien om Nana Thillemann Harring på 19 år, der har været udsat for systematisk hævnporno. Billederne blev gradvist værre, mens de blev delt til flere. Og Nana kunne intet gøre for at stoppe det. Historien starter i midten af januar 2017.

Den dag det hele startede

’’Jeg mødte ind på gymnasiet til første time og kunne hurtigt mærke, der var en underlig stemning. En af drengene fra klassen tog fat i mig og sagde, at vi var nødt til at snakke.’’

Han fortalte, at en falsk Facebookprofil i Nanas navn havde sendt fem billeder til alle drengene i klassen. Billederne viste Nana i undertøj og et enkelt med helt bare bryster.

’’Jeg stod ude på gangen og kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg var helt ude af den. Jeg kunne ikke stoppe med at græde.’’

Samme aften tog Nana hjem til sin ekskæreste, som hun havde slået op med en uge forinden. De havde været sammen i halvandet år, men efter et turbulent forhold, valgte Nana at sige stop. Dog var hun ikke helt kommet videre og søgte derfor stadig tryghed og trøst ved ham. Han holdt om hende og talte hende til ro, hvilket var lige, hvad hun havde brug for.

’’Jeg snakkede med ham om, hvad jeg skulle gøre. Han rådede mig til at droppe det, fordi man alligevel ikke kan finde ud af noget, når det drejer sig om falske facebookprofiler.”

“Det går op for mig, at det her ikke stopper’’

Nana er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, DFU. Dagen efter bliver hun kontaktet af et bestyrelsesmedlem fra DFU, der fortæller, at han har modtaget otte undertøjsbilleder af Nana på sin DFU-mail.

’’Det går op for mig, at det her ikke stopper. Det er noget tilbagevendende.’’

Nana kontakter politiet og kommer ind til flere afhøringer. De spørger, om hun har en ekskæreste, hvortil hun svarer ja. Dog afviser hun blankt, at han skulle være involveret. Det er hun fuldstændig sikker på, da de lækkede billeder er gamle billeder, og det ville bare slet ikke passe sammen.

’’Halvanden uge efter de to første episoder er jeg hjemme og spise ved min onkel og tante. Min mobil ligger ude i køkkenet, så jeg ser den ikke i noget tid, men kan høre den konstante brummen udefra køkkenet. Nogle af drengene fra min folkeskole har forsøgt at kontakte mig. Denne gang er det en hjemmeside med 30 billeder af mig i undertøj og bare bryster.’’

Nana mødes med sin folkeskolekammerat for at se hjemmesiden med de 30 billeder. Imens de sidder og snakker i Nanas bil, bliver hun spammet med beskeder og telefonopkald fra ukendte personer. Hun finder ud af, at nogen har tilgået hendes Lectioprofil og derfra sendt en Lectiobesked ud til alle på hendes gymnasium.

’’Der er blevet delt to links. Et link, der åbner hjemmesiden med 30 billeder og et link, der downloader alle billederne ned på computeren med det samme.’’

Indtil videre havde billederne kun været delt med folk, Nana var tæt på og stolede på. Nu var det i et omfang, hun ikke kunne kontrollere.

’’På det her tidspunkt gik jeg virkelig i panik. Jeg brød sammen og var fuldstændig utrøstelig. Min folkeskoleven vidste slet ikke, hvad han skulle gøre. Du er nødt til at få det væk, sagde jeg.’’

Ekskæresten bliver sigtet i sagen

Efter Lectio-episoden går det op for Nana, at det være hendes ekskæreste, der har delt billederne. Hun indser, at han er den eneste, der har haft koden til hendes Lectio. Hun bliver rigtig ked af det, for hun stolede virkelig på ham. Desuden har hun forsvaret ham over for politiet og benægtet, at han kunne være skyldig i sagen. Så det er et stort nederlag for hende. I tiden efter bliver ekskæresten ved med at opsøge Nana.

’’Han oprettede over tyve falske Facebookprofiler for at komme i kontakt med mig. Jeg blev virkelig utryg og virkelig bange for ham.”

“Dagen efter, jeg fandt ud af, det var ham, troppede han op ved mit hus med blomster. Pludselig stod han bare midt i mit hjem. Jeg begyndte at græde og hyle. Han sagde: ’Skat, hvad er der galt?’. Han stod med blomsterne. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde. Jeg var vred og sagde, at han skulle gå, holde sig langt væk fra mig og aldrig kontakte mig igen.’’

