Teaterstykket ’Narnia’ der opføres på Aarhus Teater, er bygget over bøgerne af samme navn.
Teaterstykket ’Narnia’ der opføres på Aarhus Teater, er bygget over bøgerne af samme navn.

Narnianisk nydelse

Familieforestillingerne på de danske teatre bliver heldigvis bedre og bedre. Dette er ’Narnia’ et fremragende eksempel på, som igennem historisk flot scenografi og dejligt skuespillere trækker den ene århusianer efter den anden i teatret til den ene fyldte sal efter den anden.

Tekst: Jesper Møl Trads

Foto: Aarhus Teater

Aarhus Teater har de seneste år haft stor succes med børnefortællinger, der er blevet poppet op og gjort voksenvenlige og så interessante, at mor og far efterhånden kan se dem selv uden at have junior 1 og 2 med ind i mørket. Derfor trådte jeg ind i teatersalen denne søndag kl 12, der summede af børnestemmer, afslappede forældre og bedsteforældre, der holdte styr på slikposerne. For til disse forestillinger må alle medbringe slik, men teatret gør en opmærksom på, at de helst ikke må rasle. Held og lykke med dette, Aarhus Teater!

Den scenografiske scenografi

Jeg satte mig på min plads på den Store Sals flotte gulv og var omkranset af vægmallerier, farverige balkoner og en dreng ved min side, der havde travlt med at fortælle sin mor om den handling, vi snart skulle til at se. Dette ville normalt tage pusten fra mig, men, og har senest haft stor succes som spillefilm til de yngste i familien.

narnia skabet

”Se, der er klædeskabet, mor – KIG NU!” Ordene vidner om en særlig spændthed, som jeg efterhånden selv fik bygget op, da scenografien gør det godt. Med en stille start med et kæmpe, mørkt klædeskab ændres igennem hele stykket og drejer gang på gang rundt og ændrer salen fra sovesalen til Narnia, til løvens klippe og diverse små grotte-hjem for historiens karaktere. Helt igennem fantastisk flot, og det giver gang på gang kunstigt åndedræt til historiefortællingen. Dette skal en eventyrfortælling også kunne i en stor sal som denne hos Aarhus Teater.

Få regndråber i solskinnet

Selve historien starter for langsomt ud. Søskendeflokken på fire skal naturligvis introduceres, men karakterarbejdet virker for overspillet fra første scene af, og for fjollet, når man tænker på resten af stykket. Især den formodede hovedkarakter Lucy er simpelthen overspillet i store dele af første akt, hvor hendes søskende næsten er for underspillede efter den energifyldte slåskamp i køjesengen. Så snart døren til Narnia åbnes, stiger tempoet stille og roligt frem mod pausen. Dog stadig for langsomt. Ja, der er børn inde i alle aldre, men det er som om, der bliver talt lidt ned til dem igennem tempoet, der først bliver rigtig godt, når forestillingens humørfyldte skikkelser træder ind. Det er familien bæver, der endelig giver salen de forløsende grin, der kommer 20 min forsinket efter min smag. Her kunne instruktør Frede Gulbrandsen godt have skruet på et par dramaturgiske knapper i bedre tid.

Nå, tilbage til skuespillet. Min sidemand fik et kæmpe chok, da den majestætiske dronning og hendes ulve kommer på scenen. Han nærmede sig hurtigere og hurtigere hans mors favn og holdte sig næsten for øjnene. Dette må være den størst ros, som skuespillerne og lyd- og lysmænd kan få. Uovertruffen klasse fra alle de involverede!

Intensiteten stiger med tiden

Ovenstående episode frembragte endda gråd bagerst i salen fra nogle børn. Endnu et signal om indlevelse fra publikum. Alle skuespillere burde få lov til at spille for et sådant publikum på et tidspunkt i deres liv, i stedet for den stille og triste kulturelite, der normalt indtager denne prægtige sals sæder.

Dette var et sidespring. Efter pausen sidder jeg på kanten af min stol og glemmer efterhånden at love noter på min sorte notesblok, da her er mesterlige kampscener, højt tempo og velspillet dramatik hele scenen rundt.

”Han skal nok overleve, gør han ikke, mor?” spørgsmålet fra fyren ved min side indrammer endnu engang stemningen i en sætning. Tiden flyver og som oftest før er 2. akt bedre end den 1. i teatret, som alle jer instruktører, dramaturger og manuskriptforfatter gerne snart på gøre oprør med. Et andet eksempel er bland-selv posen fra slikbutikken på hjørnet, der igennem det meste af første del knitrede af børnefingre, der satsede på en chokofant eller lakridt, nu var helt stille og ikke blev rørt.

”Kan vi se den igen?”

Selvom publikum rejser sig og klapper, så kommer ensemblet ikke ud en tredje gang og bukker, men det ændrer ikke ved, at underholdningen har været godt stykket igennem. Til tider er det svært for de voksne skuespillere at spille deres karakterer som børn, og dette blandet med for meget overspillet dramatik, så skal der lyde de varmeste anbefalinger herfra. Min sidemakkers sidste ord, inden han forlader og teatermørket, indrammer situationen meget godt:

”Kan vi se den igen i næste uge, mor? Kom nu!”

 

4 t 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*