Lørdagen hvor det hele eskalerede

Da der er gået en uge, siden billederne blev lækket på Lectio, står den på weekendtur og årsmøde med Dansk Folkepartis Ungdom. Nana glæder sig til at komme lidt væk fra det hele og have en hyggelig weekend med sine venner. Fredag aften er der fest, men da hun vågner lørdag morgen, er noget helt galt. Nana kan ikke få adgang til hverken sin mail, Snapchat eller Instagram-profil. Nu kan hun mærke, at situationen spidser til.

’’Dagen er tåget for mig, da jeg var lidt i choktilstand. Men så vidt jeg husker, er der en fem-seks piger, der kommer ind på mit hotelværelse. Jeg husker, jeg åbner døren for alle de her piger, hvor en af dem med det samme siger: ’Nana, den er helt gal.’ Og der knækker jeg sammen. Mine ben forsvinder under mig. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op. Og jeg ved, jeg ikke kan stille noget op.”

“Han havde lagt alt op på Instagram og Snapchat – både på Story og som opslag. Det er både sexvideoer og rigtig grove nøgenbilleder. Det er det værste, der nogensinde kunne ske.”

“Jeg følte mig så magtesløs. Jeg følte mig så klam. Det føltes, som om det var mig, der var noget galt med,’’ fortæller Nana.

Svigtet er det værste

’’Jeg troede, det var ham, jeg skulle være sammen med resten af mit liv. Vi havde en lejlighed sammen, vi boede sammen, vi havde snakket om at få børn. Jeg var helt vildt forelsket i ham.’’

Nana beskriver svigtet som det værste ved hele episoden. Hun er fuld af vrede over, han kunne finde på det. Hun fortæller, at hun jo stolede på ham, og at det også var derfor, at de billeder overhovedet blev taget. Hun stolede på ham, og han misbrugte hendes tillid.

’’Selvom hævnporno er noget af det værste, der er sket for mig, så er jeg alligevel kommet igennem det og kommet ud på den anden side.

Fremover vil jeg huske, at de fleste, der bliver udsat for hævnporno, er blevet svigtet af en, de stoler på. Den situation vil jeg aldrig sætte mig selv i igen,’’ fortæller Nana.

Ekskæresten blev sigtet i sagen, men blev ikke dømt, da der ikke var beviser nok.

Stop spredningen af nøgenbilleder

 

Børns Vilkår har en række GODE RÅD om hævnporno:

 

1) Stop op

Hvis du er kommet til at sende et billede videre af en pige eller en dreng, der er nøgen,  så tag en dyb indånding. Du kan få hjælp til at få stoppet billedet. Sig til dem, du har sendt det til, at det var en fejl, og at de skal slette billedet. Hvis du har lagt billedet eller videoen op på nettet, så skriv til dem, der styrer hjemmesiden, at billedet skal fjernes. På Facebook kan man blokere indhold og anmelde det til Facebook.

2) Vær ærlig

Fortæl til dine forældre, hvis du er kommet til at sende et billede af andre videre uden samtykke. Du hader måske tanken om at sige det til dine forældre, men de kan hjælpe dig. Du kan også tale med en anden voksen, du stoler på. Vær ærlig om, hvad der er sket. Det vigtigste er at få stoppet billedet, inden det ryger videre rundt. Du kan også ringe eller skrive til BørneTelefonen på telefon 116 111 skrive på chatten.

3) Slet billedet

Hvis en af dine venner sender dig et nøgenbillede, så må du ikke sende det videre uden at spørge personen først. Hvis man ikke har fået lov, er det ulovligt at dele det. Man kan få en bøde for at dele det. Slet det billede eller den video, du har modtaget. Sig, du ikke vil være med til at dele noget, der kan gøre andre kede af det. Tænk på, hvordan du selv ville have det, hvis et billede af dig røg rundt til alle i klassen.

4) Stop spredningen

Hvis du tror, billedet er blevet delt med flere, så spørg dine bedste venner om hjælp. De kan kontakte deres venner og få dem til at slette billedet. Hvis du ser nogen, der deler nøgenbilleder eller videoer på et socialt medie, så anmeld det til siden. Både Facebook, Skype, YouTube og Google arbejder sammen med politiet. Det hjælper at anmelde det.

5) Meld det til politiet

Det er ulovligt at dele billeder og video af andre, der ikke har sagt ‘ok’ til det. Du kan derfor melde det til politiet, hvis andre sender billeder til dig. Man kan enten ringe til politiet på telefonnummer 114 eller lave en anmeldelse på nettet på www.politi.dk. Det kan være en god ide at få en voksen til at hjælpe med at lave anmeldelsen. Hvis du er i tvivl om, hvordan du gør, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116111.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*